Paa vej til Airlie Beach havde vi to must stops: 1770 og Cattle Station.

1770 var en lille by hvor vi boede paa et fint hostel. Den ene dag vi havde der, brugte vi med Julie og Kamilla, der tog videre samme aften. Vores stoerste dilemma var, om vi skulle blive i 1770 pga. Syklonvarsler i Airlie Beach. Vi havde svaert ved at traeffe en beslutning, da ALLE havde 100 forskellige meninger om, hvor farlig den var. Da vi havde faaet tsunamivarsler tidligere, der ikke var blevet til noget, havde vi lidt svaert ved at tage syklonvarslerne serioese. Ligesom mange andre besluttede vi os for at tage videre i haab om at naa vores Whitsunday sejltur.

Vores sidste must stop var Cattle Station. Det var ikke noget hit og vi var bestemt ikke oplagte. Og oven i hatten var det rigtig daarligt vejr.Det var meningen vi skulle opleve outbacken. Det hele var meget opstillet - det var baade faciliteterne og karaktererne/arbejderne. Vi synes det var for falsk og plat, til at vi kunne nyde det. Og nu naar vi er igang med at brokke os, saa var det mega dyrt at overnatte der, og maden var daarlig.

Dagen efter skulle vi endelig til Airlie Beach. Syklonen havde ramt samme morgen, som vi koerte fra Cattle Station. Alle var spaendte paa, hvor haardt den havde ramt, og paa hvad der ventede os i Airlie Beach. Undervejs fik vi af vide, at alt stroemmen var nedbrudt. Vores foerste tanke var, at det kun gik ud over mobilen og dermed kontakten til dem derhjemme - vi havde slet ikke taenkt paa, hvor meget vi er afhaengige af stroem. Vi maerkede stroemafbrydelsen og oedelaeggelserne flere timer foer Airlie Beach. Alle butikker var lukket, og vi kunne hverken faa benzin eller mad. Der var en tank, der havde aaben. Vi fik benzin paa og koebte noget mad, da vi ikke vidste, om alt andet var lukket. Da vi kom til Airlie Beach blev det hurtig moerkt, og det gik for alvor op for os, at vi var kommet til en spoegelsesby. Vi havde ingen mad, havde ikke mulighed for at koebe eller lave mad, der var begraenset vand og pludseligt fik vi af vide, at vores hostel lukkede pga. omstaendighederne.Folk stjal fra koekkenet, og der var vandskader. Mildest talt lignede vores hostel noget, der var loegn. Vi var meget frustreret over at sidde fast i en by uden tag over hovedet. Vi skulle havde vaeret ude at sejle mandag, men det blev aflyst og rykket til onsdag. Da vi forklarede vores situation for arrangoerne af vores sejltur, var de meget hjaelpsomme og arrangerede, at vi kunne sove paa vores Whitsunday baad aftenen foer, at vi skulle sejle.

Det at vaere en del af syklonen i Airlie Beach var meget overvaeldende, og vi foeler, at vi har oplevet nogle af faktorerne i at vaere en del af en naturkatestrofe. Folk spiste af skraeldespandende, da man ikke kunne koebe mad i byen. Paa anden dagen kom hjaelpeorganisationer ud med gratis mad og vand. Vores hoveder var konstant bombet pga. situationens usikkerhed. Vi skulle hele tiden traeffe beslutninger, og vi var tvunget til at taenke en uge frem: mad (det var ubehageligt at maerke sultefornaemmelse/vi var konstant bange for, at vi ikke havde mad nok. Da vi endelig kom til et supermarked handlede vi uhaemmede), bus, elektricitet, steder at bo (ingen telefonforbindelse). Det var rigtig haardt, og vores planer faldt pludselig fra hinanden.

Paa trods af omstaendighederne naaede vi vores Whitsunday tur onsdag morgen. Vi havde rimelig hoeje forventninger, da vi havde hoert saa meget godt om det. Der er ingen tvivl om, at det er meget smukt, men efter en maaende i Thailand er vi svaere at imponere, naar det kommer til smuk natur/smukke strande.

Syklonens oedelaeggelser havde taerret haardere paa os, end vi troede, og vi var ikke 100 procent klar til en todages sejltur. Derudover havde syklonen oedelagt naturen/vandet - saa det var ikke saa smukt som saedvanligt. Det var isaer tydeligt ved Whitehaven Beach - mange traer var vaeldet og skidt var skyllet op paa stranden. Paa trods af alle oedelaeggelserne havde vi fantastisk vejr, og vi laa paa daekket i bikini i to dage.