Kia Ora alle sammen! Som man siger hernede på maori, når man hilser på hinanden. Så er vi tilbage med et sidste indlæg fra New Zealand.

For cirka en uge siden ankom vi til New Zealands nordø, nærmere bestemt hovedstaden Wellington. Her flottede vi os, var ih og åh så kulturelle og gik på museum. Seks etager om jordskælv, fashion, dyr og maori-kultur viste sig faktisk at være ret spændende. Især fordi alle udstillingerne var lavet interaktive (og gratis). En god formiddag fik vi tilbragt her. Wellington var i det hele taget en superlækker storby med en rigtig hyggelig havnepromenade. Det var rart med lidt afveksling i forhold til de småbyer, der prægede sydøen, og vi fik selvfølgelig også oset lidt, når vi var i storbyen.

Videre til Taupo og samtidig videre til et helt andet miljø. Byen ligger i et termisk aktivt område, så her var der både vulkaner, gejsere og hot springs at opleve. Tongarino-hiken skulle være helt fantastisk og eksperternes svar på verdens bedste vandretur, så den måtte vi da af sted på. Den omkring 20 kilometer lange, stejle trek gik langs en å, opad (hvad der føltes som) lodrette stenbakker, ned mellem to vulkaner (hvorfra vi havde den VILDESTE udsigt over landskabet (se videodagbog)) og videre opad flere stenbakker til toppen, som vi nåede lige i rette tid, inden skyerne omringede os (og vi næsten ikke kunne se, hvilken retning vi skulle fortsætte i). Til sidst kunne vi endelig begynde nedgangen ad virkelig stejle grusbakker til tre isblå svovlsøer. Alt sammen foregik i et magmaterræn, der var præget af de mange vulkanudbruds udformning af landskabet. Wauw. Efter en windchill-faktor på -30 grader på toppen, begyndte vi at kunne mærke vores fingre og ben, jo længere vi kom ned mod jorden igen. Resten af turen ned nød vi udsigten af frodigt landskab så langt øjet rakte. Sikke en tur! En anden gang skal vi nok bare huske bukser og vindtæt tøj i stedet for at smøre os ind i faktor 30 … Brrrrr …
De resterende Taupo-dage blev mest af alt bare brugt på at chille i solen og opbygge vores tan, hygge med vores sweitziske roomies og nyde et par kolde øl i det gode vejr.

På vores vej mod Rotorua, havde vi købt en 5 timers black water rafting-oplevelse i Waitomo caves. Vi blev iført wetsuits, pandelampe og gummistøvler, og så var vi ellers klar til at udforske de underjordiske grotter. Først skulle vi dog lige igennem et rapelling-kursus på en klatrevæg, inden vi blev sluppet 40 meter ned i dybet. Det mørke hul, vi skulle fire os selv ned i, var så smalt, at våddragterne, vi havde på, kun blev lavet op til størrelse medium. Kunne du passe en våddragt, kunne du komme igennem hullet. Puha. Godt vi ikke havde spist så mange timtams den sidste uges tid. Da man først var kommet igennem det smalle hul, var resten af turen ned virkelig sjov, og efter det korte morgenkursus på klatrevæggen tidligere, var det en leg at hoppe ned af klippevæggen.
Synet, der mødte os i grotten, var på ingen måde, som vi havde forventet. Overalt omkring os lyste væggene som var det en kæmpemæssig stjernehimmel. Det viste sig at være de såkaldte glow worms (lysende orme, ja), der sad overalt i grottens sprækker.
For at komme dybere ind i grotterne, skulle vi bruge en underjordisk svævebane, der hang over en stor, strømmende flod. Det var noget af et rush at blive skudt af sted gennem mørket uden at kunne orientere sig. Pandelamperne skulle nemlig være slukket på vej ned af svævebanen for at optimere suset.
Undervejs diskede guiderne også op med varm kakao (noget vi virkelig har savnet) og lækre kager, så vi kunne få lidt energi til alle de mange indtryk og oplevelser. Og så var det ellers på med nogle kæmpestore baderinge, som vi skulle bruge til at hoppe ned i floden med oppe fra klippekanten. Da vi ramte vandet, begyndte vi at strømme ned af floden gennem små vandfald og bugter. Det var virkelig sjovt. Senere skulle vi faktisk rutsje ned ad en bane, der var lavet i et vandfald. Der var godt nok fart på!
For at komme op ad grotten igen skulle vi til sidst klatre op ad de kurvede klippevægge, gennem vandfald og mave os gennem små underjordiske grottegange. Da vi var sikkert oppe igen, blev den gratis tomatsuppe slubret med glæde. Og der blev self taget mere end en gang.

Efter nogle vilde og voldsomme dage med vulkanhike og ekstreme grotte-adventures, besluttede vi os, at der var intet andet for, end at have den mest chill dag, vi kunne forestille os. Da vi oven i købet fandt ud af, at hostellet lå inde med tredje sæson af "How I met your mother" blev den følgende dag præget af serier og en masse lækker (billig) havregrød.

Med fornyet energi og mod på mere tilmeldte vi os en maori-aften dagen efter, hvor vi kunne få lov at opleve de indfødtes kultur helt tæt på. Ved ankomst til maorilandsbyen Tamaki blev der lavet en udfordring (te wero), som maorierne udførte i form af en slags underlig og vild dans. Under ceremonien var det vigtigt ikke at grine, smile eller bare rykke sig, da dette blev set som en hån mod stammen. Lidt svært når der hopper seks fuldvoksne mænd rundt i Tarzan-kostume med udspilede øjne og rækker tunger. Til sidst skulle vores høvding tage imod et "fredsoffer" (i vores tilfælde en bregne) ved at træde frem mod mændene og samle den op fra jorden. Hvis han gjorde det korrekt, ville velkomstkaldet (karangaen) lyde som et ekko over hele gårdspladsen, og vi kunne få lov at komme ind i maraen og se deres huse, levestil og velkomstdans (powhiri). Et af aftenens højdepunkter blev den lækre traditionelle hangi, som er en slags jordovnstilberedt mad, der har ligget under jorden på varme sten hele dagen. Det smagte for vildt! Og som de sultne og kødhungrende (det er der nemlig ikke så meget af normalt) backpackere vi er, blev der virkelig gået til den. Mums.

I Auckland (vores sidste stop i NZ) var der restegilde med al vores pasta, tomatsovs og havregryn. Det blev derfor til et par meget mætte og hyggelige dage i New Zealands største by. Deres berømte Art Gallery nåede vi dog også lige at trille ned til mellem måltiderne, og ellers blev der bare chillet og ladet op til vores næste destination: FIJI!!!!!!

Klask og smask fra syden.

TAN-UPDATE: R.F.F (Ready for Fiji!)