FREDAG d. 8/7 2011

Sara og jeg kom godt til Chengdu i går, hvor vi fløj fra Beijing kl. 10.50 og var fremme ca. 3 timer efter. Vores fly viste sig at være af den slags, som flyver langdistance-ture, så der var bløde sæder og dvd om bord, foruden en bakke flymad på trods af turens korte varighed. Det var lidt fedt. Mine forventninger for Chengdu var, at det var en slags mellemstor landsby med bjerge og natur omkring, så jeg blev derfor lidt træt af det, da jeg fra taxaen på vej mod hotellet kunne se, at der var bygninger over alt og stort set ingen natur. Jeg havde ellers lige set frem til at slappe af i rolige omgivelser uden for mange larmende biler og båthorn, men i stedet måtte jeg omstille mig på endnu en ferie i en storby. Jeg er nu kommet frem til, at langt de fleste byer i Kina er storbyer med mindst 5 mio. indbyggere i hver. Jeg tror ikke der findes noget imellem - enten er du på landet, som i "land" med rismarker og geder som nærmeste naboer, eller også er du i byen, som i alle tilfælde betyder forurenet luft og larm. Jeg har dog lagt mærke til, at der er knap så mange mennesker i Chengdu som i henholdsvis Changzhou, Shanghai og Beijing, og det er bestemt værd at tage med, at man ikke bumper ind i et andet menneske hvert 2. sekund. Det er dog ikke fordi der ikke er mennesker - der er masser, men man kan trods alt opleve have hele ca. 5 kvm for sig selv.

Jeg sidder pt alene på starbucks og får en varm kakao, mens jeg lytter til kineser-stemmer og jazz fra højttaleren. Selvom jeg lige har befundet mig i hovedstaden, så føler jeg underligt nok, at jeg er "tilbage" i civilisationen. Måske det skyldes, at vi nu bor på hotel frem for hostel, hvilket betyder ordentligt bad og rigtige dyner, og derudover er der her i byen flere restauranter med vestlig mad og selvfølgelig starbucks. I Beijing havde vi svært ved at finde noget mad, der bestod af andet end ris og sur-sød sovs, så det var med stor fornøjelse, at Sara og jeg indtog en laksesalat i går aftes - endelig! Det er første gang i 1½ uge, at jeg er alene (hvis man ser bort fra toiletbesøg) og det er en underlig, men rar fornemmelse, selvom jeg bestemt har nydt at være sammen med Sara 24 timer i døgnet. Vi har hygget os rigtig meget og grint så meget, at jeg ikke længere er i tvivl om, hvor mine mavemuskler sidder.

I dag har vi set pandaerne for første gang, hvilket jo var grunden til, at vi tog til Chengdu. Og det var det hele værd, selvom vi for 3. dag i træk skulle tidligt op. Pandaerne er pga. dovenskab og det varme vejr kun aktive om morgenen mellem ca. 8 og 10, hvorefter de forsvinder ind i deres huse igen, så man kun kan se dem gennem glasrude. Det er der ikke meget sjov ved, så Sara og jeg tog en taxa 7.30, og var ved reservatet 8.05. Vi skulle først gå lidt for at finde hen til pandaerne og grundet kinesernes ringe evne til at sætte skilte op, var det lidt frustrerende at finde vej i parken. Men frem kom vi, og det var så fedt! Der var ikke mange mennesker da vi kom, og de der var var primært vesterlændinge, der for det meste formåede at være stille, så pandaerne ikke blev forstyrrede. Vi så en mor og unge, der legede og en masse store, fede pandaer, der havde travlt med at guffe bambus. Man må sige, at de er nogle yderst rolige og stenede dyr, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det er sådan livet burde leves - stille og roligt uden stress og jag. Jeg læste, at der er ca. 1600 vilde pandaer tilbage i verden, hvoraf ca. 80% lever her i Kina i Sichuan provinsen, som jeg pt. befinder mig i. Det må derfor siges at være en ekstremt truet dyreart, hvilket jeg synes er virkelig ærgeligt. I reservatet i Chengdu har de ca. 60 store dyr, og både forskning og opfostring af pandaerne går godt. Desværre har de problemer med at sætte dem ud i naturen, da de fleste kommer tilbage for at få del i den bambus, som bliver serveret kvit og frit hver dag. En voksen panda spiser et sted mellem 20-30 kg bambus om dagen, så det er ikke få mængder, der bliver konsumeret i parken. Det var lidt chokerende at se, hvor dårlig form en panda er i... På et tidspunkt klatrede en af pandaerne op på en platform, hvilket fuldstændig tog pusten fra den. Måske der alligevel var noget panda over vores indonesiske ven, Owen :)

Jeg kan godt mærke nu, at jo flere planer jeg lægger for dagene efter jeg er kommet hjem, jo mere tydelig bliver hjemveen også. Det er en underlig fornemmelse at sige "vi ses på torsdag", og jeg har indtil i dag ikke rigtig kunnet forholde mig til det. Da Sara og jeg her til eftermiddag sad over frokosten bestående af sushi, kunne jeg dog godt mærke tårene presse sig på, og jeg måtte et øjeblik tage mig lidt sammen for ikke at lave en scene. Jeg er i tvivl om, hvordan jeg reagerer når jeg kommer hjem og skal sige hej til så mange mennesker, og jeg kan forestille mig, at jeg bliver lidt mut og uden de store udbrud. Men jeg ved i hvert fald nu, at det ikke er fordi jeg ikke kan blive rørt, men nok nærmere fordi jeg i situationen ikke kan forstå, at de mennesker, jeg har savnet allermest, pludselig står overfor mig. Det bliver uanset reaktion helt sikkert en underlig fornemmelse, som jeg glæder mig ubeskriveligt meget til. Jeg har for en times tid siden snakket i telefon med min søster, fordi hun har fødselsdag, og fik desuden sagt hej til min bror og mor og far. Jeg savner dem alle fire helt vildt og ville ønske, at jeg var sammen med dem i dag. Bagefter tænkte jeg, at jeg også lige må tage mig sammen, for det er trods alt ikke alle, der oplever en så stor oplevelse som det var at se pandaer, men det er nok fordi at intet i hele verden kan erstatte ens familie og venner, uanset hvor fantastisk det måtte være. Men jeg er heldigvis omgivet af nogle dejlige mennesker hernede, som jeg hygger mig gevaldigt med, så den sidste tid skal nok gå godt. Jeg ved også, at jeg kommer til at savne tiden her med dem, for selvom vi går både på skole og i klasse sammen, så bliver det ikke det samme. Der er ingen foruden vores lille gruppe, der ved præcis hvordan det har været at være her, og det er vigtigt for mig at få det afsluttet ordentligt. Når alt kommer til alt tror jeg de sidste dage kommer til at gå hurtigt og lige pludselig står jeg i Danmark.. I dag er der mindre end en uge!