Uh! Hvordan starter jeg lige en blog op igen efter så lang en pause?

De fleste af dagene her er jo gået med undervisning, og stort set alle dagene har vi alle været super trætte, så vi er gået tidligt i seng.

Tirsdag var det først "skole", hvor temaet var "det indre kort" - hvordan vi opfatter verden - hvordan vores "filtre" fortæller hvad vi fx ser som en "lang ferie" osv. Tirsdag aften spiste vi på Oceanus, hvor vi bor, og Ann, vores rejseleder, havde lavet en quiz om Fiji, Australien og blandede spørgsmål. Jeg var på hold med Palle og vi vandt - yeah! Om aftenen så jeg en kæmpe edderkop. Den var sjov. Altså vi snakker en af dem med kæmpe lange ben, som løfter sig op når de går. Og så en hulens masse frøer, salamandere og gekkoer.

Onsdag var undervisningens tema "JTI", som er en personlighedstest. Min kode i testen blev ISTJ, som betyder introvert tænkning. Det siger, hvis man læser om hvad hvert bogstav står for, en hulens masse om en. Vi havde det vidst alle sådan lidt "der mangler en del/det der er jeg ikke enig i"-osv, men i det store hele passede det vidst ret godt generelt, hvilket jo er lidt sjovt.

Jeg har fået helt vildt meget ud af selv at lave testen og at høre andre fortælle om deres resultat. Både onsdag, torsdag og lørdag har handlet om JTI, så det har været nogle yderst lærerige dage, og samtidig utrolig skræmmende og pirrende. Jeg bliver mere og mere glad for at jeg har valgt at tage herned på det her kursus. Det er bare… noget alle skal unde sig selv.

Torsdag efter undervisning tog vi til Suva for at tage på Fiji National Museum. Turen dertil var, som de andre gange, i en spændende lille bus med en interessant fjedring! Museet var som sådan ok .. det var lidt præget af Fiji Time - de har ikke så travlt med at få ting ordnet. Men jeg lærte noget om deres historie og et par fijianske ord. Bagefter det fik vi kage i MHCC-centret, en ganske ok chokoladekage og en ret så god Mucha Truffle latte.

Om aftenen var vi alle trætte - igen - der er et eller andet ved den her Fiji-luft!

Om fredagen var vi på "inland river tour" hvor vi sejlede i små både op af en flod. Første stop var et springvand hvor man kunne bade i - jeg vurderede det til at være for koldt, så jeg holdt mig tør. Men egentlig er jeg lidt træt af det nu, for jeg skal jo netop bare prøve alt og skubbe lidt til alle grænser. Men muligheden skal nok komme igen. Efter det fortsatte turen op af floden - helt ekstrem fantastisk flot. Sjældent har jeg følt mig så lille, det tordnede bare op på begge sider med høje træer. Vildt flot! Vores sidste stop var en landsby, så der skulle lige tages en masse tøj på så man dækkede knæer og skuldre. Dernæst skulle der vælges en høvding - det blev en gut fra Australien - da det er tradition at når der kommer en ny gruppe - en klan - at så er der en høvding som "taler" for gruppen. Reglen er desuden at mænd går først, kvinder sidst. I mødehuset sidder mænd ligeledes stadig forrest og kvinder bagerst. Første punkt er en kavaceremoni, hvor værterne tilbereder kava, høvdingen i landsbyen siger et par ord, klapper én gang, siger bula, drikker hele kavaen, klapper tre gange, siger vinaka. Den besøgende høvding gør så det samme, derefter mændene og så kvinderne.

Efter kavaceremonien arrangerede de nogle danse osv. som vi deltog i også, super sjovt. De der fijianere har et fast greb!! Fælles for langt de fleste fijianere er at de så helt vild charmerende, man kan bare ikke andet end blive glad af at være i rum med dem.

Efter dansen forklarede guiden om livet i byen og vi gik derefter op til skolen for at se den + lidt af landsbyen. Primitiv, super hyggelig og enorm livsbekræftende.

Meget af det jeg har tænkt på her på Fiji har været hvordan fijianerne accepterer deres liv og har det godt med hvordan det nu end har udformet sig, hvorimod fattige amerikanere giver alt og alle skylden og generelt set er vrede. Der er kæmpe forskel i deres livsopfattelse, og det er en fryd at se hvor glade alle på Fiji bare er. Og alligevel tænker jeg tilbage på USA med glæde. Efter at have set Fiji og været lidt tættere på fijianerne er jeg bare endnu mere overrasket over hvad det er jeg ser i amerikanerne. Der er bare et eller andet. Her på studiecenteret er der en mand fra New Orleans som i weekenderne laver cajun-mad og ham snakkede jeg lidt med i går. Han har også boet i Miami og synes også at det er et frygteligt sted. Han er fin, heh. Af en eller anden underligt grund følte jeg mig bare godt tilpas med at snakke med ham.

Efter det fik vi middagsmad, igen lovo-mad, og det er altså bare ikke et hit. Jeg kan gode lide deres rødder, men den får en helt bestemt røget smag af lovo som jeg ikke er vild med. Men hvis de bliver lavet som alm. pommes frites, er det faktisk ret godt. Deres form for spinat - en grøn bladplante, ligner mest en blanding af ramsløg og skvalderkål - er faktisk også ret godt. Dernæst var der sang - hvor de først sang Fijis nationalsang, og dernæst sang vi andre vores sang - hhv. Australien, Kina og Danmark. Så der stod vi, danske søde piger, og sang Der er et yndigt land. Det var faktisk et stolt øjeblik for mig. Er der noget jeg har lært på min tur, så er det at jeg er stolt af at være dansker og at jeg godt tør at stå med oprejst pande og sige at jeg er dansker. Erin, min lærer i Miami, oplevede at man som amerikanerne ikke får nogen former for positiv feedback når man tager til udlandet, tværtimod, så tror andre at de kan tillade sig bare at komme af med hvad end frustrationer de måtte have.

På turen tilbage skulle vi transporteres via en tømmerflåde et stykke ned af floden, men kort efter at vi kom på den begyndte det at regne. Regn på Fiji er slang for gennemblødt på 10 sekunder, så lidt af sikkerhedsårsager kom vi over i vores egen båd igen så vi kunne komme hurtigere tilbage (og forhåbentlig undgå at blive syge). Men det var nu sjovt, både at sejle i tømmerflåde og at opleve troperegn på det absolut dårligste tidspunkt.

Om aftenen bestilte vi snacks fra Oceanus og så, efter laaang tids opstilling af projektor og nørkling med stik (det er i sandhed en kunst at sætte elektriske ting til her). Blot for at opdage at mine højttalere ganske enkelt ikke er gode nok. Så efter alt besværet endte vi alligevel med bare at se den på Palles computer. Men det gik nu også fint. Vi så Easy A som jeg faktisk fandt ok (undskyld Sandra at jeg ikke ville se den i bio!). Jeg var vild med de mange filmreferencer! Faktisk bare en interessant film - ligesom og dog anderledes fra de andre teenmovies.

Lørdag havde vi undervisning som erstatning for fredag. Det fortsatte som sagt med JTI. Vi har alle haft en kort coaching med tilhøre af vores underviser, Lisbeth, og i dag var det min tur. Jeg synes at det gik godt, og specielt taget hvor udfordrende ugen har været, i betragtning, er jeg glad og tilfreds. Jeg er så helt igennem glad inden i af at få bekræftet at den sti jeg er på vej ned af er den rigtige - og ikke mindst at den jeg forlader er den forkerte.

Efter skole i dag havde vi dykkerundervisning igen. Og i dag var dagen hvor jeg måtte sande at vilje og lyst måske ikke altid er nok. Enten var det bare ikke min dag, eller også har jeg bare for sensitive ører til det, i hvert fald er jeg ikke god nok til at trykudligne og god nok til at multitaske under vandet til at det er en fuldstændig succes. Men Pedro insisterer på at jeg altså skal med ud i morgen. Dykket i morgen foregår i havet og er faktisk egentlig mest bare et dyk ned langs et reb "to play with Nemo". Skaberne bag Nemo må virkelig være stolte. Alle kender Nemo. Effektivt. Jeg er næsten sikker på at jeg tager med, mest fordi at jeg virkelig bare gerne vil, og at jeg er møgtræt af at jeg ikke bare "elsker" at have dykkerudstyr på…

Lige nu sidder jeg, endelig, helt for mig selv, nyder en øl, skriver blog og ser på den så absolut aller smukkeste solnedgang jeg nogensinde har set. Mit kamera står ved siden af mig, gået helt død for strøm. Og her kommer erkendelse nummer to; de aller bedste ting kan ikke være på et kamera. Solnedgangen, maden (jeg synes jeg fornemmer at fijianerne kan tage det til sig negativt hvis man tager billeder af maden, så det har jeg undladt), de mange jeg har snakket med på min tur. Men den her solnedgang. Wauw. Det er… wauw. Lyserøde og lilla skyer på en blå himmel.

Fiji er wauw. (selvom jeg kan mærke at jeg mangler at tage ud selv og at "mingle"…)