Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det blevet søndag igen - og uni er allerede igen i morgen! Weekenderne her går alt for hurtigt!
I går var det Valentins Dag, så for at få lidt romantik ind i vores liv besluttede Priya og jeg os for at blive "wedding crashers" for en dag! Steffi, fyren, som har lejet et værelse her den sidste måned, skulle giftes, og vi var inviteret med i kirken! Inden vi nåede så langt, skulle jeg dog lige køre en bil fra centrum til kirken... alt, inkl. bil og køreretning, er jo omvendt her på den anden siden af jorden, så nej det var ikke helt nemt! Specielt ikke når man samtidig skal starte bilen på en meget stejl bakke, hvilket da også endte med, at en fyr kom og spurgte, om han skulle køre bilen op for enden af bakken (og om vi ikke havde kørekort! Tak!) - pinligt! Men vi nåede frem til kirken med livet i behold - selvom Priya og damen i huset nok ikke var helt trykke ved mig bag rettet!
Kirkebrylluppet var rigtig fint og romantisk - bryllupper er nu en dejlig ting:) Efter kirken skulle bilen igen startes (også denne gang på en bakke), men fik startet bilen i første hug denne gang, yeahh!!
Resten af eftermiddagen nød vi på strandpromenaden for enden af den vej vi bor på. Det var super lækkert vejr, så vi spiste is og slikkede sol et par timer... hvorefter vi mødte Toby, sønnen, som var chauffør for brudeparret og derfor i lækker fancy bil! Toby tog os med på cruise ned ad kystvejen og til Taroona, hvor Mary er opvokset! Her fik vi set skolen og gymnasiet, hvor hun har slået sine folder som ung - og ja så prøvede vi også lige at finde det hus, hun er opvokset i! Gik knap så godt og endte ud i pinlig samtale med beboere på den vej, hvor vi troede huset lå... Godt man har Priya til at stille de pinlige spørgsmål (selvom det blev lagt ud som om, det kun var mig, danskeren, der var interesseret og ikke de tre andre personer i bilen!!)
Aftenen endte med, at Priya og jeg crashede bryllupsfesten (efter "flot" bilkørsel). Vi nåede lige med i tide til at sige farvel til brudeparret og få gå-med-hjem-kage (mums) samt samle halvtomme vinflasker og smugle dem med op i brudesuiten - man sku jo nødigt lade noget stå, som man har betalt for!
I dag (søndag) har vi været i Richmond lidt nordøst for Hobart. Richmond er en by, som ku være kulisse til en episode af "Det lille hus på prærien!" Meget gammeldags, men meget yndig! Byen huser Australiens ældste bro (1823) og ældste eksisterende katolske kirke - og den sødeste "lille" slikbutik, hvor man kan få alt, hvad hjertet begærer. Som stor lakridselsker lider man jo et stort afsavn i et land, hvor man ikke kan få rigtig god saltlakrids! Deres lakrids hernede er bare ikke som derhjemme, og er derfor ret skeptisk overfor deres type lakrids + at de har rød, grøn og gul lakrids (hmm!), hvorfor jeg indtil videre ikke har købt det. Men mums! Lakrids fra Richmond er toppen, og den røde er super duper! Ærgerligt byen ligger så langt væk, og at jeg ikke købte noget mere!
Der var i øvrigt sækkepibefestival i Richmond i dag. Priya er åbenbart vældig glad for sækkepibelyden, og jeg har stadig lidt garder i mig, så vi besluttede os for at kigge lidt nærmere på festivalen. Vi fik blandt andet set den individuelle konkurrence for majorerne - lad mig bare sige det sådan, at det er set meget meget bedre i Danmark!
I den forløbende uge er vi også nået lidt længere med specialet på uni. Vi er i gang med at ansøge etisk komite om at opstarte vores studie og komme i gang med at indsamle data. Burde ikke være noget problem med godkendelsen, men alting tager jo sin tid, så nu må vi se, hvornår vi får den!
Nå ja, så har vi også været til Hobart Cup - hestevæddeløb, iført fine kjoler og hatte og med Marys søster som dommer ikjolekonkurrencen (lidt kendt er man vel altid, når man har en kronprinsessesøster!). Rigtig fin tradition...burde vi ha i Dk!
Håber I alle har det godt - det har jeg i hvert fald:)
Godnat, kram Pernille
PS. Priya og jeg har nu fundet ud af, at det går meget nemmere med bilen, hvis jeg kører og Priya skifter gear - teamwork! Har dog besluttet at leje bil med automatgear, når vi næste weekend skal leje en bil og køre rundt på Tasmanien med studiekammerater fra uni i Dk!
- comments