Profile
Blog
Photos
Videos
Så blev det slået fast med syvtommer søm i dag - bakker og cykelindkøb med poser på styr er ikke en god kombination! Ja, jeg er nu nået frem til Hobart, destinationen for mit speciale - og her er mange bakker!!
Vi ankom til Hobart i torsdags (29/1) med fly fra Melbourne. Melbourne og omegn var ramt af hedebølge, så det var rart at lande i en lidt køligere temperatur! Tror aldrig jeg har prøvet sådan varme før, i hvert fald ikke på en storbyferie. Luften var så varm, at det føltes som om ens hud brændte og man slugte ild - det er ingen overdrivelse! Det var VIRKELIG varmt!!!
Melbourne var ellers en fed by med dejlig atmosfære og dejlige hjælpsomme mennesker. Priya og jeg brugte mange timer på bare at nyde byen på de forskellige udendørsbarer, i botanisk have, den sydlige halvkugles højeste udsigtstårn, Australia Day (de ELSKER deres flag hernede), tennis på Federation Square osv...
Om tirsdagen valgte vi dog at tage en tur ud af byen og ud på en Great Ocean Road(trip) med selveste hippie-julemanden som guide! Det var en super tur, og vi fik set vilde kænguruer og koalaer, fyrtårne, de flotteste kyststrækninger, de "tolv" apostle, 1.000 mennesker og 1.000.000 fluer, London Bridge samt noget regnskov. Alt sammen helt fantastisk flot og meget anderledes end naturen i Danmark... skal helt sikkert ha kørt den strækning engang igen!
Nu er vi så nået til Tasmanien og Hobart - Marys hjemby! De første par dage gik med at lede efter et sted at bo. Stedet er nu fundet, og Priya og jeg er flyttede mandag ind på hvert vores værelse hos en sød dame og hendes søn - i et stort og lækkert hus ☺ Det holdt ellers hårdt med den boligsøgning, åbenbart ikke så let som først antaget... men nu er vi begge glade og tilfredse.
Udover bolig har vi også anskaffet os cykler. Cyklerne blev købt billigt af en landsbytosse med et par cykler i overskud. De ser lidt tvivlsomme ud, men bremserne virker... og det er det vigtigste lige for tiden! Huset vi bor i ligger nemlig for enden af en meget stejl bakke - og ja den er meget hård at trække op ad med rygsækken fyldt og bærerpose på styret! Tror vist det snart er Priya og jeg der er kendt som de gale cykeltosser fra Skandinavien. Damen her i huset griner i hvert fald lidt af os (men måske er hun også lidt imponeret over vi orker det)! Ikke fordi vi er de eneste, der cykler her, nej slet ikke. De andre cyklister er bare ligesom en kenne mere coole på deres flotte, hurtige cykler og cykeltøj, imens P og jeg kæmper os afsted på tvivlsomme cykler iført grimme (men billige) cykelhjelme.
For at vende tilbage til Mary, så forlyder det fra damen i huset, at vi ikke bor så langt fra, hvor Mary boede i Hobart (yes, vi bor i den fine ende)! Og hun (damen) syntes helt sikkert vi skal tage ned forbi og kigge og tage billeder - I will of course!!
Vi er for resten også startet på uni. Er så småt opstartet med speciale og dermed taget det første spæde skridt mod færdiggørelsen af studiet! Priya og jeg vil komme til at stå for et projekt omhandlende blodfortyndende lægemidler og kontrol og brug af disse hos ældre mennesker på plejehjem. Det lyder rigtig spændende, og det bliver fedt at prøve at få ansvaret for "sit eget" projekt. I går og i dag har vi søgt den første litteratur, men derudover har vi brugt en del tid på at hilse på vores nye kollegaer, finde rundt på uni, komme i orden med computere, id-kort osv. (IT og administrative ting kræver også sin tålmodig her på den anden side af jorden)! Vores nye kollegaer er alle meget flinke, hjælpsomme og snaksaglige så det er rart... måske damen i receptionen er lidt trætte af os efterhånden, vi mangler nemlig låsekort, så vi kan komme ind i farmaciafdelingen!
- comments