Efter et par hårde dage i Vegas fik vi en velfortjent lang nats søvn i små 30 grader. Som de gode bondesønner vi er, bestod morgenmaden derefter af 2 liter mælk og en lille kop corn flakes.

Nicolaj havde som knægt et traume. Da Nicolaj som 11-årig tog med hans bedste barndomskammerat og hans familie i sommerhus, så Nicolaj noget der gjorde ham meget ked og bange - et program om UFO'er i Amerika. Folk der var blevet bortført fra een bestemt vej i USA. Bondemænd der havde boet tæt på denne vej, og mistet køer, set flyvende køer, samt hemmelige, statsejede flybaser med rumskibe indvendigt.

Han sov ikke den nat.

For at se frygten i øjnene, kørte vi videre af den såkaldte Extraterrestrial Highway, forbi Area 51. Vejen der skulle være åh-så hjemsøgt af rumvæsner og stedet hvor UFO'er skulle være gemt.Nicolaj tog en tissepause midt på vejen, og fortsatte derefter vestpå.

Vestpå lå Dødens Dal. Amerikas varmeste område, og efter nogens mening - kedeligste. Det skulle vise sig at være så ganske sandt, og efter ørkenvandring på 100 grader varmt sand i 51 grader varm luft, var der mere væske udenpå kroppen end indvendig.

Vi så efterfølgende endnu en nationalpark - denne indeholdende verdens største, ældste, samt højeste træer. 100 meter høje, 3200 år gamle og små 1500 m3 store træer. Vi prøvede at kramme dem, men det var svært.

Samme dag, på et senere tidspunkt, 200 km derfra, tog vi en gåtur i Yosemites bjerge, fik en truckervask ved Amerikas største vandfald og prøvede på at klappe et egern.

Samme aften mødte vi for sidste gang op med Jamie og den famøse bus, talte hele natten, jumpstartede deres bus næste morgen og fik et grådkvalt farvel.

San Francisco var så smuk og speciel som rygtet siger. I bedste filmstil tog vi et bilræs mod en mexikaner-far over de stejle gader, fik en gåtur og burrito på havnen og kaldte det en dag.

På det sidste har folk på gaden gloet, stirret og næsten peget efter os. Vi ved ikke om det skyldes skægget, det blonde hår, de brune arme, det beskidte tøj eller røgduften. Det går os på, og vi synes ikke det er særligt flinkt gjort.

Som så mange gange før, tog vi herefter "en af Amerikas flotteste veje", denne ledende ned langs vestkysten - og med vestkysten var det så definitivt at Amerika nu er krydset på langs. Sådan Johan. På vejen så vi sæler der solede sig, egern man rent faktisk kunne ae, og den danske by Solvang. Solvang bød på dansker-hygge i bedste "Den Gamle By"-stil. Selvom den danske muld nu ikke ligger særlig langt væk, var det alligevel for fristende, når der i vinduerne stod "Leverpostej" og "Hakkebøf". Under indtagelsen var der absolut madro, og der blev drømt tilbage til bedsteforældrenes køkken.