Halloej i skuret.

Hermed en hilsen fra Hoi An halvvejs mellem Hanoi og Ho Chi Minh City.

Jeg tog bussen fra Hue til Hoi An i loerdags og ankom til et hotel, jeg havde booket morgenen inden, jeg tog afsted.

I Hoi An er der ingen rigtige hostels med dorms men kun hoteller, hvilket goer det en anelse dyrt, hvis man ikke deler. Dog checkede jeg ind paa et udmaerket hotel for omkring 65kr pr. nat med egen dobbeltseng, balkon, eget badevaerelse med badekar og en swimmingpool. Jeg traengte til at slappe af efter fest og glade dage i Hue. Jeg elsker hostels, og jeg elsker at moede folk, men det kan godt blive nogle lidt intetsigende og overfladiske samtaler, man har med andre backpackere paa de store hostels, da det hele mest drejer sig om fest. Jeg tog en tur i poolen og gik en kilometer ned til den gamle bydel og saa den fotteste flodbred, jeg nogensinde har set. Jeg spiste lidt frokost, noed omgivelserne og tog alt for mange billeder!

Samme aften spiste jeg paa en restaurant langs floden og faldt i snak med en mand der praesenterede sig som Mr. Trung. Jeg har generelt ret mange fordomme om opsoegende vietnamesere der spoerger ind til alle dine rejseplaner, og jeg proevede at virke iskold og uinteresseret. Han begyndte at fortaelle om den landsby, han boede i, som ligger 3-4 kilometer ude for Hoi An. Han viste mig scrapboeger med anmeldelser fra andre turister, han havde vist landsbyen samt tonsvis af billeder.

Jeg maa indroemme, at jeg efter noget tid fik det daarligt over min attitude, for den mand virkede til at vaere det flinkeste menneske paa jorden.

Han ville tage mig med til sin landsby den efterfoelgende dag paa sin scooter og vise mig rundt sammen med fire andre turister, han allerede havde faaet med. Hvad han foerst fortalte mig til sidst var, at han ville have et depositum paa 50.000, hvilket svarer til 15kr. Her blev min tillid sat paa proeve, for jeg plejer aldrig at goere den slags, da jeg har vaennet mig til, at der er saa mange turagenter der forsoeger at snyde dig. Men hvis dette var et svindelnummer, skulle han satme lave det mange gange i loebet af en dag for at kunne skrabe nok depositummer sammen til at leve for. Desuden arbejder Mr. Trung paa den restaurant, hvor jeg spiste, saa jeg kunne altid opsoege ham igen. Jeg tog chancen, sagde farvel og sad paa restauranten i mange timer helt alene og noed roen og den flotte udsigt over den gamle by.

Naeste morgen blev jeg som lovet samlet op af Mr. Trung, og vi koerte rundt i byen et kvarters tid for at samle de fire andre op - to skotter og to sydafrikanere. Vi ankom foerst til "The Pottery Village", hvor de lokales liv er baseret paa potteproduktion af ler. Jeg beundrede dem virkelig for deres arbejdssomhed og fik selv lov til at proeve at lave en potte. Der er ingen elektricitet i potteriet, saa selve drejeskiven skal skubbes rundt manuelt af en hjaelper.

Herefter koerte vi ud til floden og fiskede i en times tid paa vietnamesisk facon. Det er simpelthen bare en pind uden en rullende line, saa det er svaert at kaste linen langt nok ud - det kraevede en teknik, jeg aldrig laerte, selvom Mr. Trung forsoegte ihaerdigt.

Efter en times hyggelig fiskeri, hvor kun den ene skotte fik en fisk paa krogen, koerte vi hjem til Mr. Trungs hus for at laere den vietnamesiske madkunst. Hans kone havde forberedt en fisk til os hver - en virkelig stor en. Vi fik den paa et fad, spraettet op med en skaal fyldt med marinade af hvidloeg, guleroedder, peanuts og citrongraes. Vi smurte fiskene ind i marinaden, baade indvendigt og udvendigt, pakkede dem ind i bananblade og soelvpapir og lagde dem paa, hvad der kan karakteriseres som en grill. I ventetiden lavede vi foraarsruller og stegte nudler. Jeg laerte at lave farsen til foraarsrullerne og rulle den korrekt ind i det specielle rispapir.

Jeg spiste mere, end jeg normalt goer paa to hele dage. Jeg var propmaet, som jeg kender det fra mors overdaadige maaltider, hvor der altid er til mindst to kaempe portioner. Jeg spiste elleve foraarsruller, den kaempe store grillede fisk og to tallerkerner med stegte nudler.

Efter middagen gav Mr. Trung os alle et diplom fra vores tur, hvor der blandt andet staar udspecificeret: "Congratulations Kasper. You caught no fish", saa jeg rigtig kan mindes mine elendige fiskeevner. Men fiskeri er jo saa meget andet end at fange fisk - det er hygge og flot natur. Den tanke har jeg altid haft - maaske det ligger i generne?

Jeg fik taget et billed sammen med Mr. Trungs fantastiske familie og betalte 70kr for hele turen inklussiv mad og transport. Han tiggede ikke om drikkepenge eller noget som helst, saa vi betalte alle prisen, og han var glad og tilfreds. Da jeg kom tilbage, var jeg saa propmaet, at jeg ikke orkede andet end at sidde ned. Jeg brugte en times tid paa en internetcafe og lavede ham nogle flyers og reklamer, som han kan vise til sine restaurantgaester. Jeg har endnu ikke printet dem ud men har i sinde at goere det idag.

Den efterfolgende dag blev en smule hektisk, da mit hotel tilsyneladende havde glemt, at jeg fortalte dem dagen forinden, at jeg gerne ville forlaenge min booking med en nat mere. Jeg blev derfor bedt om at checke ud omgaaende. Jeg mistede poolen, men checkede ind paa et hotel kun ti meter derfra til halv pris - stadig med egen dobbeltseng og badekar.

Resten af dagen brugte jeg paa to hjul. Man kan her i byen leje en cykel en hel dag for 6kr, hvilket naesten goer det aandssvagt ikke at leje den. Hoi An har en strand beliggende 3-4 kilometer vaek fra den gamle by, og jeg cyklede til stranden, slappede af og sov i nogle timer paa en liggestol. Stranden er en smule turistet med mange liggestole, restauranter og saelgere. Paa en eller anden maade er det meget rart, at man kan faa serveret en iskold oel eller cola direkte paa sin liggestol uden at goere andet end at finde sin pengepung frem. Paa vej tilbage var solen ved at gaa ned, og jeg cyklede langs de mest fantastiske rismarker hjem.

Dagen efter gjorde jeg det samme igen, dog sammen med hollaenderen Marc, som jeg foerste gang moedte i Hue. Han var checket ind paa samme hotel som mig, men valgte at skifte, da han havde moedt en tysker, som han ville dele vaerelse med i nogle dage, og fordi hans davaerende vaerelse var raadent med bedbugs i sengen - tilsyneladende helt anderledes end mit. Vi cyklede afsted for at finde hans hotel og ville efterfolgende cykle rundt i de smaa flaekker uden for byen nogle timer.

Desvaerre havde Google Maps forvekslet hans hotel med et andet, og vi koerte frem og tilbage i samtlige retninger i naesten to timer og endte med at koere sytten kilometer! Herefter var vi saa traette, at vi sammen med tyskeren spiste frokost paa en restaurant, og vi var saa oemme og udmattede efter cykelturen, at vi naesten ikke cyklede resten af dagen.

Marc havde moedt en belgier nogle dage forinden som er engelsklaerer i Hoi An som en del af en frivillig organisation. Hun modtager flere gange om ugen undervisning i vietnamesisk, og hun inviterede os til en gratis undervisningstime.

Vi fik undervisning i halvanden time, og vi laerte, hvordan man praesenterer sig selv. Paa vietnamesisk skal man omtale folk forskelligt alt afhaengigt af, om de er paa samme alder som dig selv, fem aar aeldre, meget yngre eller meget aeldre. Jeg, mig, dig og du har derfor utallige af forskellige ord alt efter, hvem man snakker til. Brugte halvanden time paa at laere det, men er noedt til at terpe det yderligere, foer det sidder fast. Det var sjovt at proeve, og jeg fik skrevet en masse noter.

Efter undervisningen viste belgieren, Nina, os sin vaertsfamilies hus, hvor hun bor i to maaneder sammenlagt. Vi snakkede laenge med hendes vaertsfar som var med til at kaempe mod kommunistiske Viet Kong under krigen. Nogle af hans beretninger var utroligt roerende, og han fortalte detaljeret, hvordan folk blev draebt i hans nabolag hver eneste dag. Paa et tidspunkt blev han noedt til at bede os stoppe med at spoerge mere ind til hans oplevelser, da han blev for roert ved tanken. Han viste os rundt i huset, og fortalte os, at de hvert eneste aar har oversvoemmelse i Hoi An. Derfor er det normalt, at den foerste halvanden meter af vaeggen er beklaedt med sten for ikke at beskadige fundamentet.

Idag har jeg vaeret paa stranden igen, og jeg nyder virkelig Hoi An. Jeg kunne sagtens bruge en hel maaned kun her!

En maaned i Vietnam har vist sig ikke helt at vaere nok for at se alle de fede byer og sevaerdigheder, og jeg har indset, at jeg nu er noedt til at speede en smule op for at komme helt sydpaa.

Imorgen har jeg koebt en busbillet til byen Danang tredive kilometer nordpaa. Fra Danang kan jeg tage et tog i ti timer til Nha Trang som skulle have nogle af vietnams bedste strande.

Da jeg stadig har omkring 1200 kilometer ned til oeen, som jeg vil befinde mig paa fra d. 12., er jeg noedt til at skynde mig en smule og ikke bruge ret lang tid i de sidste byer. Jeg vil kun bruge en enkelt dag i Nha Trang og tage endnu et tog videre til Ho Chi Minh City (Saigon) derefter. Fra Ho Chi Minh City tager jeg videre ned til oeen omkring den sydlige graense til Cambodia, saa jeg kan begynde at planlaegge transporten over graensen senest d. 20.

Selvom jeg sagtens kunne bruge flere dage i alle de sydlige byer, saa har jeg netop booket hotel i fem dage paa oeen Phu Quoc, da det skulle vaere det mest afslappende sted i landet med de bedste strande, snorkling, dykkermuligheder og flot natur. Saa selvom jeg er noedt til at prioritere her de sidste par uger, saa er jeg bare glad for, at jeg trods alt formaar at faa saa mange fede oplevelser paa kun en enkelt maaned.

Jeg haaber, I nyder december maaned med sne og julepynt. Jeg nyder fortsat de 30 grader og bagende sol.