I begyndelsen af min tredje uge var jeg med til min første adoption af et ældre søskendepar. Adoption er lige med en fest, da de fleste par som regel har søde sager med til børnene. Ved min første adoption var der pyntet op til fest og der var sodavand, chips og kage til alle. Foruden min første adoption har der også stået fødselsdag på programmet. Her var der endnu en gang kage og sodavand, da Daniels 11 år og Johans 2 år skulle fejres. Foruden fejring af børn har der også været tid til at fejre Clara og hendes 21 år. Eftersom Clara fyldte år den 17 marts, mens jeg var på rundrejse i Colombia og dermed ikke kunne være med til at fejre hende, havde jeg inviteret hende på en hyggedag. En dag bestående af et besøg på restauranten Creps & Walfes, hvorefter vi var i biografen og se "The Groogs". En film der varmt kan anbefales - Clara og jeg fik os i hvert fald et godt grin i 1½ times tid. Der har mere eller mindre været en begivenhed hver uge, og lørdag den 27 var børnenes dag, "dia del niños". En dag hvor der var forkælelse fra top til tå med diverse søde sager og en fest hvor der blev danset, ansigtmalede og drengene fik lov til at spille Angry Birds, som de er meget begejstret for.

Det er dog ikke alt man oplever på Ayúdame man tilføje gruppen fest eller fornøjelse, selv om man kun kan se tilbage på tingene med et smil på læben. Foruden alle de sjove ting, er der også de minde sjove, som at holde hygiejnen ved lige på de små børn. Med hygiejne mener jeg, at rense øre og næse. Ikke den mest fantastiske opgave jeg har været med til, nærmere sagt en ret ulækker opgave. De mindste børn er ikke i stand til at pustenæste eller rense ører - selvfølgelig er de ikke de, de kan knap nok tale. I og med de ikke selv er i stand til det er der andre (pædagoger og jeg selv), som må hjælpe til med den slags opgaver. Men hold nu op, hvor kan sådan nogle børn have meget snot i deres næse for ikke at snakke om ørevoks i ørene. Ligesom man fjerne ørevoks med vatpinde bruger man dem også til at fjerne snot. Ikke den mest delikate opgave man kan få stillet og slet ikke med modvillige børn. Det betød også, at jeg efter et par forsøg havde snot og ørevoks udover det hele - ad, ad, ad! En anden mindre lækker oplevelse var da jeg fandt lille Marlon lege i toilet. En glad og begejstret Marlon, som fandt det rigtig sjovt at drikke og lege med toiletvandet. Glad og begejstret som han var løb han hen og gav mig et stort og vådt kram. Et kram jeg godt kunne have været foruden, da jeg lugtede at urin bagefter. Han skal være glad for, at han er født med store øjne og et charmende smil, som kunne vænne hele situationen ellers var jeg nok blevet lidt sur.

Skulle man kritisere en anden ting, så må det nok være lever. Jeg kan ikke beskrive, hvordan det smager, men godt er det sidste ord jeg vil bruge om den slags kød. Jeg forstår udmærket godt, hvorfor de mindste børn spytter det ud igen når de bliver madet. Jeg er kun lykkelig over, at jeg aldrig har fået serveret det som lille! Jeg har dog "kun" fået det 4 gange på en uge, også har jeg heller ikke fået det siden, heldigvis. Maden er god, men der er mange kulhydrater i forhold til det man er van til der hjemme. Til frokost og aftensmad får jeg serveret kartofler og ris i en ret, hvortil der kun høre en lille styk kød. Det er dermed begrænset, hvad man får af proteiner. Det er dog til at leve med, modsat lever.

I dag er det en måned siden jeg startede på Ayúdame, og er allerede færdig med mit arbejde om en uge. Tiden er gået alt for stærk, og jeg føler det, som var det i går jeg startede med at arbejde. Dagene går hurtigere end man regner med, og Clara havde sin sidste dag i går efter et 2 måneders arbejde. Da jeg rejser til Ecuador om 10 dage er jeg også så småt begyndt at kigge på, hvor hen i Ecuador og Peru jeg skal. En meget god idé eftersom jeg står på helt egn hånd, da jeg ingen rejsemarker har de næste 5 ugers tid. Nu skal I ikke sidde og blive bekymret for at der sker mig alt muligt, bare rolig jeg skal nok få styr på det hele.