KAKAO, PEBER OG LONGHOUSE:

Wee, ny dag som startede kl. 7.00, hvor vi var klar til at vente på vores guide Desmond. Kl. 9.00 holdte han ude foran, og kørte os til udkanten af Kuching for at besøge et marked, hvor vi fik en kop kaffe.
Dernæst kørte vi omkring en times tid for at besøge endnu et marked ved byen Serian med dets 9000 indbyggere. Her fik vi købt små gaver til et af de longhouse vi skulle besøge. Samt en masse frugt til ingen penge. Deres bananer hernede er vildt gode, sødlige og meget små. For godt og vel 10 bananer gav vi 1,5 kr. Det koster en enkelt banan knap derhjemme!
Hernæst blev høvdingen som hedder Jiam til "Mongskon village" samlet op. "Mongskon village" er her vi holder til. Men inden vi nåede helt til vores overnatningssted, gjorde vi holdt ved en kakako plantage. Her blev vi virkelig overraskede over at det er en slags "frugt", der hænger i træerne, hvor der inden i er noget klistret stads, som bliver tørret i godt en uge, hvorefter det bliver til kakao bønner.
Få meter derfra var der også en peber plantage. Og det var her vi kom til at snakke om, peber har man jo altid brugt til madlavning. Men vi har aldrig vist, hvordan og hvorledes det blev lavet. Men det fik vi så forklaringen på nu. Træerne skal vokse i syv år, før de er klar til at få plukket peber kornene. Sort peber plukkes og ligges til tørre i solen i en uge - og dernæst har man peberkorn. Hvid peber derimod laves kun af de røde korn, og lægges i vand i godt en måned, hvor det derefter tørres i tre uger. Derfor er hvid peber oftest dyre i og med der har været gennem længere proces.
Næste hold blev gjort ved Borneos største longehouse. Her så vi, hvordan riset blev tørret, hvordan de holdte myggene væk via røg. Faktisk var der også små sedler uden for hver hyt i longhouset, hvor der blev ført kontrol med at der kom nogle fra regeringen, der simpelthen kom og sprøjtede for malaria - og talte, hvor mange de boede. Det var en meget speciel oplevelse at være i det longhouse. Alle stirrede på en. De små gaver betød rigtig meget for dem. Tandbørster var der også købt til indbyggerne, og at se det blik i deres øjne over en tandbørste, var simpelthen utroligt! På et tidspunkt kom der to damer hjem fra marken med ris på ryggen. 30 kg. havde de på ryggen, og så gået en time oppe fra bjergene. Sækkene vejede jo nærmest mere end de små damer! De kunne heller ikke rigtig forstå, at vi ikke var gift - så vi endte bare med at sige vi var venner. Hehe.
Religionerne i longhouse er henholdsvis kristne og så det spirituelle. Man kunne se ude fra, hvilket religion de tilhørte. De kristne havde kors over døren, mens de spirituelle havde et blad hængende henover døren. Heldigvis havde vi vores guide med, der kunne kommunikere med dem, da de taler deres eget sprog - ikke engang malay. Inden vi forlod stedet fik jeg lov til at indvie deres helt nye trappe. Det var meget sjovt.
Efter 10 min. kørsel blev vi ført til vores hjem de næste to dage: "Mongkos homestay" ved Kampung Mongkos folket. Faktisk var det et dejligt rum, der mødte os - en seng med dejligt sengetøj - vi havde nemlig troet vi skulle overnatte i noget bambus lignende hytte. Demonds, vores guide, der bragte os derud - som "overlod" os til Jiam (høvdingen) som er knap så god til engelsk.
Vi slappede lidt af, for efterfølgende at se "Batu Kapal" en kæmpe sten midt ude i junglen. Men inden vi kom så langt, skulle vi lige ind og besøge Jiam's kusine, som bød på god ananas saft og kiks. Dernæst så vi stenen og en super smuk udsigt.
Da vi kom hjem, blev der slappet af inden aftensmaden. Selve maden var fin nok - men den drikkelse vi fik dertil- ja, den smag kan slet ikke beskrives. Og så havde de selvfølgelig skænket fuldt op i glasset. Og det var altså ikke bare et lille glas. Så det tog lidt tid at få kæmpet ned. Høflig som Peter er, da han næsten var færdig med glasset, og de tilbyder at hælde op igen, siger han "ja tak, bare halvt op". Halvt op blev så til helt op - og igen måtte han kæmpe med den ikke så gode drikkelse. Hihi. Ikke nok med det: dessert skulle vi også have. Og tja - det var igen drikkelse: risvin! Som Peter endnu engang måtte kæmpe med. Og når glasset var tomt, var det på 0 komma 5 fyldt op igen.
Efter maden var det opvisning dans. Her dansede 14 af Mongkos børn traditionelle danse. Mens vi sad og så dem, kom de selvfølgelig ned for at byde os op til dans. Peter skulle i hvert fald ikke. Så jeg måtte jo op og gøre mig lidt til grin. Så kunne Peter og Jiam bare sidde og drikke deres risvin. Efter godt en time med dans var vi nu klar til putkassen. Men inden da kom de 14 børn udenfor vores værelse, og var meget fjollet. Derfor viste vi dem billeder på computeren vi havde taget af dem. Det hyggede de sig med.
I mellem tiden blev Peter budt på endnu noget drikkelse. Denne gang noget kaffe. Som også viste sig, ikke lige at falde i hans smag.
Så det må siges at have været en dag i smagsløgenes tegn, samt det at se folk bo primitivt, men hold da op, hvor har de bare et sammenhold, andre ikke kommer i nærheden af!!!