Profile
Blog
Photos
Videos
Hej derhjemme..
Mette påstår hårdnakket at jeg er så doven, at jeg - på over en måned - ikke har lavet et eneste indlæg overhovedet på vores blog!! Og der må jeg jo give hende fuldstændig ret :) Så i aften (mandag) vil jeg give afkast på min og Chris' tv-aften, og sidde og skrive på computeren i stedet - altså imens jeg ser fjernsyn med Chris!
Nå, men jeg har jo nok en del jeg bør fortælle, så nu i gang med det seriøse. Tror nok Mette har beskrevet meget godt hvad der skete indtil vi startede vores praktik - så jeg springer direkte til praktikken, noget af det er nok lidt kedeligt ingeniør-pladder, så bare spring over det.
Jeg stod op kvart over fem sidste mandag for at tage toget til Moe, en tur på lidt under 2 timer. Her er jeg i praktik hos Safetech, der producerer håndteringsudstyr til industrien (dvs. sakselift, folie-wrapper til paller, forskellige kran-typer osv.). En mindre virksomhed med ca. 50 ansatte.
Jeg var lidt spændt på, hvad min opgave ville blive, for det var lidt svært at kommunikere mine kompetencer ift. virksomhedens opgaver over e-mail, så vi besluttede at tage opgaven op til overvejelse når jeg kom frem. Jeg blev hentet på stationen af Chris White, som er Operations Manager hos Safetech, og som også er så venlig at lade mig bo hos ham i Traralgon (en større by 25 km fra Moe).
Det viste sig heldigvis, at Chris og Michael (virksomhedens IT manager) havde store forventninger til mit ophold, og heldigvis passede deres planer også overraskende godt til min uddannelse og mine interesser. Jeg skal hjælpe Michael med at implementere et planlægningsprogram, som kort fortalt skal planlægge hvad alle medarbejderne i produktionen skal lave hver dag, dette skal sammenholdes med virksomhedens materialeplanlægning og ingeniørtegninger, så Safetech altid kan levere til det tidspunkt sælgerne lover kunderne. Så jeg har brugt den første uge på at analysere og kortlægge virksomhedens forretningsgange, lave beslutningsdiagrammer, analysere det nuværende software, evaluere hvilke informationer der er vigtige osv. osv. Dette har jeg gjort ved at holde møder med produktionsledere, udvalgte medarbejdere, den ansvarlige for lager og indkøb samt den nuværende planlægger. Det bedste er dog, at de ikke har nogen specielle krav til hvordan jeg griber opgaven an, da de ikke har prøvet en sådan proces før. Derfor bestemmer jeg selv hvordan jeg griber opgaven an, hvilket er en kanon spændende opgave - fedt at prøve at designe noget fra bunden som skal bruges i virkeligheden! Men også en stor opgave når man har begrænset erfaring og der ikke er nogen i virksomheden med en lignende baggrund at læne sig op ad.
Som den hurtige læser nok har fornemmet, har dette betydet en meget spændende men også tæt pakket uge med rigtig mange indtryk. Men det er der også god tid til at opleve, for arbejdsdagen strækker sig fra 9 til 18 fem dage om ugen.
Som tidligere nævnt bor jeg hos Chris, en ungkarl på 31 år der har sit eget hus og arbejdet hos Safetech i 9 år. Det betyder stort set at jeg har et halvt (gammelt) hus, med eget badeværelse osv. Vi lever allerede det typiske ungkarle liv, laver mad til to dage af gangen, sidder i vores lædermøbler og ser tv-serier på det store fjernsyn :)
Jeg har fået mig meldt ind i et af de lokale motionscentre, så jeg træner indtil videre tirsdag og torsdag, for der er Chris også dernede på et balance-hold (for at styrke sin ryg). Der er 4 km derned, så det er perfekt at kombinere med en løbetur. Mette og jeg har også en løbe-date hver weekend, så forhåbentlig er jeg nogenlunde fit til at spille håndbold igen når jeg kommer hjem igen.
Næste weekend kommer Mette vist ud og besøger mig, og så skal vi vist ud og spise med en af direktørerne. Desuden vil Chris vise os rundt i de lokale bjerge i sin firehjuls-trækker, tror nok det var noget med et flot vandfald.
Her i weekenden var Mette og jeg i øvrigt inde og se en "footie-game", hvilket vil sige en australsk fodboldkamp. Tror det er umuligt at forklare hvad det går ud på, men en sjov oplevelse med 41.000 tilskuere og en kamp der endte uafgjort med en scoring efter tiden var udløbet (87-87), hvilket kun er den anden uafgjorte kamp i sæsonen - for hele ligaen!!
Var forresten oppe og præsentere mig selv og min opgave foran alle de ansatte (50 stk.) på et personalemøde mandag, gik heldigvis meget fornuftigt. I øvrigt nogle rigtig flinke mennesker jeg arbejder sammen med, ligesom ALLE australiere vi har mødt på vores rejse. Udover Chris er der også et par unge ingeniører med en humor der er ca. ligeså dårlig som min, så vi spiller kort i middagspauserne og mobber hinanden :)
Nå, nu satser jeg på at mit indlæg blev længere end det Mette lavede.. Konkurrenceinstinkt har man vel altid ;)
Håber ALLE har det godt… /Bo
- comments