Efter en dags hvile i Quito besluttede jeg mig for at tage op nord på til byen Otavalo. En by som er kendt for at have Sydamerika største marked og en flot natur. Jeg havde fået Andreas til at booke mig en overnatning på et hostel i bjergene, da jeg ville være sikker på at have et værelse når jeg ankom til Otavalo.

Da jeg kom frem til Rose Cottage (navnet på hostelet) blev jeg mødt af en fantastisk udsigt, omgivet af grønne bjerge til alle sider. Eftersom turen til Galapagos havde taget en del på min energi brugte jeg første dag pa afslapning, og nød godt af de flotte omgivelser.

Dagen efter tog jeg pa tur med en pige fra Australien og hendes veninde fra Canada. Sammen tog vi op til en nærliggende sø, som vi gik en tur rundt om. Bagefter tog vi til en anden nærliggende by, som er kendt for sine læderprodukter. Efterhånden som tiden gik blev det eftermiddag, og da vi alle var ved at blive sultne og ikke havde spist middagsmad tog vi hjem for at spise.

Om fredagen tog pigerne og jeg sammen med ejeren Mark på hikking i bjergene. En tur vi havde læst os til skulle tage omkring de 3 timer (hvis vi havde læst rigtig). Turen startede fint ud og der var en sti vi kunne følge et godt stykke af starten. Friske gik vi af sted indtil det blev svære at se stien vi hidtil havde gået på. Sikker i sin sag, mente Mark, at stien ville komme tilbage efter nogle meter, og fortsatte rask derudover, selv om det ikke var så lige til - det skal lige siges Marks aldrig har prøvet at hike hele turen rundt, hvilket vi ikke vidste pa det tidspunkt. Tillidsfulde til Mark, som lød til at have styr på det hele fulde vi efter. Efter nogle meter, hvor vi troede stien ville komme tilbage, forsvandt den tværtimod helt. Vejen var ikke længere synlig og med græs til skulderne skulle man være opmærksom på, hvor man satte sin fod for ikke at lande i en kæmpe vandpyt. Eftersom vi gik blev terrænet svære og tættere og man skulle hoppe fra sted til sted, ned pa alle fire og kravle, under, over og igennem diverse slags buske og træer.

Marks kone Rose havde inden afgang giver os en banan hver især, i tilfælde af at vi skulle blive sultne. En banan vi alle var ret taknemlige for, da vi efter 3 timer endnu ikke var fremme. Efter 1½ times offroad fandt vi endelig en sti, som kunne føre os til slutningen. Efter endnu 1 times gang var vi fremme, og hjem gik det for at få noget at spise og slappe af, så vi kunne vare friske til næste dag, hvor vi skulle gå Sydamerikas største marked tyndt, hvilket vi dagen efter fandt ud af er en umulig opgave.

Marked i Otavalo er gigantisk, for at sige det mildt. Det er ikke så underligt, at det er Sydamerikas største marked. Aldrig har jeg set så mange boder samlet pa et sted, og der var ikke det der ikke blev solgt. Alt fra tøj, mad, daglig vare, til dyr i alle afskygninger. Efter flere timers vandringen rundt tog jeg tilbage til Rose Cottage for at pakke mine ting for at tage videre syd pa ned til Tena. I Tena lyder planen, at jeg gerne vil riverrafte og prøve nogle af de udendørsaktiviteter der udbydes i byen.