I Vientiane undersøgte vi mulighederne for at komme videre til Cambodia. Den billige mulighed var med bus via Thailand. En tur på 24 timer som virkede meget uoverskuelig efter natbussen fra Luang Prabang. Det er desuden også meget udbredt at turister bliver snydt ved grænsen til Cambodia og presset til at betale mere for visum end det rent faktisk koster. Så som resultat af alt det endte vi endnu engang med at rejse som luksus backpackere til Phnom Penh i Cambodja med fly. En tur på halvanden time, hvor vi også slap for at blive snydt med visum :)
Ift hovedstaden i Laos var der meget mere gang i den her, men vi havde fundet et godt sted at bo lidt tilbagetrukket fra vejen og med hegn rundt om. Da vi skulle have aftensmad spurgte vi efter et godt sted at gå hen og spise, og vi blev rådet til at gå ned på havnen. Vi gad dog ikke rigtig ud på en længere gåtur, når det var mørkt og vi ikke kendte byen, så vi endte med at gå ned på den lokale nede på hjørnet. Det er der vidst ikke ret mange turister der normalt gør. Der var i hvert fald ingen andre end os og de stirrede på os, som om vi kom fra mars eller sådan noget. Til gengæld fik vi verdens bedst betjening og nogle utrolig gode burgere for 5,5 kr :)
Den første dag i byen besluttede vi os for at gå ned til det tidligere toturfængsel S-21. Vi var dog lige ved at have overvurderet os selv, for selvom der kun var et par km, så krævede det temmelig meget energi pga. varmen. Men vi kom frem dog meget svedige :) S-21 er et tidligere gymnasie, men da Pol Pot og de røde khmerer var ved magten i '75-'79, blev det omdannet til torturfængsel. De røde khmerer havde ligesom nazisterne udfyldt detaljerede protokoller over alle der kom ind. Mange af de gamle klasseværelser var derfor fyldt med billeder af alle der var blevet fængslet og sidenhen dræbt på Killing fields lidt uden for byen. Der lå også en del protokoller, hvor man kunne læse, hvordan nogle havde indrømmet anklager om fx at være spioner for CIA eller KGB. De fleste anklager var dog falske og skyldtes en masse udrensning af alle der havde en uddannelse, brugte briller, kunne et andet sprog, havde arbejdet for den tidligere regering eller på nogen anden måde var en belastning for det samfund de røde khmerer ønskede at opbygge. De røde khmer ønskede at opbygge et land, der var fuldstændigt uafhængig af omverdenen og byggede på landbrug. Virkeligheden var dog noget anderledes og det var uhyggeligt at se, hvordan nogle forholdsvis få mennesker med ekstreme synspunkter kunne ødelægge et land fuldstændig på så kort tid uden at omverdenen gjorde noget. Efter s-21 tog vi en tuk tuk op til et af de store templer i byen og gik derfra hjem langs floden.
Næste dag fandt vi en tuk tuk chauffør der kunne nogenlunde engelsk og fik forhandlet os frem til en nogenlunde pris for at komme ud til Killing fields. Det var faktisk lige før At køreturen var en lige så stor oplevelse, da vi kom ud igennem der, hvor der på ingen måde er turistet. Efter den tur fik vi også endnu større forståelse for alle de asiatere, der bruger mundbind, for det er bare ikke sjovt at blive gasset på sådan en lang køretur, når man ligger bag ved en stor lastbil, der skyder sort os ud.
Ude på killing fields fik vi udleveret hver sit sæt høretelefoner og en båndafspiller og så gik "rundvisningen" ellers i gang. Der var på en måde ikke så meget at se, for de bygninger der havde været var blevet revet ned. En blanding af had og et stort behov for byggematerialer gjorde det hurtigt af med dem, lige efter de røde khmerer havde mistet magten. Derimod var der ekstremt mange knogler, tænder og kranier. De fleste større dele var blevet samlet i montrer, men der lå stadig mange tænder på jorden ved massegravene. Hver gang det var regntid blev der stadig skyllet dele fri af jorden og nogle sagde, at det var fordi kroppene ikke kunne finde hvile. Uhyggeligt var det i hvert fald, men endnu mere uhyggeligt var alle de forklaringer og historier vi hørte. Fangerne blev tæsket ihjel for at spare på de dyrebare kugler, nogle fik skåret struben over for ikke at kunne skrige, mens spædbørn fik smadret kraniet mod et træ, mens mødrene blev voldtaget og tævet ved siden af. Stedet gemte på mange uhyggelige historier man ikke lige umiddelbart kunne se.
Tilbage i byen igen var vi ikke rigtig i humør til det helt store, så vi tog burgere med hjem på værelset og så en film inden vi skulle med bus videre til siem reap næste dag.
Det fungerede så fint med bussen, der næsten kom frem til tiden på trods af ekstremt dårlige veje og nogle ordentlige byger.
Siem Reap er en rimelig lille by, hvor turister udelukkende kommer til for at se Angkor wat. Egentlig er det lidt misvisende at kalde det for angkor wat, for Angkor wat er kun et af templerne, men der er faktisk mange templer fordelt ud over et kæmpe område. Det meste af Angkor området blev bygget mellem det 10 og 12 århundrede. Selve byen er dog væk, da den bestod af træhuse. Vi var ikke så heldige med vejret, da det småregnede en stor del af tiden. Vi havde dog den sødeste tuk tuk chauffør, der sørgede for koldt drikkevand og paraplyer til os, så vi fik et par rigtig gode dage :)
Fra siem reap tog vi en bus tilbage til Bangkok. Faktisk er den busrute temmelig berygtet og mange fraråder den på nettet fordi man ofte bliver meget forsinket, men vi regnede lidt på det og fandt ud af, at det var kun, hvis vi blev mere end fire timer forsinkede, at det havde kunnet betale sig at tage taxa og tog i stedet. Så vi kastede os ud i det og ankom kun en halv time forsinket pga. tæt trafik i Bangkok. Fra Bangkok ville vi videre til Hua Hin på en kort solferie (vi havde tjekket grundigt på nettet, hvor vejret ville være bedst), men vi tog lige en hurtig overnatning i Bangkok først inden turen gik videre. I Hua Hin brugte vi fire dage på stranden. Pga. Regntiden regnede det næsten hver dag fra kl 16, men det gjorde absolut ingenting for vi kunne kun holde ud at være på stranden et par timer.
Og sådan fløj endnu en uge afsted! Nu er vi så i Bangkok igen, hvor vi har brugt en del tid på at shoppe. Bl.a har vi begge fået nye Converse sko til 165 kr stykket og så er det ikke engang fake :) i morgen skal vi en tur forbi kongepaladset og så må vi se hvad den sidste dag ellers bringer. Det er så nemt at komme rundt her. Metro og skytrain fungerer upåklageligt og så er det mega hyggeligt at ta bybusserne, for det er der ingen andre turister der gør, så thaierne er helt vilde for at hjælpe os. I dag fik vi en lang snak med en ældre engelsklærer i bussen, der var meget fortørnet over den accent de unge thaier tog til sig ;) hun havde desuden en penneven i Danmark, så hun havde faktisk engang været i Dk for at besøge ham. Lidt sjovt at høre om.
Lige om lidt er der så gået 183 dage siden vi tog fra Danmark. Vi har besøgt 10 lande (USA, Fiji, New Zealand, Australien, Indonesien, Singapore, Malaysia, Thailand, Laos og Cambodja). Vi har fløjet 18 gange, når vi lander i DK igen og har brugt ca. 18.000 på flybilletter pr person. Til den tid aka om ca. 48 timer har vi brugt ca. 132.500 kr til at leve for og opleve helt fantastisk mange dejlige ting! Vi tør slet ikke begynde at undersøge hvor mange billeder vi har fået taget, men det er i hvert fald på den gode side af 5000 :) Nu er vi også 100 % klar til at komme hjem og vi glæder os til dansk mad, at cykle, at handle i netto, at sove i vores egen seng, at være sammen med mennesker vi kender og en million andre små og store ting. For vi har det sgu meget godt hjemme i lille Danmark :)