I Chiang Mai fandt vi ud af, at det ville tage tre dage, hvis vi skulle rejse over land til Luang Prabang i Laos. Det synes vi var lige i overkanten, for vi gad egentlig ikke rigtig at sidde på en båd i to hele dage. Så vi endte med at finde et par flybilletter og klare turen på en time i stedet. Lidt luksus backpacker er man da ;) Luang Prabang har en gammel bydel, der er på UNESCO-liste og den er derfor også pænt vedligeholdt og uden en masse skrald i gaderne. Bygningerne bar rigtig meget præg af, at det var Frankrig der har været koloni magt i landet. Hvis man så bort fra de 40 gr og alle asiaterne kunne man næsten forestille sig, at man var i Frankrig ;) en anden arv fra Frankrig var baguettes og andet godt bagværk. Faktisk var der en bager der havde fuldkornsbagels. Vi har seriøst ikke fået noget fuldkornsbrød i flere måneder, så det var en fantastisk detalje. Vi brugte en hel dag på bare at gå rundt i byen og se på deres templer. Vi fik også forvildet os ind til et massage sted som lonely planet anbefalede. BIG mistake! Den slags skal vi bare tjekke på tripadviser først. Kim nåede i løbet af fem minutter at have to forskellige massører fordi de begge skulle svare deres private mobiler, så han sagde han ikke gad mere. Jeg fik lidt ondt af den unge gut, der gav mig, så jeg fortsatte, men undervejs nåede han da både at få skrevet sms'er, knækket sine egne tæer og snottet på mig. Og så var det bare virkelig ringe massage. Den fejl begår vi i hvert fald ikke igen. Generelt oplevede vi faktisk at kundeservicen var væsentligt ringere end i Thailand og priserne var lige det højere. Faktisk er Laos et af verdens fattigste lande, men det var ikke specielt tydeligt for os inde i byerne.
I nærheden af Luang Prabang har de nogle vandfald, der er et af byen store trækplastre, så der skulle vi selvfølgelig også ud. Vi fandt en tuk tuk chauffør, der var ved at samle en gruppe, så vi ikke skulle betale for en hel bil selv. Desværre betød det jo så også at chaufføren fastsatte hvor meget tid vi havde derude. Vi havde tre timer, men kunne sagtens have brugt meget længere for der var sindsygt flot med en masse pools og vandfald, der hang sammen og så var det bare virkelig lækkert vejr. På vejen derind kom vi også forbi en indhegning med sun bears, som er en speciel slags bjørne her fra asien. Det er verdens mindste bjørne og truede bl.a. fordi folk holder dem fangede og tapper deres galdeblære til traditionel, ja i gættede rigtigt, kinesisk medicin. Her havde de det dog rigtig godt efter at være blevet befriede :)
Tilbage i Luang Prabang var der ikke så frygtelig meget af foretage sig, men vi havde fået bestilt en natbus videre til Vientiane, der er hovedstaden i Laos. Det blev dog ikke til meget søvn på den tur, for vejene er virkelig dårlige og madrasserne ekstremt hårde og Kim måtte sidde op det meste af vejen, da han ellers blev køresyg. Vi var derfor noget mørbankede, da vi nåede frem til Vientiane. Heldigvis kunne vi tjekke ind på vores hotel med det samme, så vi kunne få hvilet os lidt. På værelset lå der dog en lille "velkomstpakke" til os i skabet i form af en pose hash, en lille pille og resterne af en pose hvid pulver... Ikke super betryggende! Men vi skyndte os at få det afleveret i receptionen, så vi i hvert fald ikke kunne blive anklaget for noget! Vi endte dog med at skifte værelse alligevel, da hverken aircon eller bruser virkede ordentligt.
Vientiane var på ingen måde lige så hyggelig som Luang Prabang og var bare en typisk asiatisk by, der prøver at blive til en rigtig storby. Det mest interessante ved byen er faktisk det, der hedder COPE centret. Det startede som en organisation, der hjalp ofre for mine/bombe ulykker, men de behandler nu alle slags handikappede og sørger for gratis lægebehandling, træning hos fysser og ergoer og diverse hjælpemidler. De står desuden for at uddanne lokale, så de kan blive så uafhængige som muligt fx i fremstillelse af proteser. COPE centret har et informationscenter, hvor de bl.a. fortæller, at Laos faktisk er det mest bombede land i verden pr. indbygger. Der er blevet smidt flere bomber her end under hele 2. verdenskrig! Bomberne stammer fra omkring Vietnamkrigen, og landet blev bl. a bombet pga. Ho Chi Minh stien, der var med til at forsyne Vietnam. En stor del af bomberne er dog også "rester" for, når bombeflyene ikke kunne finde deres mål i Vietnam var det for farlig at flyve tilbage med bomber, så de blev i stedet smidt ud over bl.a. Laos. Mange af bomberne er fortsat ueksploderede og hvis de fx ligger gemt nede i jorden og befolkningen laver et bål ovenpå, så eksploderer bomben altså og dræber de fleste omkringstående. Mange af bomberne er klyngebomber, så de kan gøre så meget skade som muligt. Oprydningen af bomber og miner er først startet i 90'erne og COPE arbejder fortsat på at uddanne lokale til dette arbejde. Grunden til at det ikke er sket før skyldes bl.a at regeringen har haft fokus på at skaffe mad nok til befolkningen, men nok i allerhøjeste grad at regeringen ikke føler at det er deres ansvar. Det var USA, der smed bomberne, så må det også være dem, der rydder op. Og så kan vi jo lige tilføje af COPE faktisk er amerikansk baseret og støttet af den amerikanske regering, så noget gør de da :) Desværre har regeringen forbudt frivillige at hjælpe til. Måske i et forsøg på at beskytte egne arbejdspladser, men det kan jo ikke andet end også at modarbejde muligheden for ny viden. Vi forsøgte i hvert fald at kontakte dem og høre om vi bare måtte følge nogle terapeuter, og se hvad de lavede, men nej desværre ikke.
Den anden dag i Vientiane tog vi fitnesscenter med dertil hørende pool og jacuzzi. Ikke nogen dårlig måde at slutte Laos af på. Og så var det meget sjovt at se, hvor uhyggelig lille forskel der på verden, når man ser den inde fra et fitnesscenter. Samme øvelser, samme maskiner, samme måde folk ødelægger deres kroppe ved ikke at lave øvelserne rigtigt.... :)