Profile
Blog
Photos
Videos
Så er tiden inde til næste blog-indlæg.
Da vi havde haft tre dejlige dage i Yamba, tog vi Greyhoundbussen videre til Byron Bay (stadig sammen med resten af Surf Camp-gruppen).
Vi checkede ind på Byron Bay YHA, som var et rigtig fint hostel med et stort fællesområde, hvor alle kunne sidde og hygge sig om aftenen. Byron Bay er noget større end Yamba, men den er stadig lille og hyggelig og ikke storby-agtig på nogen måde - en rigtig strand-/surferby (Vi fik dog ikke surfet, da det var ret dyrt at leje boards og Sille fik problemer med sit øre).
Vi boede i Byron 6 nætter i alt - tre på Byron Bay YHA og tre på Cape Byron YHA. Dagene forløb ofte med at tage på stranden om formiddagen indtil det dårlige vejr ofte tog over og vi måtte ty til andre fornøjelser. Der var riiigtig mange små rejseselskaber rundt omkring i byen, der altid tilbød en halv times gratis internet (i håb om at de kunne lokke os til at booke nogle rejser gennem dem), så det udnyttede vi fuldt ud, som man jo skal når man er back-packer. Indtil nu har vi faktisk slet ikke betalt en eneste dollar for internet - ret godt gået, må vi sige.
Allerede nogle dage efter Surf Camp begyndte Sille at få ondt i sit venstre øre og det blev desværre kun værre som dagene gik. Så om tirsdagen i Byron blev det liiige lidt for meget og vi besluttede os for at tage til skadestuen. Her sad vi og ventede i en halv time, før der var en læge der kunne se på hende. Lægen var en smule overpædagogisk", men fik konstateret at Sille havde ørebetændelse og fik det renset med varmt vand, mens hun flere gange spurgte om "det ikke bare var en sjov følelse" - noget Sille ikke var helt enig i. Den lille ørerensning kostede små 70$ - vi håber forsikringen dækker! Så var det ellers hen på apoteket og købe øre-dråber (endnu 30$ oveni...). Dråberne hjalp heldigvis og hun er frisk på surf igen!
En af dagene, da vejret ikke var helt i top, tog vi med de andre fra Surf Camp og to svenske piger, vi havde mødt, op til Byron Bay Lighthouse, som lå højt oppe på en stor bakke. Turen derop tog godt halvanden time, men det var en rigtig flot tur, gennem smuk natur og med udsigt over havet, hvor vi spottede legende delfiner (se billeder). På vejen hjem gik vi langs stranden med fødderne i vandkanten på en rigtig flot, flad sandstrand.
En af aftenerne, da vi havde været en tur på "The Pie Shop" (de lokales yndlingssted at få gode pies), kom vi hjem til vores værelse, hvor Didde (fra Alott) sprang ud og gav os et chock. Didde, hendes veninde Anne, og Line var alle kommet til Byron Bay - et ret sjovt sammentræf. Senere tog vi alle på "Cheeky Monkeys", en populær Backpacker-bar, hvor folk danser på bordene.
Indtil videre har vi ikke planlagt vores tur ret langt frem, vi har bare haft en idé om hvilke byer vi ville besøge og så blev overnatningerne ellers bare booket hen ad vejen. Men vi havde hørt, at de ture som vi rigtig gerne ville på i Whitsundays og på Fraser Island skulle bookes i god tid i forvejen, så vi tog modvilligt ind til et af rejsebureauerne og talte med en om et pakke-tilbud vi havde hørt om. Vi endte med at booke hele vores marts måned ned til mindste detalje. Vi købte overnatninger, Fraser Island tur, båd-tur på Whitsundays, ophold på Magnetic Island, Bush-camp i Noosa og bus-pas på New Zealand. Vi gav i alt 1400$ for det, hvilket er et ret godt tilbud, da vi ender med at betale ca. 19$ pr. nat på hostels (i forhold til at booke det hen ad vejen og betale ca. 27$ pr. nat) - men dankortene var stadig en smule varme bagefter.
Det blev søndag d. 28. feb og dermed tid til at tage videre fra Byron mod Surfers Paradise. Det tog ca. halvanden time i bussen, men da vi nu forlod New South Wales og kom op til Queensland i stedet, er der en times tidforskel og vi var der derfor en halv time efter. Her checkede vi ind på Islanders Resort, et hotel, der var blevet lavet om til et backpacker-sted. Det var en stor lyserød cementbygning, der mindede lidt om et gammelt ferie-resort fra halvtredserne. Vi kom på et 4-mands værelse med to norske piger. Surfers Paradise var en smule mere storby-agtig med store shoppingcentre og lys-kryds! (dem havde vi faktisk ikke set nogle af, siden vi forlod Sydney).
Vi blev i Surfers i tre dage og vejret ville bare ikke give os en chance. Det øs-regnede simeplthen fra vi kom til vi tog afsted igen. Rigtig ærgeligt. Vi kom ikke ned og ligge på stranden en eneste gang. I stedet tog vi i biografen og så "Valentines Day". Biografen lå et godt stykke udenfor byen i et stort center, der hed Pacific Fair. Vi gad ikke betale 3$ for busbilletten, så vi gik i stedet næsten 5 km hver vej i regnvejr - sådan!
Onsdag morgen hoppede vi på Greyhoundbussen igen, denne gang med Brisbane som destination. Her havde vi booket to nætter på Brisbane City YHA. Der var et lille stykke at gå fra stationen til vores hostel - turen var selvfølgelig i regnvejr. Da vi kom frem fik vi af vide at der ville gå halvanden time inden vores værelse var klar, så vi smed bagagen og gik op i køkkenet og spiste frokost bestående af gulerødder og müsli-barer. Vi mødte de tre svenske drenge, som vi havde siddet i bus med fra Sydney til Byron Bay. De havde boet i Brisbane i over en uge og ledte efter jobs her. Dem havde vi ikke lige regnet med at møde, da Brisbane trods alt er en stor by, så det var meget sjovt. Senere kom Sara (en canadisk pige vi har lært at kende gennem Surf Camp) og hendes tyske veninde, Julia, også og joinede os. Vores fulde dag i Brisbane startede i rimelig tid kl. 8 om morgenen. Vi spiste morgenmad og tog ellers ud og udforskede byen. Vi hørte om en gratis tour, som tog afsted fra George Square kl. 11. Den hoppede vi med på. Vi fik en masse historie om Brisbane og fik set nogle af de historiske bygninger, pladser og krigs-monumenter. Turen var halvvejs færdig efter halvanden time, men vi tænkte at vi havde set nok, så vi smuttede over og shoppede lidt i stedet for. Brisbane virkede som en fin by, men to overnatninger var nok for os.
Så blev det fredag og vi kom afsted på Greyhound-bussen endnu en gang. Efter næsten tre timers bus-tur nåede vi til Noosa Heads, hvor vi skal være i en hel uge, dog skal vi på tre-dages kano-tur i Bushen indimellem. Her bor vi også på YHA, som dog er helt anderledes end nogle af de andre YHA'er vi har boet på før. Det er en kæmpe træ-bygning som er hvidmalet og nedslidt med en stor veranda og glasdøre ind til værelserne. Men her virker rigtig hyggeligt. Vores veninde, Simone, boede og arbejdede her i tre uger, og hun anbefalede det til os. Vi håber at vejret bliver godt i morgen, så vi kan komme på stranden. Der er desuden gratis surfboard-leje (når man lægger et depositum på 100$, vel at mærke) så det skal vi nok ud og forsøge os med en af dagene. På tirsdag skal vi afsted på Bushcamp hvor vi skal sejle i kano og campe - det glæder vi os meget til.
Det var et laaaangt blog-indlæg, men vi synes I skulle have det hele med. I hører fra os igen om ikke så længe.Vi håber I alle har det godt!
Mange hilsner,
Sille og Phia
- comments
claus due Noosa Heads er et spøjst sted. Der har vi været. Er spændt på at høre, hvad I egentlig syntes om det. Endnu mere glæder jeg mig til at høre om Frazer Island. Det nåede vi aldrig, men det skulle være fedt til whalewatch fra starnden, ligesom de mange dingoer skulle være interessante at se. Der skulle også være masser af hvidt sand.
Karen Cool pictures, especially the dolphins. Did you find any hail? I heard on the news that they had really large hailstones and wondered if it was near you.
Lise Hold da op piger - I får da set og oplevet noget. Og til dig Phia - Frederik er nu tilmeldt Ordrup Gymnasium - så nu må han løfte de stolte traditioner. Fortsat god og indholdsrig tur. KH/Lise