Så er jeg draget videre til Bolivia, hvor jeg holder til i byen Sucre og fortsætter med mit spanskkursus. Lørdag valgte jeg dog at tilbringe i byen Potosi, som ligger godt og vel 3 timers kørsel fra Sucre.

Potosi er en af de meget fattige storbyer i Bolvia. Det endda på trods af, at den ligger lige ved siden af et bjerg fyldt med sølvmineraler. "Cerro Ricco/det rige bjerg" bliver det kaldt, men er i folkemunde omdøbt til "Cerro Pobre/det fattige bjerg". Rigdommen i bjerget er nemlig aldrig kommet bolivianerne til gode. Istedet hentede spanierne, da de fandt det en masse afrikanere til landet. De kunne bruges som slaver, billig arbejdskræft, der kunne hente sølvmineralerne op fra bjerget og gøre spanierne rige. Mange indfødte blev ogsaa brugt som slaver, og spanierne udnyttede endda en gammel inka tradition - Mitaen - til at få indianerne til at arbejde. Mitaen var en tradition om at borgerne/indianerne arbejde for inkastaten - Den fungerede vel under inka styret, fordi indianerne fik gode levevilkår til gengæld. Spanierne brugte Mitaen som begrundelse for at indianerne skulle arbejde i minen, men gode arbejdsvilkår var vist ikke en del af erobrernes værdisæt, og flere tusinder døde under arbejdet.

Idag hentes stadig mineraler fra minen, selvom der stortset intet sølv er tilbage er der masser af zink. Gode arbejdsvilkår er slet ikke en mulighed nede i en mine, hvor der jo er farlige gasser, udelukkende tunge mineraler og vogne der skal slæbes på, og svært at bevæge sig rundt. Sammen med tre andre turister fik jeg mig en rundtur i minen. Vi kravlede ned ad snævre stiger og gik og kravlede gennem smalle gange for at få et indblik i, hvilke forhold de nutidige minearbejdere arbejder under. De arbejder mindst 6 timer hver dag, og af overtroiske grunde spiser de ikke andet end kokablade, mens de er på arbejde. Desuden drikker de af og til et shot spiritus, hvor de ofrer halvdelen til tio/djævlen. Et job i minen er et farligt job og jeg vil tro, gennemsnitsalderen for mine arbejdere er en halvtreds år. Der sker ogsa hyppigt dødsfald i minen. Den mest hyppige dødsårsag i minen er dog pga. druk. Når man er fuld er det vist ikke så nemt at ramme trinene på stigerne. Denne statisik siger i den grad noget om noget om, hvor hårdt jobbet er, både fysisk og psykisk.

Mindste lønnen svarer ca. til 50-60 kroner om dagen, men er afhængig af, hvor mange mineraler man finder. Det er svært at finde sølv, så det primære mineral er zink, finder man sølv er man heldig og har måske mulighed for at få sig et nyt job. Det var tilfældet for vores guide som før i tiden arbejde i minen. En gammel familietradition fortalte han. Derudover fortalte han om skikkene i minen. F.eks. at mange vælger, at arbejde 12-16 timer i minen i træk, for da de er profitlønnet, kan det bare bedre svare sig. Han fortalte, at de hver sommer ofrer lamaer ude foran minen, for at guderne kan give dem bedre held til at finde mineraler. Så vidste han os djævlen, som de ofrer kokablade, spiritus og cigaretter til. Vi mødte ogsaa minearbejdere, en dreng på 16 der tilbragte sin sommerferie dér, og en ældre mand, der holdte pause nede i minerne, og som vi havde købt kokablade og cigaretter til.

Det var ikke en smuk oplevelse, men det var bestemt ekstraordinært og tankevækkende, naturligvis ogsaa frustrerende, for man føler sig ærligtalt lidt dum, når man som forkælet turist vandrer forbi en træt mine arbejder, der holder pause og spiser kokablade.

Når denne oplevelse synes jeg var værd at dele med jer. Jeg vil snart fortælle lidt mere om min hverdag i Sucre.

Hav det dejligt, og lad os alle nyde den høje løn og de dejlige arbejdsvilkår i DK ;)