Det har endnu engang været en begivensrig uge .
Vi har i det sidste forløb af skole fået lov til at arbejde og observerer med hjemmesygeplejerskerne i Thailand .
Som tidligere fortalt, fungerer systemet ikke som i Danmark . Det er som regel børnene i familien (Caregivers) , der tager sig at forældrene, når de bliver ældre og syge. Sygeplejerskerne tager ud et par gange (alt efter hvordan det står til) og hjælper med at vejlede, undervise og måle diverse værdier.

Tirsag tog vi med én af sygeplejerskerne hen til en patient, der var udskrevet fra hospitalet et par dage før. Han var diabetiker, havde haft et slagtilfælde, var faldet, og kunne ikke få såret til at hele. Derfor havde han fået en hudtransplantation. Sygeplejersken og vores opgave var at tilse patienten, hvordan det gik efter udskrivelsen.
Da vi ankom til hans "hjem" lå han i en rum ud til vejen, der umuligt kan have været helbredsmæsssigt sikker for ham i hans tilstand. Der lugtede fælt af både urin og fæces og ud fra et rum ved siden af, kom hans 18-årige søn. Vi blev først utrolig sure på sønnen over at han ikke tog sig af sin far. Han lå jo bare der i hans eget tis og sønnen gjorde ingenting. Sygeplejersken gik straks i gang med at lære sønnen, hvordan han skulle give hans far et sengebad.
Udenfor stod vi og hørte på patientens svoger rende rundt. Han skældte ud på patienten og kaldte ham et ord, som i Thailand betyder at en person har utrolig dårlig karma. Vores underviser fortæller os så, at patienten før i tiden, havde efterladt hans små børn hos bedsteforældrene og taget op nord på for at arbejde. Alle de penge han havde tjent, brugte han så på sig selv og tænkte ikke på familien hjemme. Det er en rigtig dårlig opførelse, set i thaiernes øjne, og de mener nu at han betaler hans dårlige opførelse tilbage ved at være så syg og svag.
Pludselig fik jeg ondt af den 18-årige søn. Trods at han havde lidt et omsorgssvigt fra hans far, havde han alligevel takket ja til at passe ham. Jeg ville ikke kunne forestille mig selv, hvordan jeg skulle håndtere situationen, hvis jeg som 18-årig skulle stå og tørre min egen fars urin og fæces op . Men de har ikke andre muligheder hernede.
Jeg har også været utrolig forarget over, at sygeplejerske går så meget ind i de familiære sociale problemer. Men som vores underviser fortalte os: "Hvis ikke vi gør det, har patienten ingen caregivers og ingen til at passe dem".

Efter dette besøg tog vi ud til den næste patient. Han var for 25 år siden blevet lam fra livet og ned, pga. en trafikulykke. Pga. af dette havde at opbygget et kæmpe tryksår bagpå. Igen stod jeg og tænkte: "INFEKTIONER", da sygeplejersken åbnede for såret.
Herudover har sundhedsvæsenet ikke ressourcer nok til at udlukke baktierier 100 %. Sygeplejersken er nødsaget til at bruge de samme handsker under hele sårskiftet, og der er ikke noget der hedder steril. Man kunne tydeligt se, at sygeplejersken kendte procedurerne og hvad der var "rent" og "urent", men sundhedsvæsenet har ikke pengene til at de kan skifte handskerne.

Onsdag var vi med til en udskrivelse af en patient på sygehuset. Det var en kæmpe oplevelse. Hjemmesygeplejersken har "base" på hospitalet og besøger patienten op til flere gange før udskrivelse, hvilket virkede super godt. Herved får patienten opbygget et tillidsforhold og et kendskab til den sygeplejerske, der i fremtiden besøger patienten i eget hjem. På hospitalet starter undervisningen og vejledningen, også til de caregivers, der er familien.

Torsdag tog vi på besøg på et børnehjem. Vi havde købt nogle gave i form af bleer og legetøj til børnene. Da vi kom derud, blev jeg virkelig overrasket, for børnene havde virkelig gode muligheder og der blev taget sig godt af dem. Der kom også utrolig mange donationer fra alle steder fra. Bl.a. også fra de europæiske familier, der adopterede fra børnehjemmet.
Mange af børnene er fundet i papkasser eller direkte afleveret til børnehjemmet af mødrene. Da de ikke kan arbejde og have en spædbarn på samme tid, er der mange børn, der bor på børnehjemmet som spæd og bliver sendt hjem til familierne igen, når de er ældre og kan klare sig selv lidt. Herved kan forældrene stadig tjene penge til at klare sig.
Herudover er abort forbudt i Thailand og det kunne ses på mange børn. Mødrene har i mange tilfælde selv prøvet at fjerne barnet, bl.a. med piller.
Vi mødte en 2 måneder gammel baby, der ved fødslen vejede under 800 gram. Hendes mor havde prøvet at tage piller, for at fjerne barnet, men havde født hende i stedet. Hun var blevet fundet af en lokal politimand og afleveret på børnehjemmet. Man mente at babyen havde store fysiske og psykiske mén, men hun var helt sikkert en "fighter" .
På børnehjemmet har de deres egen sygeafdeling. Hvis børnene var syge lå de på afdelingen, for ikke at smitte de andre. Her var der ansat 3 sygeplejersker, og sygeafdelingen rummede to isolationsrum til de nyfundne babyer, der skulle screenes, og til de babyer, der havde fået diarée.

Hele ugen var en kæmpe oplevelse og torsdag aften tog vi mod Koh Tao igen. Trine og jeg skal udvide vores dykkerkursus og skal dykke og slappe af, indtil i næste uge engang.
Herved er skolen også ved at være slut. Jeg har sammenlagt 4 dage tilbage i skolen, fordi thaierne holder nytår.