Ho Chi Minh/Saigon

Efter 24 timer, mindst, ankom vi til Saigon. Vi blev sat af lige ud for et hotel, men tænkte det var sgu for let, og tog det ved siden af, Spring house hotel. Vi blev indlogeret på et værelse, der med det samme blev døbt "dronning-Ingrid værelset". Christinas hoved rørte næsten loftet, så kan i selv gætte jer til Emils situation. Men for 10$ for en nat klager man ikke. Vi ankom omkring kl 20, og var derfor godt sultne. Vi blev sat af midt i turistområdet, og fandt os en restaurant. Ok mad, men til turistpriser. Vi var godt kvæstede efter busturen, så vi fortrak hurtigt til hotellet.

Vi tillod os at sove længe, inden vi bevægede os ud i Saigons gader, på jagt efter morgenmad. Der var hamrende varmt, og oven i varmen kom en dundrende luftfugtighed, som ingen af os før havde oplevet. Vi svedte som bare pokker. Vi fandt lidt morgenmad, og måtte for første gang se os jaget indenfor i den svalende aircondition. Efter 2 dage med sol og strand, havde vi mildest talt svært ved at aklimatisere os til en larmende storby. Da vi stadigvæk, fra forskellige kilder af, havde fået at vide, at det sydøstlige Thailand stadig led under efterveer fra oversvømmelser, lavede vi lidt om på ruten. Vi havde hørt fra en på vores Ha Long Bay Cruise, at Monkey Island (Shihanouk Vill) i Cambodia skulle være et paradis på jord. Så afsted med os for at købe billetter dertil. Vi købte tilmed billetter til et område lidt udenfor Saigon, Cu Chi, til dagen efter. Her kunne man besøge et tunnelnetværk, som blev brugt af vietcong under Vietnam krigen.
Tilbage i den bagende sol, havde vi meget svært ved at finde ud af, hvad vi skulle. Vi havde ikke så mange programpunkter, men de få vi havde virkede afsindigt uoverskuelige. Vi tog en dyb indånding, og tog hul på første etape, der bød på et lokalt marked.
Det var en hal på størrelse med ca 4 fodboldbaner, spækket med boder, der nok en gang henvendte sig til turister. Vi må se i øjnene, at vi med vores tidsplan ikke når ud hvor kragerne, eller hvad det nu er for en fugl i de her lande, vender, og får oplevet det helt autentiske. Vi fandt dog lidt ekstra vægt til taskerne, som vi gerne ville slæbe med os, og forhåbentlig få sendt hjem.
Vores andet programpunkt hed Jadekejserens Tempel. Det var så smart, at postkontoret lå i nærheden af templet. Vi havde fået at vide, at der var alt for langt at gå, men som vi nok havde regnet ud, var det den overskyggende vietnamesiske dovenskab, der havde talt. Det tog ikke andet end 45 min at gå dertil. Så det var ingen sag. Mere problematisk var det dog at få sendt souvenirs afsted. Vi havde købt lidt dvd'er, og det måtte man åbenbart ikke sende, og kun at sende halvdelen af godset syntes som en dårlig ide. Så vi blev enige om at prøve et andet sted.
Jadekejserens tempel, var i sammenligning med nogle af de andre templer vi har besøgt, en lidt tam oplevelse. Vi syntes dog ikke, vi kunne negligere vores research, og vi er nu meget glade for at have været der. Det virker som om at religion i tempelforstand, betyder mindre og mindre jo længere syd på vi er kommet. Religionen syntes at have vandret ud fra tempelkomplekserne, og ind i den almindelige verden, i form af små altre, som findes stort set overalt, hvor man kommer. Udenfor templet kunne man købe små fisk og skildpadder, som man så kunne sætte ud i et par damme. Det skulle bringe held og lykke. Det mente vi ikke, vi behøvede, og var virkelig glade for at vi lod være. Dammene var fyldt til mere end randen, og vandstanden var urimelig lav- det var så synd. Det så ud som om, at øjnene på nogle af de største fisk var vandret om på den anden side af hovedet, fordi de har været nødsaget til at lægge på samme side så længe.
Da vi kom ud af templet, var himlen trukket sammen, så vi fandt en cafe, hvor vi fik nogle øl. Og godt det samme for kort tid efter stod det ned i stænger. Da regnen var aftaget lidt, gik vi atter hjem mod hotellet-hvilket lykkedes mere eller mindre i tørvejr. Vi slappede lidt på værelset, inden den stod på aftensmad. Nudler og ris er godt, men indimellem kan man godt savne rigtig reelt kød, så aftensmaden blev indtaget på Roof top BBQ, hvor vi bestilte oksekød, kylling og rådyr med lidt salat, grøntsager og pomfritter til. I midten af bordet var der en gas-grill, hvor man så, efter man havde sendt tjeneren væk, kunne tilberede sit eget kød, altså det man havde bestilt:). Det var som om, det var en del af deres service at stege kødet for en, men de fik nu ikke lov til at tage jobbet fra 100-meter mesteren i grill. Det smagte rigtig rigtig godt, og var et tiltrængt skud protein uden fedt og ben.
Efter en enkelt øl på en lille gadecafe, gik vi på hotellet og pakkede. Vi skulle tidligt op, da vores tur til Cu Chi startede allerede kl 8.

Lidt forsinket kom vi afsted mod Cu Chi, da bussen ikke var helt on time. Det har vi nu vænnet os til. Vi havde den sejeste guide, som selv i sin tid havde kæmpet mod amerikanerne og benyttet tunnellerne. Han havde oversat flere vietnamesiske sange til engelsk, og sang lystigt og delte ud af viden hele vejen igennem. Det var virkelig spændende at se og høre om, og vi var også nede og kravle i tunnellerne. Det var møgvarmt og fugtigt, men en super fed oplevelse. Man fik lidt en fornemmelse af, hvordan det har været, og det har ikke været skægt. Det hele var selvfølgelig fremlagt med USA som skurken, men det er vel også ok en gang imellem?
Man kunne købe patroner til en række våben, herunder ak-47, m-16 og flere af den tunge slags. Grundet priserne på patroner, og det faktum at ingen af os er de fødte guerillakrigere, valgte vi blot at blinke i takt til bragene fra skydebanen. Det var let at høre, at der var tale om våben, der mente det alvorligt.

Bussen mod Shihanouk ville, ville afgå samme aften kl 23.45. Vi var tilbage i Saigon kl 14.30, så vi havde nogle timer at slå ihjel. Vi startede med en gang lokal frokost på gaden. Den lokale stemning blev bestemt ikke mindre, da der, mens vi spiste, blev arrangeret hanekamp lige ved siden af det plastikbord, hvor vi sad. Det var dog kun en træningskamp, da ingen af hanerne kom noget særligt til skade. Endnu en god og uventet oplevelse. Tilbage i turistområdet satte vi os ved en lille cafe, og drak fruit shakes og iskaffe, mens vi spillede ludo. Vi vandt begge et spil, så alt var fint, bortset fra at Emil vandt det sidste. Vi tullede rundt og kiggede på shops uden at købe noget, indtil vores ben igen trængte til et hvil. Denne gang var det billige øl, der trak, inden den stod på pizzabuffet. Western stile mad er nu godt en gang imellem. Tiden indil afgang gik med en sidste gåtur i Saigons gader, en lille is til dessert og klargøring til bustur, denne gang kun sølle 15 timer.

Saigon har været endnu en storby, som vi kun kort har besøgt. Den virker ganske spændende og livlig, med gang i gaderne, tonsvis af sælgere og et utal af vestlige barer og restauranter. Altsammen væltet rundt i en 35 grader varm og fugtig tombola, og så er det ellers bare at trække sig dagens lod, og se hvad man har vundet.
Vi har dog kunnet mærke, at lysten til sol og strand er vakt, så vi ser frem til Shihanuok Ville, A Cambodian Paradise....