En lille hilsen fra det stadig varme Ghana til det kolde kolde Danmark.

Vores ophold i Pebi er mandag til fredag og i weekenden i Cape Coast, for det meste.

Vi er som nævnt i sidste oplæg flyttet ud i Pebi, hvor vi bor ved familien Akaba, som består af Tiger, Lucy, drengene Sunlight og Godswill, et barnebarn Sami og Nabens Moretime, som mere eller mindre er en del af familien. Efter dagens arbejde på skolen sidder vi og slapper af i køkkenet/gården/hønsegården/gedemark og snakker med Lucy, Tiger og drengene, og hver dag ender det med at vi går ned og bader med drengene. Efter det er det oftes spise tid og Lucy har forberedt en portion der kunne mætte en hel hær og det finder vi ud af, det er kun til en af os, der er en portion af samme størrelse klar, da Lucy ikke laver andet end mad sætter hun meget ære i at vi spiser op og derved viser vi kan lide hendes mad, men da det sjældent lykkes og vi gang på gang har fortalt hende at vi ikke spiser så meget som hendes mand, så bliver portionerne ikke mindre og en dag siger Lucy til mig(Brian): You are not good to our food. Hvor til jeg måtte svare at jeg godt kunne lide maden, men portionerne blot er for store og så er jeg ude i en forklaring om at i den varme drikker jeg mere vand end spiser mad, hvor til hun svare: Yes yes, og så ved man at hun ikke har forstået hvad man siger, for man kan spørge hende om hvad der er i maden og hun siger yes yes, så jeg må sænke mit engelsk niveau lidt mere ned. Efter vi har spist og drengene har fået vores rester, er der hygge ved køkkenets åbne ild, hvor aftensmaden til dem selv er ved at blive anrettet. Klokken er nu ved at være 17.30 og solen er ved at gå ned, og så bliver det ellers mørkt, da der ingen elektricitet er i Pebi, ville kalde det en by, men fortrød, De eneste dage der ikke er total mørkt er når der er fuldmåne, så er der masser af lys, men det har nu sin charme at sidde omkring det åbne ildsted og fortælle om hvordan det er i Danmark og om man er kristen og hvor meget af det man nu tror på, for det er noget specielt Godswill(sjovt nok) går op i. Dette er de typiske dage i Pebi, andre dage, kan vi hjælpe til på skole farmen og om det er at høste Pebe(Chili), ærter, Sweet potatos vande vandmeloner eller plante ANANAS, det er lige gyldigt, vi har erfaring til det hele nu, Bring it on. Vores ophold i Pebi bliver dog afbrudt da vi skal til Tema, en by på den anden side af Accra for at hjælpe med at tømme en container med ting til Cape Coast og Pebi, hvilken vi får at vide er klar til at blive hentet. DOG glemmer vi her African-time og deres undskyld mig, lort med at "don't let time control you", så skibet med containeren er ikke engang kommet i land og det finder vi ud af efter 2 times bil tur midt i Accra og så venter den lange del af turen, Accras Rush Hour, og var det ikke for at Kenneth og jeg havde tager hver vores musik med, så vi ikke var indlagt til at hører på afrikansk trommelarm hele vejen og vores evne til at grine lidt af gade sælgerne som sælger alt fra billeder i rammer til bøjler og sæbe, mens folk holder i kø. Tilbage til Pebi, Den første uge vi er der er sidste uge for Johanne og Helle, to andre frivillige der også er med MS, men som kom en måned før os og derfor har de bestilt kat som deres sidste måltid i Pebi efter mange samtaler omkring hvilke dyr man spiste i Ghana. Og da jeg nu var med til/overværede slagtningen af katten, som jeg vil sige kunne være gjort på en mere human måde, så hvordan den lå og forsøgte at trække vejret efter halsen var skåret over på den, og hvordan den blev fik fjernet hårene ved at blive lagt ind over åben ild, ja så smagte den dyr som jeg ellers ikke kan lide, egentlig meget godt. Det er lige får det er en opskrift der skal med til Danmark, det kunne være en vinder til første date eller den nye påskefrokost.

Weekenden mellem vores første og anden uge i Pebi, tager vi til Accra for at sige farvel til Helle og Johanne. Og her nyder vi igen livet som turister, med restauranter der er så fornemme at man helt glemmer elendigheden der gemmer sig om hjørnet og varmen glemmer man også, tak for aircondition. Vi bruger et par dage på at gå rundt i hovedstaden, som vi på forhånd var blevet advaret om var kedelig, men alle fire var nu enige om at de ting vi havde oplevet var meget spændende, vores fine restaurantbesøg, vores taxa chauffør der var ved at blive anholdt, independence square, vores gåtur rundt i byen og ikke mindst vores jagt på restauranten der servere krokodille og zebra, som vi finder ud af efter to dages jagt, har ændret navn og sortiment, så ingen eksotiske dyr på menuen der, det blev en uge med kat som det mest eksotiske dyr på menuen.

weekenden efter bliver vi i Pebi, hvor der er festival i nabo landsbyen, chief'ene for området skal fejres og Kenneth og Jeg skal selvfølgelig i den llokale dragt, som bare er et kæmpe lagen, der skal vikles om kroppen på en mærkelig måde og vi tror jo også at vores vært Tiger skal i den, men der bliver vi klogere da det bliver lørdag og vi skal afsted, for han er i andet tøj, da det er for varmt at have det andet på. Afsted det går og da vi kommer frem griner alle af os, det er godt vi er to afsted i det tøj, men det er som om at de fleste andre har deres normale tøj på, pånær lige chief'ene, de har det samme på som os, og Tiger vil da også have os med bagefter alle chief'ene da de skal åbne skolen i byens nye computerrum og ikke nok med det, da vi kommer ned til landsbyen efter 2 timer gåtur, for et stykke hvor alle de vigtige chiefs bliver bæret, der normalt tager 10 min at gå, bliver vi sat lige ved siden af dem, så alle der kommer og hilser på dem også hilser på os, i starten meget underligt at sidde og hilse på dem, som om vi er vigtig, men efter lidt tid, indser vi, at det er vi jo, vi er jo hvide ;-) Dagen efter kommer Tiger og siger at han har snakket med den øverste chief og han skulle hilse os mange gange og sige tak fordi vi deltog i festivalen. Det var en lørdag, så kommer en søndag der er typisk i Pebi, lige på trods af vi er der, vi står op kl. 07.00 så vi er klar til at gå i kirke kl. 08.00 efter aftale med Tiger, vi står klar og går derfra 08.15, lidt african-time er der jo plads til og hvad, når vi kommer med præsten er det vel okay. I kirken er der dog ikke mere end 10 mennesker og det er efter vi har ventet i yderligere 30 min, og nu siger jeg kirke, kirken er ved at blive bygget, så i mellem tiden foregår denne religiøsehandling i et af skolen lokaler, som har tag og kun en ende væg ind til et lokale magen til. Så skal jeg ellers love for at de kriste mennesker går i gang, først beder Tiger for at den sygdom der hedder at komme for sent vil blive udryddet, derefter begynder de alle sammen at lovprise herren i munden på hinanden, og så skal der læses op fra biblen og det foregår på Ewe, så Kenneth og Jeg må sidde og læse i biblen og så bliver vi da også lige bedt om at læse op fra den, nu er det ikke fordi jeg ikke vil, men har lige glemt hvilke kapitler det var ud over det var Isahia, Matt og Romerbrevene der blev læst op, noget med at forberede sig på herrens kommen. Der er kun en ting at sige og citatet er hentet fra en populær julekalender: "Hvornår bliver det jul og gaver til mig." - Bamsen julerejser et eller andet. Så bliver klokken også 12 og gudstjenesten slutter og vi går trætte hjem og får frokost, inden vi går ned og bader med drengene. Det har været en begivenhedsrig, anderledes, sjov og fascinerende weekend. I skolen er der i tiden eksamener og der kan vi ikke hjælpe så meget og efter det er der evaluering af disse, så vores tid med undervisning er slut. Så der er mere tid til at hjælpe med andre ting, f.eks. har vi i dag mandag hjulpet med at ansøge om at få strøm til byen, noget som vi ventede næsten to timer på Tiger efter, manden der mener at komme for sent er en sygdom, ja det er godt du. Det var lige før de to jyder var kogt over pga. andet end varmen.

De gladeste og mest julede hilsner fra et mindst 30 grader varmt Ghana

Kenneth og Brian

Vi glæder os til at jer alle