Den første uge i Japan er forbi, og jeg har allerede oplevet mange, til tider sære ting(bl.a. har jeg smagt sesamis), som jeg håber I har lyst til at høre om.

Min første uge i Japan har primært været præget af at en masse tekniske ting skulle ordnes, og at jeg skulle lære sproget til en hvis grad. RÆDSOMT! Japansk er sygt svært, mest fordi jeg synes de taler vildt hurtigt, så jeg kan ikke nå at opfange ordene, og bøjningsformerne strider imod al logik. Og så er her også vildt varmt, hvilket gør det svært for mig at koncentrere mig. I er heldige hjemme i DK!

Startede jo ud med at komme 3 minutter for sent til vores fly to Tokyo. Frankfurt lufthavn er unødvendigt stor! Så efter at mig, Shannon og Valde havde brugt en halv time på at skælde folk ud(dog ikke direkte - det turde vi ikke), og fortsatte løbende med det, brugte vi endnu længere tid på at ringe til hostfamilier, counsellorer(Eh?), egne familier og at blive ombooket.
Og for en gangs skyld betaler det sig at være mindreårig - Lufthansa kunne ikke kræve ca 100€ af os for ombookingen, fordi vi er under 18. Haha!

Blev modtaget i Narita af en enorm velkomstkomite med et stort skilt: "Velkommen til Japan, Asta Raae!" og mindst 15 kameraer. Lidt uhyggeligt, faktisk.

Tog om mandagen ind til Harajuku - er du gal, hvor er der mange mennesker! Det er noget lidt andet end Kordilgade ^^ Ikke så mange blærede mennesker som om søndagen, men det betød heldigvis også at der heller ikke var så mange mennesker. Man kunne dårligt skubbe sig frem. Har set Shibuyakrydset! Hvis I ikke ved hvad det er, så har I sikkert alligvel set det. Man ser det tit fra luften - næsten 400 mennesker der krydser hinanden i 15 forskellige retninger - det er lidt af et syn. Et andet "syn" er altså at se en japaner løbe op ad en bakke i et ret hurtigt tempo i 35 graders varme. Det tror jeg ikke, jeg ville kunne holde til ret længe XD

Er i egentlig klar over, hvor anstrengende det er at være i et helt fremmed miljø lige pludselig? Det er rædsomt ikke at vide hvad folk taler om. Hvis det havde været et sted i Europa, ville jeg da i det mindste have en chance for at gætte mig frem, men her kan det ikke lade sig gøre. Er faktisk ret ubehageligt. Derfor er jeg også vildt glad for at jeg mødte Saito-chan! Rena Saito kommer her fra Saitama, og var i Danmark sidste år. Det er virkelig befriende at tale dansk! Og om et par måneder er jeg supersej til japansk, så det skal nok gå! HA! Er dog m. irriterende at blive kaldt "kawaii" hele tiden. Bare fordi jeg ikke forstår ret meget japansk, er det ikke ensbetydende med at jeg ikke forstår noget! Er faktisk lidt ydmygende. Fx, da jeg skulle meldes ind på min skole(960 elever, 60 lærere, og heldigvis IKKE pigeskole), skulle jeg lige vises lidt rundt, så min engelsklærer fandt lige kantinen, hvor der sad nogle tredjeårselever(HP!) og læste til deres universitetsprøveeksamen. En af dem spurgte om jeg var Chies ven, blah-blah-blah, og mens min engelsklærer(Izawa-sensei, lol!) hjalp en af dem, sagde hende-der-sikkert-var-Chies-ven til -sikkert-en-anden-af-Chies-venner: "Kawaii, ne?" ARGH! De er jo kun et år ældre end mig! Lidt flovt. Og skal 1ste september holde en 1 minuts-præsentation/tale om mig selv og Danmark foran hele skolen. Jeg døøøøør. Håber at der er en engelskklub, så er jeg da nogenlunde sikker på at medlemmerne kan tale engelsk.

Jeg er misundelig på jer derhjemme i veltempererede, regnfulde Danmark, og håber, at I kan klare jer lidt uden mig ^^
Knus fra Asta