Ghana

Saa er vi her. Det er nu det sker og det er nu det bliver helt veldt fedt og vi virkelig skal leve og opleve. Den foelelse jeg har er baare ikke helt saadan og jeg er hele tiden et lille skridt efter mig selv. Kort tilbageblik:

Efter en fantastisk baal-afslutnings-aften fredag d.4, gaar turen fra daraja til Nairobi. Her er jeg paa en utrolig spaendende tur til Kibera, Afrikas stoerste slum. Det var et bombardement af sanseindtryk, med sin ioejnefaldende og i naestelugtende skrald og fattigdom, men samtidig et samfund med en enorm vilje og sammenhold og en enorm kompleksitet, wow. Om aftenen er der faelles overnatning paa YMCA, foer vi d.7 flyver afsted til hver vores lande. Jeg ville virkelig ikke oenske at vi skulle skilles nu, men saa kommer jeg ud til min egen ghanesiske familie og det bliver bare mig og signe og afrika, og det er jo det vi er her for :-)

Vi bliver hentet i lufthavnen af Stephan, vores lokale partner, og har introdage og bliver placeret og installeret diverse steder. Luftfugtigheden er utrolig hoej i Ghana og vi sveder i doegndrift, meget. Det er faktisk utroligt, hvor meget forskel man kan maerke paa temperaturen i Kenya og her, hvor varmen gaar ind i hovedet og man bliver ret traet. Det skal nu nok blive bedre, naar vi bliver helt udhvilede, maalrettede og vaenner os til det hele, men varmt er det!
Nu har jeg vaeret hos min familie i en uge og er lige kommet hjem fra min anden arbejdsdag. Jeg tror skolen kan blive alletiders og vi har i formiddags (under insistering fra de mest velmenende skoleinspektoerer og laerere) faaet taget maal til laereruniformer til skolen, laekre sager bliver vi. Mere om det senere. Jeg er hel endnu, jeg har det godt og jeg sidder og smiler.

MEN.
Som sagt er det virkelig svaert at saette ord paa for det hele koerer lidt rundt i mit hovede og det er lidt underligt det hele, men jeg vil proeve. Meget af det jeg havde haabet allermest paa er skaevt gaaet skaevt og skuffelsen fik ogsaa bugt med mig. Min familie har ingen mindre boern, har et kaempe fjernsyn midt i stuen, har to biler og en computer hver. De er virkelig soede og gaestfrie og vil os kun det bedste, det er jeg sikker paa, men de snakker ikke rigtig med hinanden, og det virker heller ikke helt som om de virkelig er interesseret i os. Det er lidt en svingdoersfamilie, hvor folk kommer og gaar uden rigtig at vaere sammen om noget og det var jeg slet ikke forberedt paa. Stephan er ret uprofessionel og uorganiseret, hvilket ogsaa lige var et slag i hatten. Det hele kommer nu til at lyde lidt negativt og trist og det har desvaerre ogsaa praeget den foerste uge. Det er haardt ikke at foele mig helt tilpas, der hvor vi bor, og haardt ikke lige at kunne forlige mig med den tanke at vi skal blive her i tre maaneder og opgive det jeg havde glaedet mig allermest til. Ih.

Men vi kan ogsaa grine af det hele, heldigvis. Og vi smager loes af Ghanesiske gadesnacks og mad. Fufu, jollof rice, doctorfish, plantain og meget olie og friture. Jeg har givet mig i kast med Twi - et af de lokale stammesprog og er allerede paa begynderstadiet lidt forvirret over, at de paastaar, der ingen grammatiske regler er, underligt. Vi faar laest en god portion og i aften skal vi ses med de andre tre piger fra Tema og have os en kold tirsdagsoel. Det bliver virkleig alletiders og saa ser tilvaerelsen nok lidt lysere ud.
Jeg glaeder mig til at kunne update jer snart med et meget sjovere indlaeg fuld af roeverhistorier og dejlige oplevelser og meget mindre snak om fjollede ghanesere og skuffede danskere.