BEDRE SENT END ALDRIG! - det betyder også, at jeg har bombarderet bloggen med 3 indlæg. Der er nu gået over en måned, snart to, siden jeg sidst har lavet en opdatering her på bloggen. Hvor man skal starte efter en måneds oplevelser i Cuba, er svært at sætte finger på - så mange ting at fortælle, men samtidig en pige som knap nok magter opgaven. Vi har været hele Cuba rundt, hvor vi har besøgt byerne: Havana, Trinidad, Santiago de Cuba, Bayamo, Holguin, Morròn, Ciego de Avila, Santa Clara, Girón og Viñales. Der er sket så meget på vores rejse rundt i Cuba, både godt og dårligt, som har hjulpet os med at blive klogere på landets opbygning og cubanernes selv.

Turen har budt på venlighed, skepsis, medlidenhed, forargelse, snyd, sjov, ivrighed og ikke mindst taknemlighed. Som regel er vi blevet mødt med smil og åbne arme, og hjælpsomheden har været stor. Dog har hensigten ikke altid været den samme. I og med at Cuba er et land som lever af turismen og pengene der kan tjenes her igennem, har der til tider været en bagtanke med hjælpen. Her har, "noget for noget" princippet været flittigt i brug, og hvor der kan tjenes bliver der tjent, hvilket har gjort at vi er blevet snydt et par gang. Det har gjort at vores skepsis er vokset, og venligheden overfor cubanerne til tider er blevet skærpet drastisk pga. irritation over dem, som kun har været ude efter vores penge. For cubaner som kun har ville hjælpe af egen fri vilje uden at skulle have noget for det, har det betydet at de har fået den kolde skulde, hvis ikke et irriteret eller tilnærmelsesvis vredt svar, hvilket de langt fra har fortjent.

Foruden falske cubaner, som har prøvet at snyde os, har vi også mødt ærlige og reelle cubaner, som har hjulpet os, og gjort deres for at vi skulle have en god rejse. Samt hjælp til vores rejse, har de også været med til at give os et bedre indblik i det at være cubaner og ikke mindst det at leve under et kommunistiskstyre. Meningerne om Cuba og systemet har været forskellige, og vi har mødt alt fra tilhænger, til dem som gerne så, at der skete forandringer i landet, hvilket jeg finder meget forståeligt efter det vi har fået fortalt under rejsen. Fx lyder straffen for manddrab på 8 års fængsel, hvorimod straffen for at dræbe en ko lyder på 30 år, og det skal lige siges, at koen ikke er et helligt dyr i Cuba.

Foruden absurde straffe er incitamentet til at tage en uddannelse heller ikke eksisterende. Der er ingen økonomisk belønning for at studerer på universitet i flere år, i og med at f.eks. en taxachauffør kan tjene hvad der svare til en læges månedsløn på blot et par dage, hvilket er en skam, da uddannelse bliver nedprioriteret slev om det ligesom i Danmark er gratis. Det handler om at komme lettest muligt til pengene, hvilket vi fik bekræftet på et casa paticular i Santa Clara. Kvinden i huset fortalte os, at hun selv havde fravalgt en videregående uddannelse frem for pengene, men samtidigt opfodrede sin datter til at læse videre på universitet, i tilfælde af, at systemet pludselig skulle ændre sig, og det ville blive nødvendigt at stå med en videregående uddannelse på hånden. Samme sted blev vi også klogere på, hvor "hårdt" det må være at bo i et land som Cuba, hvor de mest basale vare i form af sæbe, tøj og mad er dyrt for cubanerne selv. På trods af, at man stadig forhandler med rationeringsmærker, som vi gjorde det under 2. verdenskrig kan det stadig være hårdt at få det til at slå til, i og med de basale vare skal betales i CUC og ikke CUP.

Selv om Clara og jeg som nævnt gjorde alt for at tage afstand til turismen for at komme ind på livet af cubanerne var det ikke så lige til, da turister og cubaner er meget opdelt. I Cuba forhandler man med to møntfoder, CUC som er møntfoden for turister, og CUP som er den nationale og cubanernes møntfod. CUC'en er den værdifulde, 1 CUC svarer til ca. 5 DKK, der skal 24 CUP til en CUC. Da det kun er dem, der er beskæftigede i turistindustrien, der får CUC, kan de i løbet af meget kort tid tjene mere end de månedslønninger, man som almindelig cubaner modtager i CUP. Derfor kan en taxachauffør tjene en læges månedsløn på et par dage. De fleste ting i landet er opdelt mellem turister og cubaner. Der findes busser til turister og busser til cubanere, farverne på nummerpladerne fortæller om man er lokal, turist eller hvilken status man har.

Det har været som at rejse tilbage i tiden; intet internet, gamle amerikanske biler, rationeringsmærker og hestevogne over alt - generelt et meget anderledes land i forhold til det man er vant til. Et land som jeg bestemt ikke finder tiltalende, da alt handler om penge. Selv om vi har gjort alt for at tage afstand fra turismen og gjort det meste på egen hånd, har man ikke kunne ligge det at være turist fra sig. Vi har gjort hvad vi kunne for at støtte de lokale frem for staten, hvilket ikke har været let, da de fleste af de penge som cubanerne selv tjener går til staten. Fx boede vi under hele vores ophold på casa patiruclar, som er værelser i de private hjem. Vi troede vores penge gik til ejerne selv, hvilket vi senere fandt ud af, at de ikke gjorde. Som ejer af et casa paticular skal man betale 150 CUC om måneden til staten, ligegyldigt om man har nogen boende eller ej, hvilket er rigtig mange penge for en cubaner.

Turen rundt i Cuba har været rigtig spændende, som rejsende/turist er det et sjovt og til tider dejligt land at besøge, men som cubaner er det ikke altid så skønt, som det kan se ud på billeder.