15/07/16

Taxaen (en ven af hotellet) kom meget akkurat kl. 5 morgenen efter og kørte os i lufthavnen. Her var flyet fra Krabi til Bangkok desværre forsinket pga. tåge, hvilket betød at vi ville misse vores næste fly fra Bangkok til Siem Reap. De bookede os heldigvis gratis ind på den næste afgang i Bangkok, men det gav os så et par timers ekstra ventetid i Bangkok lufthavn. Mens vi stadig ventede i den første lufthavn i Krabi, købte Kiya kogende vand for 5 kr. og fik spist sine medbragte cup noodles. Temperaturen i lufthavnen var modbydeligt aircondition-kold, så vi var glade da tågen langt om længe lettede, og vi fik grønt lys til at flyve af sted.

I Bangkok var næste fly også forsinket. Det mest sindsoprivende at berette om var da manden ved siden af vores sæder i ventehallen, henvendte sig til os, fordi han var bekymret over en efterladt rygsæk, som en indisk mand bare var gået fra 20-30 minutter forinden. Vi nåede lige at blive en smule paranoide, men i dét sekund at nabomanden henvendte sig til en lufthavnsansat, kom inderen vraltende tilbage fra toilettet. Der havde nok været lidt for meget chili i hans curry, blev vi hurtigt enige om.

Langt om længe ankom vi endelig til Siem Reap i Cambodia, hvor det stod ned i stænger. Uden for ankomsthallen stod et hav af lokale mænd med skilte, så det var nærmest umuligt at få øje på vores hotel-mand, der skulle hente os. Da jeg (Emil) endelig fik øje på mit navn, pegede jeg ivrigt på ham, for at indikere at han var vores mand. Det resulterede i, at alle rundt om ham ivrigt pegede på sig selv og spurgte "er det mig, er det mig???". Skuffede blev de alle, da jeg valgte Mr. Nin fordi mit navn var på hans skilt.
Mr. Nin var ansat af hotellet til at køre tuk-tuk rundt i byen, til afhentning og man kunne såmænd også hyre ham som transport til Angkor Wat.

Da vi ankom til hotellet, Champey Villa, blev vi mødt af en (lidt for) glad ung mand, der ivrigt fortalte om alle de ting, man kunne lave i byen. Vi havde i forvejen læst om hotellets gratis shuttle-service til centrum af byen (hotellet lå 3 km fra centrum), men da vi spurgte ham hvordan det fungerede, sagde han meget belærende "Det hedder ikke shuttle, det hedder T-U-K-T-U-K, det kalder vi det her i Cambodia". Vi kiggede undrende på hinanden, sagde ikke et ord, og tog så t-u-k-t-u-k-shuttlen ind til Pub Street, som var det centrale omdrejningspunkt for Siem Reap. Inde i byen fik vi en kedelig omgang mexicansk aftensmad, inden vi begav os op på en rooftop-bar, hvor vi købte en vodka-redbull-bucket (altså en spand med isterninger, vodka og Red Bull) til deling og slængede os i to fatboys. Inden sengetid tog vi i et supermarked og købte ind til Angkor Wat-turen dagen efter.

16/07/16

I bælgravende mørke blev vi kl. 4.30 hentet af vores private tuk-tuk-chauffør, Mr. Nin, som vi for 18 dollar havde hyret til at køre os rundt ved Angkor-ruinerne hele dagen. Grunden til at vi tog SÅ tidligt af sted, var fordi vi gerne ville se solopgangen over Angkor Wat samt ankomme før turisthorderne, der angiveligt skulle vælte ind efter solen var stået op. Hotellets manager havde lovet morgenmad to-go, men morgenmads-manden havde sovet over sig, så han rystede skuffet på hovedet, da vi vækkede ham og spurgte om vi kunne få noget morgenmad med.

Uden morgenmad eller særlig mange kontanter på os, drog vi af sted i mørket sammen med Mr. Nin. På vejen forsøgte vi forgæves at hæve penge, men da ingen hæveautomater ville tage i mod vores kort, blev vi nødt til at køre af sted uden at få hævet. Det betød at vi kun havde 46 dollars tilbage til turen. En endagsbillet til Angkor Wat kostede 20 dollar pr. person, så vi havde kun lige akkurat råd til to endagsbilletter, selvom vi egentlig havde forestillet os, at vi skulle købe tredagesbilletter til 40 dollars stykket. Entréen købte man nogle kilometer før selve ruinerne, og da vi ankom lidt i 5, var der allerede et hav af turister til stede. Hurtigt fik vi langet de 40 dollars over disken, modtog vores billetter og ramte igen landevejen i et intenst kapløb mod solopgangen. En smule over 5 nåede vi endelig udkanten af Angkor-ruinerne. Mr. Nin satte os af og vi spurtede hen til selve Angkor Wat for at tage del i solopgangskikkeriet. Selvom vi havde skyndt os alt hvad vi kunne, var der allerede flere hundrede mennesker på plads foran voldgraven, der omslutter det majestætiske bygningsværk. Her ventede folk i spænding på at solen skulle kigge frem, så de alle kunne forevige Angkor Wats reflektering i voldgraven, som der er motivet på samtlige postkort fra denne egn.

Det var uden tvivl en storslået kulisse, men larmen fra de mange mennesker satte virkelig en dæmper på oplevelsen. Vi snakkede om, at man burde have indført et 'limit' på antal besøgende hver dag for at bibeholde stedets sjæl, charme og mystik - men i Cambodia er de vist (selvfølgelig med god grund) mest interesserede i at udnytte landets eneste egentlige turistattraktion. Efter solen var stået op, vandrede vi i en times tid rundt i selve Angkor Wat-komplekset, hvor vi fik indtrykket af det bygningsværk, der engang var Sydøstasiens mægtigste samlingspunkt.
Efter at have besøgt et af Angkor Wats tårne, begav vi os tilbage mod Mr. Nin og tuk-tukkken, så vi kunne komme videre i dagens tempel-program. Klokken var ikke mere end 7 da vi forlod Angkor Wat, men det var allerede bagende varmt, hvilket gjorde det enormt hårdt at traske op og ned af trapperne. På vej tilbage til tuk-tukken mødte Kiya en kæmpe mudret gris, som hun til sin store fornøjelse fik klappet, inden vi sammen med Mr. Nin begav os videre mod næste stop: Bayon-templet. Bayon ligger et par kilometer fra Angkor Wat og er et kæmpe tempel, hvor der er hugget en masse store hoveder ind i stenene. Det var virkelig imponerende, og ret anderledes end hovedattraktionen vi lige var kommet fra. Der var heller ikke nær så turistet, fordi de store turistbusser stadig var i gang med at fortære synet af Angkor Wat. Efter Bayon kørte vi videre til Ta Keo, der distancerede sig fra de andre, ved at have en masse høje trin som førte op til tre høje tårne. I varmen kæmpede vi os trin for trin op for at få et vue over området fra toppen. Det var utrolig flot og storslået, og igen slet ikke så turistet som Angkor Wat.

Dernæst kørte vi nogle kilometer videre, inden vi blev sat af ved en sti og nogle flere ruiner og templer. Vi var så småt begyndt at blive "templed out", som det bliver kaldt når varmen efterhånden begynder at overmande en, mens man føler at alle templer ligner hinanden. Vi havde dog lige én af de store attraktioner tilbage: Ta Prohm - templet fra Tomb Raider-filmen.
Det spektakulære ved Ta Prohm, udover at have en Hollywood-film på bagen, er at et kæmpe træ er vokset igennem selve templet, og nu omslutter det med sine snoede grene. De lokale betegner fænomenet som at "naturen tager tilbage hvad der tilhører den" - hvilket egentlig er en meget sjov tanke.

Selvom det havde været en interessant dag, så var vi omkring middagstid så småt ved at være godt tempelmætte. De mange turister og gadesælgere (bl.a. meget nærgående børn der kunne tælle til 10 på engelsk, fordi de havde netop 10 postkort til salg for "one dollaa") tog lidt af oplevelsen, men vi var stadig rigtig glade for at kunne tage turen i vores eget tempo, så vi kunne komme lidt foran de vilde horder af turister. Kl. 12 var det blevet alt for varmt til mere tempel-sightseeing, så vi bad Mr. Nin om at køre os tilbage til Siem Reap, hvor vi delte en pizza og to småkedelige forretter - bruschetta og mozzarellasalat, hvor der virkelig var sparet på ingredienserne. Bagefter gik vi et hurtigt smut forbi byens marked, men her var der simpelthen så lummert, at vi blev enige om at tage hjem og få en eftermiddagstur i varmen. Det var modbydeligt varmt, føltes vist ifølge vejrudsigten som op mod 45 grader. Om aftenen tog vi et hurtigt smut ind restauranten Red Piano, for at få en helt fin lasagne og pastaret, inden vi igen tog hjem og gik i seng

17/07/16

Denne dag var dedikeret til afslapning, eftersom vi havde besluttet ikke at tage en tempeldag mere som ellers planlagt. Vi følte, at vi havde fået det optimale ud af Angkor Wat, så der var ingen grund til at bruge yderligere 40 dollars på at se flere lignende templer, da vi følte vi allerede havde set det vigtigste. Vi sov derfor længe, og tog ud for at finde noget frokost. Valget faldet på et lokalt sted, fordi vi slet ikke havde fået prøvet den cambodjanske cuisine, som egentlig heller ikke virkede SÅ spændende som det f.eks. havde gjort i Thailand. Jeg (Emil) fik en ret lækker bønnesalat, mens Kiya fik en ret bestående af alt for meget ingefær. Resten af dagen spenderede vi på byens markeder, købte flag til min rygsæk (fra de lande jeg har haft min backpack med i) og spiste god italiensk is, inden vi prajede en tuk-tuk ud til et Khmer Rouge-memorial, der ikke var større, end at det var set på ganske få minutter. Aftensmaden blev fortæret på et ganske udmærket indisk sted, inden vi sluttede aftenen af med et par vodka-redbull på byen Pub Street. Mens vi drak vores drinks, cyklede en mand med ingen ben forbi med sin cyklende bogbutik. Cyklen var specialdesignet, så han kunne bruge sine arme til at cykle, og på siden stod hans historie kort beskrevet. Den blev vi meget betagede af. Han havde ryddet miner ved grænsen til Vietnam i årene efter Khmer Rouge-regimets fald, og havde her mistet begge sine ben til en landmine. Hans ven slap dog ikke så nådigt, berettede den cyklende bogsælger sørgmodigt. Vi støttede ham ved at købe to af hans bøger, der handlede om livet som barn under Khmer Rouge. Han blev utroligt glad, og gav os sammen med bøgerne et par fotokopierede avisudklip om hans historie.

Efter et par drinks besluttede vi os for at tage hjemad. På vejen var vi forbi byen night market, der dog ikke var specielt anderledes end markedet om dagen. Derefter tog vi en tuk-tuk mod hotellet. Selvom det blot var 2 km fra markedet og hjem til hotellet, lykkedes det chaufføren at køre forkert, for han kunne simpelthen ikke finde det. Siem Reap er ikke en særlig stor by, og vi viste ham endda vores kort, hvor hotellet var markeret på, men lige lidt hjalp det.

Han søgte hjælp hos tre venner uden for et andet hotel, men de fire gutter havde utrolig svært ved at læse kortet, så i sidste ende blev det os selv, der endte med at finde hjem til hotellet.