Den brasilianske atmosfære og stemning i småbyerne, vi de seneste uger har bevæget os ned igennem, viste sig lynhurtigt at være lige noget for os. Ikke kun på grund af deres afslappende begreb 'Brasilian time', der i sin enkelthed går ud på, at du skal tage den med ro, da deadlines, åbningstider og stressende mål er ikkeeksisterende hernede, men ligeså meget på grund af de naturfagre omgivelser, der er lige til at slubre i sig.

Vores første stop efter anbefaling fra nogle andre backpackere (som nu fortjener et klart og rungende high five) blev den lækre ø Florianópolis. Byen Lagoa, som endte med at blive vores hjem i knap en uge, havde en fantastisk, scenisk beliggenhed omsluttet af bjerge med en lille, skinnende sø i midten. Vi boede på et lækkert hostel, der lå på selve bjergsiden, og havde den flotteste udsigt ud over alle herlighederne. Tjek selv solnedgangene, vi har taget billeder af fra det lille, fælles terrasseområde.

Ugen i Florianópolis gik simpelthen så stærkt! Ud over at arbejde på vores tan og hygge på stranden sammen med de andre fra hostellet, havde vi også en kæmpe position tid til bare at være sammen i, nyde at vi var af sted, og at der heldigvis stadig var hele tre uger til vores hjemkomst til Danmark. Sidstnævnte prøvede vi dog vidst mest at fortrænge. Brasilien er nemlig indbegrebet af alt det, som Danmark ikke er. Og selvom vi på sidste side i vores skrabbog nu er begyndt at skrive alle de ting, som vi har savnet og glæder os til at smage, gøre og lave sammen igen, når vi kommer hjem, er det unægtelig alligevel alt sammen noget, vi sagtens kan udskyde fremfor det, vi oplever lige nu: Florianópolis bød nemlig på helt vildt mange sjove episoder: Der var alt fra nurseparty på hostellet med udklædning og ansigtsmaling til et besøg i en taxachaufførs lille lejlighed i nabobyen, fordi netop begrebet "Brasilian Time" en dag tog overhånd og gjorde, at alle byens internetcaféer (trods deres skiltning om åbningstider) var lukket. Den enorme, brasilianske gæstfrihed blev her endnu engang bekræftet.

Næste stop efter Florianópolis var storbyen São Paulo, som havde været forudbestemt som et must-see helt fra starten af. Det var dog ligesom om, at vi efter blot et par uger i hhv. det argentinske og det brasilianske småbysparadis, ikke helt havde behov for den storbysatmosfære, de firesporede veje og de tårnhøje bygninger, som São Paulo bød os velkommen med. Vi fik selvfølgelig oset i lækre butikker, spist lækker mad og var i biografen en aften, men tog meget hurtigt en fællesbeslutning om, at to dage i byen måtte være nok i denne omgang. Ihærdigt begyndte vi derfor at google små kystbyer på strækningen mellem São Paulo og Rio de Janeiro og fandt til alt held guldklumpen São Sebastião:

São Sebastião blev tre dage i absolut kontrast til det, vi lige havde oplevet i São Paulo: Stille, hyggelige omgivelser, en havnepromenade og en lille kulørtfarvet by var lige, hvad vi havde brug for. Efter fire dage i den lille strand- og havneby havde vi kun en uges tid tilbage. Og netop denne sidste uge af vores jordomrejse skulle afsluttes med et brag i selveste Rio de Janeiro.

Rio blev den perfekte afslutning på vores rejse! Vi havde den bedste uge i Brasiliens største by og boede selvfølgelig i bydelen Copacabana, hvor der var masser af gang i den. Den første dag i Rio gik turen mod den anden ende af byen til Kristus-statuen på Corcovado-bjerget, der i 2007 blev valgt som et af verdens nye syv vidundere. Da vi endelig nåede frem efter halvanden times hed transporttur med det offentlige, var der gledet skyer ind over bjerget, så vi hverken ville kunne se gode gamle Jesus eller panoramaudsigten over byen, hvis vi alligevel valgte at forsætte mod toppen. Derfor gemte vi (lidt skuffede) denne oplevelse til midt på ugen, hvor vi for anden gang drog af sted mod bjerget. Denne gang var det en succes, og vi fik taget en masse seje billeder med Kristus. Tjek selv ud hvor kreative vi har været.. Han var dog ikke så stor som forventet (lidt a la vores indtryk af Sydney Operahus, der også er blevet hypet ret så meget), men fint var det da, at han kunne stå med armene ud over byen og lyse om aftenen.

Vi fik strandet den heeeeeeeeeeelt vildt meget i Rio, chillet rundt i gaderne, festet et par gange, holdt videoaftener på hostellet og nydt, nydt, nydt den sidste uge på rejsen.

En aften tog vi også op på et andet, meget meget højt udsigtspunkt, der hedder Sugarloaf. Herfra var det muligt at se ud over hele Rio og bjergene, der omslutter byen. Vi havde selvfølgelig sørget for at medbringe forsyninger i form af kolde øl, så vi kunne sidde på toppen i flere timer og nyde både udsigten og solnedgangen over byen og vandet. I bydelen Lapa skulle der efter sigende være gadefest om aftenen, så der besluttede vi os for at tage hen bagefter. Det blev til et brag af en fest på vores næstsidste aften på turen, og vi sang og dansede rundt i de lapanske gader, hvor vi mødte alverdens tilfældige festglade mennesker.

Dagen derpå havde Cam det ikke særlig godt. Vi har faktisk aldrig set noget lignende. Derfor endte det med at blive en stranddag for Jul og Mal, mens Cam hvalede den på værelset. Synd. Heldigvis skulle vi den efterfølgende dag (dag 113 ud af 113) ikke af sted før om aftenen, så hun fik selvfølgelig nået at hilse på stranden en sidste gang på rejsens sidste dag.

Og så sad vi der pludselig. I en taxa. På vej mod Rios lufthavn. Med vores pakkede tasker i baggagerummet. Og selvfølgelig på vores faste pladser i bilen. På vej hjem.
Ja, vi er nu på vej hjem efter den mest fantastiske og utrolige rejse, vi overhovedet har kunnet ønske os. Vi slutter af med at klappe os selv på skuldrene, for vi er sikre på, at det ikke kunne have været gjort bedre. Det er og var en oplevelse for livet. Og selvfølgelig er vi allerede ved at finde vores kalendere frem for at se, hvornår det kan lade sig gøre, at vi kan tage af sted igen. Gerne hurtigst muligt.

Tan update: J. (Juhuu!!!!)