Profile
Blog
Photos
Videos
Beijing er en rigtig spændende by, ingen tvivl om det. Det er første gang vi rigtig føler at her kunne vi godt have brugt i hvert fald en uge til. Dagene har været relativt tæt pakkede, men alligevel har vi været sultne efter mere. Vores hotel udemærker sig særligt ved at der er en stor morgenbuffet (det er hurtigt blevet dagens største måltid), man kan få Harboe Pilsner i kiosken i lobbyen, og sidst men ikke midt, det ligger lige ved siden af en undergrundsstation. Beijing har et utrolig (efter kinesiske forhold) velfungerende undergrundnet, og så koster det tæt på ingeting. Vi kan komme alle mand fra den ene ende af byen til den anden for under fire kroner, og vi tager undergrundbanen næsten alle vegne.
Den første dag så vi bland andet Tiananmen Square (aka Den Himmelske Fredsplads) og Den Forbudte By. Men kejserpaladset var en stor oplevelse, var Tiananmen Square lidt antiklimatisk. Her om et par uger, den 4. juni, er det 25-års dagen for massakren og den berømte scene hvor en studerende stiller sig i vejen for de rullende tanks. Af frygt for lignende optøjer (stort set ingen af kravene fra dengang er blevet indfriet), er politi og militær massivt til stede. Mellem metaldetektorer, security checks, pansrede køretøjer og militærpoliti med automatvåben og stålskjolde, føltes pladsen noget kastreret og historiens vinger stækket.
For at slippe for den bagende sol (ja den skinner bag smoggen) gik vi lidt rundt i de små gader med Hutongs der ligger bag paladset, og nød et hvil i en smuk park indtil prinsessen besluttede at vi skulle hjem.
Lørdag gjaldt det Panjiayuan Market. Det største af sin art i hele Asien, det er et udendørs marked, hvor handlende fra hele Kina kommer for at sælge deres varer, typisk håndværk og naturalier specielle for deres by eller region. Det er KÆMPE stort, og en endnu større oplevelse. Her er altså tale om et marked, ikke med turistragelse og "authentic chinese" crap (det var der også), men rigtige ægte vare fra hele Kina, som kineserne kommer her for at handle med, præcis som de gjorde det da Marco Polo var knægt. Her finder man alt fra porcelæn - stort som småt - perler, guld -og sølvvarer, antikviteter, klæder, skind og pelse, ben og horn, krydderier, silke, pensler og malerier, træ -og stentøj og meget, meget mere. Vi kunne let have brugt flere dage her, havde vi haft dem at gøre med.
Søndag tog vi til Dongcheng distriktet nord for centrum og så Bell Tower og Drum Tower, der ligger i hjertet af det ældste Hutong område i hovedstaden. Det var et unikt indblik i en svunden tid. Langt de fleste sådanne områder blev ryddet i forbindelse med OL, og nye bygninger opført, for at byen skulle fremstå som et lysende fyrtårn på kommunismens effektivitet i øjnene på dekadente vesterlændinge. Ironisk er det sidenhen blevet hipt og smart at bo her, og nye områder skyder op rundt omkring som padehatte, bygget i samme traditionelle stil, men med plads til Audien. Da tiden nærmede sig aftensmad, krydsede vi Yinding Bridge ind i det super smarte område omkring Qianhai Lake, hvor Beijings elitære unge, de rige og smukke, kommer for at danse, høre dårlige eksempler på vestilig musik og drikke importeret sprit. Efter lang tids søgen, fandt vi blandt barerne en restaurant, hvor guldlok delte diverse kinesiske specialiteter med mor og far.
Mandag var sidste dag, og der skulle den have hele armen. Vi startede på den del af den kinesiske mur der ligger i MutinYu. Til forskel fra BadaLing og Simatai, er dette stykke af muren i Beijing det mindst restaurerede i nyere tid - altså det mest autentiske, og samtidig det mindst crowdede. Det var en kæmpe oplevelse endelig at gå på The Great Wall, og vi fik fornyet vores respekt for de tusindvis af mennesker der løb maraton op og ned af disse trapper i sommerheden for blot dage siden.
Herefter kørte vi til en stor te "fabrik" - hvor de bearbejder tebladende, og oplevede en rigtig klassisk kinesisk te ceremoni. Det var en lille privat affære, hvor vi alene fik en masse viden om te og hvordan man drikker det, og smagt på hele syv af de fineste te sorter Kina har at byde på. Vi to kaffeelskere blev faktisk helt bidt af stemningen og var lige ved at købe hele butikken, men vi beherskede os og nøjedes med en fin pakke Oolong te.
Så var det tid til den store andetur, og det foregik med stil. Vi spist lækker traditionelt tilberedt Peking Duck på Kinas ældste sådanne sted. Her har rapænderne ristet over en sagte ild siden Mallebrok stadig var i live. Fuglende blev flot skåret ud ved bordet, og en sød tjenerinde forbarmede sig og viste os hvordan den skulle indtages ægte Peking Style.
I morgen kan vi lige nå buffeten, og fylde puklerne op inden den sidste ørkenvandring. Vi har været heldige indtil nu, men alting må jo have en ende og vi finder stor ro i på forhånd at have betalt for sæder med basinette til Kaja og ekstra benplads til mor og far. Det har været en uforglemmelig og vidunderlig tur, men nu glæder vi os til at komme hjem til hele vores skønne familie, og til rent vand og luft, rugbrød, leverpostej og makrel i tomat.
- comments
Benny Vittrup Vi glæder os alle til at se jer i lufthavnen i morgen eftermiddag dansk tid og en bid brød i jeres lejlighed bagefter. Knus Benny
Trine Juhu nu kommer vores lille familie hjem :-) god rejse vi glæder os til at se jer igen kys herfra
Mette - og vi er klar med leverpostej, makrel og rugbrød :). Kærlig hilsen Mor Mette