PRELUDIUM

Kalenderen viser 12 dage endnu, sneen ligger tykt som en (stor) arm og kulden går da vist også igennem knoglerne.

Jeg har lige sammenføjet pakkenoter fra de sidste par uger, og med det får man pludselig et jag i maven efter lidt selvskabt D-vitamin. Sol, sol kom igen. Eller vent - jeg kommer sgu' bare til dig. Ud over det tidsmæssige jetlag, kunne man godt forestille sig at man også bliver sat tilbage (eller frem?) på klimafronten.

Selvfølgelig bliver turen da til tider præget af savn - men er det ikke altid sådan at det er værst for den/de efterladte? Savn er måske ikke den følelse der ligger øverst i sanselagene, men når alt synes melankolsk, natten er stille, månen og stjernerne er synlige og frikadellerne dårlige, vil vi savne.