Skoenne Daraja

Der er tre dage tilbage paa platformen og det er lige gaaet op for mig at jeg snart skal forlade Kenya og alle de fantasiske mennesker jeg er kommet til at holde af her. Facilitatorene, vores fantastiske laerere, Jessie og James og saa alle pigerne fra Daraja. Isaer Mercy og Alice vil jeg slet ikke sige farvel til endnu. De synger og danser imponerende, men allermest er de begge saa glade og fulde af energi - de er alletiders!

Det er blevet hverdag I Kenya og helt "almindeligt" at vaere her. Jeg er blevet naesten vant til varmen, matatuerne og det hele og fattigdommen overrasker mig ikke laengere som I starten. Maaske fordi det er nemmere at se flere ting nu end blot den ydre fattigdom? Det er hjemligt og trygt her og selv Swahili er jeg blevet virkelig glad for.
I disse dage har vi haft besoeg af ti Masaaier, der dansede og sang for os . Det var helt fantastisk og saa imponerende at se, hvordan de bevaeger sig saa hormont og naturligt og hvordan de har beklaedning og ritualer, vi ellers ikke ville opleve paa saa taet hold. Vi saa ogsaa noget af alt det haandarbejde de laver selv og perler og smykker og selvfoelgelig kunne jeg ikke lade vaere med at koebe mig et par oereinge og et armband, som jeg faktisk er blevet rigtig glad for.
Og nok er vi I Afrika, men dansk haandbold finale d.30. skulle vi da se. Skuffelsen er til at begynde med stor, da den restaurant, der lovede os at sende kampen alligevel ikke havde kanalen da vi stod 24 haabefulde danskere paa doertrappen. Temperaturen roeg dog fra frysepunktet til det modsatte, da Julie kommer I tanke om, at hende I-phone da kan radiospille kampen. Vi sidder baenket om et havebord og hoerer DAnmark have bolden, braende, Frankrig scorer 30-29. Neej. Danmark igen paa bolden, Spellerberg til Christiansen og der er udligning 30-30. Jubelskrig. Ti sek tilbage af kampen og alt stroemmen gaar!! Saa det er direkte via telefonlinie til Danmark at kampen ender uafgjort og vi foelger det allersidste. Desvaerre klarer Danmark den ikke, da det til sidst gaelder, men selve haandboldoplevelsen var nu stadig utrolig og fantastisk midt I al modgang. Skoent!

Det er et specielt foelelsesmix, naar jeg baade glaeder mig ubeskriveligt meget til at komme videre paa min placering, samtidig med at jeg elsker det lige der hvor jeg er nu og helst ikke vil afsted. De andre volontoerer er rigtig dejlige og dem skal jeg jo pludselig ogsaa sige farvel til. Livet er utrolig godt, men altsaa ogsaa lidt ondt!