Profile
Blog
Photos
Videos
18/07/16
Dagen efter skulle vi videre til Ho Chi Minh City (HCMC), der også er kendt som Saigon. Vi havde fået at vide, at vi skulle være klar til at blive hentet kl. 6.30, så vi var tidligt oppe. Da klokken blev 6.45 begyndte vi at blive nervøse, og bad derfor hotellet ringe til busselskabet og få en bekræftelse på at de ville komme og hente os. Vi ringede flere gange, men fik bare at vide, at vi skulle vente. Kl. 7.20 blev vi endelig hentet. På det tidpunkt var vi også blevet ret nervøse, da vi vidste, at bussen skulle køre kl. 7.30. Så gik turen ellers mod Vietnam. Efter kun to timer stoppede bussen ved en tilfældig restaurant, hvor man kunne spise frokost. Vi valgte at gå hen på en tankstation og købe nogle kiks i stedet for. Den lange bustur blev straks mere interessant, da de satte den nyeste James Bond-film, "Spectre", på. Den blev afløst af en lidt mere alternativ fighter-film, som dog blev afbrudt og erstattet med "Warcraft", da en lesbisk sexscene blev for meget for en amerikansk familiefar. Endelig nåede vi grænsen, som mest af alt lignede et gammelt forladt storcenter, hvor alting gik vanvittig langsomt. Til gengæld var der fyldt med store grupper af vietnamesiske damer, der snakkede rigtig meget og rigtig højlydt.
Da vi endelig ankom til HCMC var det blevet sent og vi var meget trætte og meget sultne efter en lang dag. Det eneste vi lige kunne overskue var et aftensmåltid på Burger King. Da vi kom ud derfra, blev vi mødt af en fuld engelsk backpacker, der synes det var underligt, at vi var kommet helt til Vietnam for at spise på Burger King. Inden vi kunne nå at forklare os, var han allerede videre i programmet, så vi tog i stedet en taxa et par blokke hen til vores hotel, Happyland.
19/07/16
Dagen efter havde vi booket en tur til Cu Chi-tunnelerne, som lå et par timers kørsel uden for byen. På vej derud stoppede vi ved en lille fabrik, der lavede billeder og skulpturer ud af æggeskaller. Det var super imponerende at se.
Da vi kom frem til tunnelerne viste vores guide os først et bombekrater fra Vietnamkrigen. Derefter gik vi videre og så, hvordan vietnameserne lavede fælder under krigen, og hvordan fælderne fungerede. Der var også et meget lille hul under jorden, som vietnameserne kunne gemme sig i. Det fik vi også lov til at prøve at kravle ned i. Jeg (Kiya) meldte mig frivilligt som den første, og jeg kunne lige være der. Vi fik også vist, hvordan der var gemt ventilationskanaler til tunnelerne i kunstigt byggede termitboer, samt bunkere hvor de byggede bomber.
Bagefter kom vi hen til en skydebane, hvor Emil fik lov at prøve at skyde med en M1 og jeg (Kiya) en M16. Det var meget højt og især Emils våben var kraftigt og gav et ordenligt ryk i hans skulder. Det tog os sammenlagt halvandet minut at fyre 2x10 patroner af til den nette sum af 200 kr. Efterfølgende skyllede vi den adrenalinfyldte oplevelse ned med Red Bull og vand og satte os til at vente på at vores gruppe gik videre. Da vi havde ventet noget tid, opdagede vi pludselig, at vi ikke kunne genkende nogen omkring os, og det gik hurtigt op for os, at vores gruppe nok var gået videre uden os. Vi skyndte os derfor at spørge om vej, og efter et pænt stykke vej fandt vi endelig frem til gruppen lige tids nok til at høre guiden sige "tak for i dag". Forvirrede gik vi op til guiden, og spurgte om vi ikke skulle ned i tunnelerne. Det viste sig, at det havde de allerede været. Da guiden opdagede, at vi dog ikke havde nået det, var han sød at tage os med tilbage til de snævre tunneler, hvor vi fik en privat guidet tur af ham. Selvom det var nogle af de største gange, som vi gik i, og der var lagt lys ind for turisterne, var det stadig meget små tunneler. Det var meget svært at forestille sig, at folk boede her under krigen, hvor tunnelsystemet var i alt 200 km.
Efter turen blev vi sat af et stykke fra vores hotel, så vi fandt noget lækkert frokost på vej hjem på en lokal restaurant, hvor alt var lyserødt.
Efter lidt afslapning på hotellet gik vi hen i en tjekket vintage-forretning, som Emil havde læst om på nettet.
Lige for at runde dagen af gik vi ind på en bar, hvor jeg fik en drink og Emil fik en "alt-godt-i-én-shake". Det var vidst chokoladebar og karamel blendet med is og peanuts pyntet med flødeskum, chokoladeknapper og skumfiduser. Der er siden blevet talt meget om den såkaldte "Nicker Jumbo". Da drikkelsen var god, valgte vi også at spise her. Jeg fik en steak, mens Emil fik en risotto med rejer.
20/07/16
Vi startede igen dagen tidligt, da vi havde booket endnu en tur - denne gang til Mekong Deltaet. Vi startede med at køre til en havn to timers kørsel væk, hvorfra vi kom ned i en båd. Derfra gik turen til et flydende marked. Dette var dog meget lokalt og industrielt, og man skulle købe alting i kilo. Det resulterede i, at jeg (Kiya) købte 1 kg. litchi. Efter markedet sejlede vi hen til en sted, hvor de lokale lavede rispapir og kokoskarameller. Det var rigtig sjovt at se og prøvesmage. Der var også mulighed for at holde en stor slange, hvilket jeg pænt sagde nej tak til. Derefter gik turen hen til en lokal honningproduktion, hvor vi også fik lidt honning-te.
Det næste stop var frokoststoppet. Her havde vi også mulighed for at cykle ud i den lokale by. Det skulle vi prøve. Et eller andet sted fik vi dog drejet forkert, og vi endte på nogle meget små stier i et område med palmer og små lokale huse. Det var superhyggeligt og fredeligt. Pludselig kunne vi høre torden, så vi vendte snuden hjemad og nåede knap inden for halvtaget, da himlen åbnede sig. Dem der kom 5 minutter senere end os, var drivvåde, så vi var glade for vores timing.
Efter regnen var stilnet af, tog vi videre hen til en frugtplantage, hvor vi kunne smage en masse forskellig lokal frugt. Derefter gik vi et stykke hen til et hus, hvor 4 lokale havde forberedt nogle sange med dertilhørende vietnamesisk musik. Sangene foregik som små teaterstykker og de levede sig virkelig ind i kærlighedssangene.
Sidste aktivitet inden hjemturen var at sejle i små robåde, der mindede lidt om gondoler, ned af en lille flod. Vi var heldige at komme i båd med tre søde irske piger, så vi nød turen og stilheden. Efter et stykke tid kunne vi nemlig høre båden bag os, der var fyldt med meget højlydte vietnamesiske damer fra en skønhedsklinik.
Da vi kom tilbage til byen blev vi sat af ved en park, hvor der var en masse unge, der stod og spillede fjerfodbold og frisbee. Jeg blev pludselig stoppet af en lokal ung pige, der spurgte, om jeg havde tid til at snakke lidt engelsk med hende. Det havde jeg, da Emil pludselig var kommet med i et spil frisbee med en meget gammel mand og hans barnebarn. Den lokale pige fortalte, at der ingen engelskundervisning er i deres skole og hun nu er flyttet til HCMC for at lære engelsk selv. Det gjorde hun blandt andet ved at snakke med turister. Hun spurgte derefter ind til vores land, og hver gang jeg sagde et ord, hun ikke forstod, skrev jeg det ned til hende i en lille bog. Pludselig kom Emil hen til os. Han var kommet til at ødelægge drengens frisbee. Han fik derfor nogle penge, så han kunne købe to nye til dem. Da Emil var blevet tilgivet af de lokale tog vi hen på et streetfood-marked for at få noget aftensmad. Markedet var meget moderne indrettet og mindende mest af alt om Papirøen. Maden vi fik, var en traditionel pandekage, som man brækker i mindre stykker, ruller sammen og spiser. Pandekagen var dog lidt våd i det, så det blev lidt til noget snasket noget - men godt smagte det.
21/07/16
Den første dag i HCMC, hvor vi ikke skulle tidligt af sted på tur tænkte vi, at vi hellere måtte finde noget morgenmad. Det blev en superlækker café, hvor Emil fik yoghurt med hjemmelavet granola samt en lækker og grov sandwich, og jeg (Kiya) fik and. Efter vi var blevet mætte, gik vi over for at finde Saigon Square, hvor der skulle være et marked. Det eneste vi kunne finde var dog et lukket shoppingcenter. Vi gik derfor ned af en gammel gade, hvor der blev solgt ret uinteressante antikviteter og derefter, på vej hen til Ben Thahn-markedet, faldt vi over Saigon Square-markedet. Det viste sig, at det bare ikke lå på Saigon Square, hvilket jo også var fjollet af os turister at tro. Markedet var meget stort, men det var dog mest tøj. Da vi havde fået set det meste, gik vi så hen til Ben Thahn-markedet, hvor der også var billeder, fødevarer, køkkenting osv. Dette marked var Emil en del mere begejstret for. Sælgerne her var dog også lidt mere desperate - tog flere gange fat i os og råbte efter os. Efter at have brugt det meste af formiddagen på markeder, endte vi på sushistedet Tokyo Deli. Det var ikke fantastisk, men det mættede.
Derefter tog vi hen til et krigsmuseum, der fortalte om vietnamkrigen. Museet var rigtig spændende men også meget barskt. Især når man læste om torturmetoder og "Agent Orange", som var det kemikalievåben, USA bombede Vietnam med i 1960-1970'erne. Udover at kemikalierne under krigen ætsede folk til døde, viste museet også, hvordan det senere har været årsag til at mange børn i Vietnam er født med misdannelser. Der var også en udstilling, hvor en fotograf havde fået lov til at følge de amerikanske soldater, og blandt andet har fanget billeder af vietnamesere lige inden de blev henrettet. Det var bestemt meget tankevækkende og ikke mindst bevægende.
Da museet lukkede, var det begyndt at regne kraftigt og mine knæ brokkede sig, så vi besluttede at tage en taxa de 2 km der var til hotellet. Vi steg ind i en taxa, som kørte på taxameter, men da vi var kørt et stykke begyndte meteret lige pludselig at gå rigtig hurtigt. Før vi var nået hen til hotellet stod det på 100.000 VND (ca. 30kr) for en tur, som burde have kostet ca. 30.000 VND (knap 10 kr.). Lidt sure betalte vi chaufføren, mens vi fortalte ham, at vi godt vidste at han snød os. Desværre havde han mistet sine engelskkundskaber under turen.
Til aftensmad tog vi hen til Pho 2000, hvor selveste Bill Clinton d. 19. November 2000 kl. 12.30 havde spist den klassiske nuddelsuppe. Derfor skulle vi/jeg selvfølgelig også smage, hvor god den var. Da nuddelsuppe ikke er Emils favorit fik han en masse forårsruller i stedet. Mætte og glade var vi, da Emil spurgte om vi mon kunne gå hen og få en "Nicker Jumbo" mere. Det kunne vi helt sikkert godt. Efter lidt god drikkelse tog vi tilbage til hotellet og pakkede vores tasker sammen, da vi senere samme aften havde et fly at nå.
- comments