29. - 30. november. Vikingerne på togt. Vi skulle tjekke ud kl. 11 i dag, så vi var oppe og pakke i okay god tid. Ned med vores ting i lobbyen, så fandt vi ellers bøger og computeren frem og fik lidt ting i orden på vores hjemmeside. Lige en sidste tur rundt i byen efter lidt mad og lidt til turen. Pludselig er tiden bare løbet fra os og er halv 6, vi skal med bussen kl. 18 til Hué. Vi skynder os tilbage og henter vores ting, her finder vi så ud af, vi har set helt forkert på uret, den er nu kun 16.45. Rigtig flot piger. Vi sætter os udenfor, med vores ting og spiser en muffin, her finder vi så ud af de tre svenske gutter, vi har snakkede med på pubben, skal med samme bus, plus et par andre vi kender. Vi bliver hentet i en mini bus, hvor vi bliver stoppet 11 mand ind med al vores bagage, ret klemt. Vi bliver kørt ud til vores rigtige bus, her står en kebab stand lige inden man går ind, så to kebab til turen. Vi finder os et sted tæt på svenskerne, vi to ligger oppe for oven i midten. Vi havde problemer med at være i "sengene", vi var for lange, så forestil jer tre svenske vikinger, blive klemt ind i sådan et bur af en seng på denne sovebus. Vi snakker lidt, tager lidt billeder og ser Rambo, inden vi falder vi i søvn og bare venter på vi er i Hué om 13 timer.

D. 30. November. Kl. halv 8 bliver vi vækket af en lille vietnameser mand, vi er i Hué. Lige uden foran bussen hiver og råber en masse vietnameser af os, "want motorbike?" "Look at my hotel!" De svenske drenge tager et hotel lige omkring, hvor vi blev sat af. To andre drenge og os begiver os ud på en gåtur mod centrum, hvor vores bestilte hotel ligger. Vi får en hyggelig lille snak på vejene, de tjekker ind samme sted som os. Efter lidt forhandlinger frem og tilbage med hensyn til prisen, får vi det til den pris, der står inde på nettet at hotellet koster. Et okay værelse, med badekar, køleskab og tv! Vi kaster hurtigt alt vores vasketøj ned til vask, de lover vi har det om aftenen. Vi smutter i bad, bestiller busbillet til Hoi An til i morgen og lejer en cykel. Så tager vi ellers Pedro med på indkøbstur. Vi får købt ind til frokost, hjemmelavet sandwich. Nam nam. Tilbage på værelset laver vi frokost og ligger en slagplan. Vi vil tag cyklerne ind og se The Forbidden Purple City, Thai Hoa Palace, Hall of the Mandarins og To Mieu Temple Complex. Af sted på vores cykler mod den gamle bydel. Her cykler vi så rundt og rundt og rundt og rundt. Ja vi blev væk. Vi cyklede rundt i virkelig lang tid, inden vi fandt ud af, hvor vi var på kortet, plus med lidt hjælp fra nogle vietnameser. Men endelig fandt vi stedet, vi kommer ind, sætter os lidt i solen. Så går vi ellers rundt og får set det hele, meget af det er ruiner fra krigen. Inde i Hall of the Mandarin får vi set lidt gamle kejser klæder, billeder fra kejser tiden og the sæt. Vi får ellers taget en masse sjove billeder og hygger os ude i naturen. Tilbage på cyklerne og hjemad, her finder vi ud af vi ikke kan få vores tøj før i morgen, super. Nå vi går rundt i byen og ser på butikker og finder os en restaurant, hvor vi får os lidt vietnamesisk mad og en rigtig god og lang snak. Vi beslutter og tag på pub. Så vi kigger forbi den lokale, hvor vi får en øl og en drink. Vi møder to vietnamesiske gutter, som lærer os at spille pool, eller retter prøver at lære os det. For vi stinker da til pool, det er helt forfærdeligt. Gutterne er nu meget tålmodige og prøver så godt så muligt at holde hovedet højt. Ved en 12 tiden smutter vi hjem og ser os lidt om i tv'et.

1. december. De hvide jakkesæt. Vi står op til vi kan nå lidt morgenmad på hotellet, her finder vi ud af vi ikke får vores tøj før kl. 11, virkelig irriterende. Nå men vi pakker, det vi kan, mens vi venter, kl. 11 får vi så noget af vores tøj, Lotte mangler en kjole og hendes to par bukser og Anne-Cath mangler en kjole. Vi får ikke de sidste ting før kl. 1 og vi skal med bussen kl. 2. Men vi får pakket og smider tingene i lobbyen, så får vi lige købt lidt postkort og finder lidt frokost. Af sted i taxa til bussen, heldigvis er denne bus ikke så fyldt. Til vores overraskelse skal de svenske drenge med den samme bus som os, de skal dog lidt længere syd på, men så kan vi dog følges. Drengene spiste hund i går aftes, så vi skal lige set billeder og høre om det. Vi springer over i hvert fald. Vi lander i Hoi An ved en 6 tiden, her bliver drengene smidt af, de siger der, ikke er plads til dem og deres billet er ikke blevet bekræftet. Ærgerligt for dem, men så kan vi følges lidt mere. Vi finder os et lækkert hotel, ret billigt, vi har igen fået badekar, tv og køleskab, plus dette er endnu pænere. Vi mødes med drengene efter en halv time og så går vi ellers rundt og ser byen. Gang i den her og man kan få alt syet hjertet begær, masser af sko butikker og gallerier, ret dumt at slippe os løs her. Drengene vil have syet et hvidt jakkesætte hver, de vil bruge til jul, nytår og til Joakim og Mattias' fødselsdag. Inde ved skrædderen får Anne-Cath sig en vietnamesisk pige kæreste. Eller hun skal i hvert fald hele tiden rør ved hende og griner af alt Anne-Cath siger, meget underligt. Drengene vil have helt hvide skjorter til også, plus et sjovt slips, så de finder sig noget hvidt stof med en masse sjove brune prikker. Ja, ja de skal nok blive pæne, glæder os til at se billeder i hvert fald. Vi fandt os lidt aftensmad og fik en snak om skrå, som drengene bruger store mængder af, og tatoveringer. Joakim har nogle ret vilde tatoveringer på armene. Tilbage på hotellet tager Mattias og Jonas med op på vores værelse og låner vores computer, mens vi lige ser lidt Eragon og spiser chokolade kiks. Drengene går i seng og vi ser lidt Hairspray inden vi dør.

2. december. Vietnamesisk hvidvin. Vi sover længe, nyder rigtig vores gode senge. Vi leger lidt med internettet inden vi smutter ned efter lidt morgenmad. Vi har rigtig fået os en stamcafe igen, Treat bar hedder den, hyggeligt lille sted. Vi render rundt i byen og kigger på alle de ting, man kan få syet så billigt. Vi bliver enige om at Gansler's fødselsdagsgave er en jakke fra Anne-Cath. Det begynder desværre at småregne, så vi køber igen en røvfuld postkort og kommer op på værelset og går i gang med at skrive. Vi hygger ellers bare på værelset med tv og computer. Da vi endelig bevæger os ud igen møder vi svenskerne i lobbyen, de er på vej videre sydpå, så vi fik lige sagt farvel til vores vikinger. Anne-Cath har fået en mail fra Sjoed, en af hollænderne og at de er i Hoi An også, så vi skal da lige mødes. Vi får smidt svenskerne på bussen, så går vi på jagt efter noget aftensmad. Vi finder os et rigtig lækkert sted, der også er bar, nede ved floden. Efter aftensmaden går vi nedenunder i baren og får os en drink. Der sker dog ikke det store, så vi smutter videre ned til vores stamcafe, hvor vi får den geniale ide og dele en flaske hvidvin, vietnamesisk hvidvin, slet ikke dårligt! Efter en flaske bevæger vi os ned på den anden bar igen, for at se om der sker noget. Vi vælger dog at gå en anden vej end vi plejer, her møder vi så Anne-Cath's vietnamesiske "kæreste", My. Vi bevæger os videre igennem den gamle bydel af Hoi An, vi når baren og vi skal da lige love for der er gang i den. Der er stopfyldt med mennesker, her møder tilfældigvis de hollandske drenge, vi får en flaske hvidvin mere og prøver at overtale dem til at tag med i byen, men de gider ikke, de er gamle. Så det gør vi lidt grin med, men aftaler at i morgen bliver det vildt. Vi følger dem ud og må jo så gå hjem, men på turen hjem, møder vi de to andre hollandske drenge, dem der gerne vil tegne på folk når de bliver stive, Rob og Rick. De er på vej på Club, med to asiater, så vi følger efter dem. Vi ender på Salsa Club, på den anden side af broen, her sker ikke rigtig noget, men efter en halvtime er stedet proppet med folk. Anne-Cath møder en pige der spørg hende på dansk, hvor vi er fra, hvor Anne-Cath svare i sin brandert på engelsk at vi er fra Danmark. Anne Mette, som pigen hedder, falder sammen af grin og siger det ved hun da godt, hun snakker selv dansk. Vi falder ellers i snak med svenskeren Marcus, to gutter fra Melbourne og Dave fra Irland. Marcus og vi lukker baren kl. halv 5 og tåger hjem i seng. Rigtig god bytur, vi gentager succesen i morgen med Anne Mette.

3. december. Endnu mere vietnamesisk hvidvin. Vi vågner engang først på eftermiddagen, så står den ellers på forkælelse af os selv. Vi tager begge et karbad og nyder livet. Vi tager ned på stamcafeen og får os en ordentlig omgang brunch. Mens vi snakker om sidste aften, hvor sjovt vi havde det. Vi går tilbage på værelset og slapper af, vi er ikke helt på toppen. Vi får set lidt film og gør os så ellers klar til aftenen. Vi vælger aftensmad på stamcafeen, lidt italiensk og hvidvin, altid hygge. Her møder vi et par fra Melbourne, han har boet i Japan i 2 år, vi får os en god snak om den store verden og vores tur og hvor de ellers har været i verden. De smutter ned i byen efter lidt tid og vi bliver siddende og drikker det sidste vin, så smutter vi ellers også ned i byen. Vi går ind til My, for at få lavet Ganslers fødselsdagsgave, en grøn jakke. My måler og finder den rigtig farve, vi skal være tilbage i morgen kl. 13. Vi når baren, og her er ingen mennesker, men vi sætter os med en flaske hvidvin og begynder at snakke. Efter lidt tid kommer tre gutter over og sidder og snakker med os, lidt efter komme Anne Mette, men endnu en dansker, Andreas, de sætter sig hos os. Vi får endnu en flaske vin og snakken går. Pludselig kommer de hollandske drenge også, de kommer med i samtalen, meget af den drejer sig om at Gansler snart fylder 20, der bliver rigtig talt ned. Vi får taget et par sjove billeder, mens vi prøver at lære lidt hollandsk. Da klokken bliver 12 kommer der tequila shots på bordet, der er fødselsdag der skal fejres. Vi får overtalt drengene til at tag med på Salsa, vi fortæller, hvor fedt det var sidste aften og vi havde det så sjovt, Anne Mette overtaler Andreas, vi overtaler hollænderne. Nede på Salsa sker der så bare ingenting, selvfølgelig! Vi er nærmest de eneste, vi får dog lidt mere og drikke og danser og snakker, vi laver vores egen fest, mens drengene gør grin med os og at vi har bildt dem alt muligt ind med Salsa og det kan vi ikke være bekendt, mener de. Gansler finder sin overmand i at gå i bro, Andreas er kongen til det. Overgiver mig. Kl. 3 mener ejeren dog at de ikke er værd og have åben for 4 mennesker mere. Vi tager afsked med Andreas og Anne Mette og smutter hjem i seng.

4. december. Lottes fødselsdag. Vækkede da vækkeuret ringede, vi skulle ned prøve Lottes jakke kl. 13. Lige et hurtigt bad og så af sted. Nede ved My får Lotte jakken på og den sidder jo perfekt, den er helt som den skal være. Vi tager den med, med det samme, tusinderne tak til Anne-Cath! Så ellers ned på stamcafeen og få en seriøs omgang brunch, mens vi lige snakker lidt og overvejer om vi skal lave noget. Men nej, det skal vi ikke, vi smutter op på værelset, ser lidt film og får os en lille morfar. Vi gør os klar til endnu en tur ude, vi skal ud og spise fint. Vi finder os en pæn italiensk restaurant, hvor vi fejre fødselsdag, meget voksent. Efter god mad, gik turen ned på vores, efterhånden, stam bar, her ryger vi direkte i hvidvin. Næsten efter den første flasker kommer Andreas og Anne Mette, så røg der lige lidt mere øl og tequila ned, mens snakken går om festivaler. Masser sjove historier vi fik delt der. Der er ikke særlig meget gang i den i aften, så da det er ved at dø helt ud på baren, går vi videre til en anden bar, Anne Mette og Andreas tror der er gang i, men nej. Vi beslutter at tag på Salsa og se om der sker noget, sørme ja, i aften er ovenpå også åben. Vi møder de to hollandske gutter her inde, så står den på øl og vodka/red bull. Vi går ovenpå, får os et spil bordfodbold og ser gutterne spille pool, hvis man taber i dette særlige spil pool uden at få en eneste kugle i, skal man gå rundt om pool bordet uden bukser på. Ude på terrassen går snakken om fx grimme hollandske traditioner, smuffeling. Her møder vi nogle irske gutter, som ligeså godt kunne have snakket kinesisk, men vi fik da forstået noget af det og fik et par gode råd med på vejen, til når vi skal Vang Vieng, Laos. Da kl. er ved at være mange, beslutter vi festen heller må slutte, vi får sagt farvel til folkene, da det er sidste gang vi ses, for nu, og så går turen hjem i seng.

5. - 6. december. En udflugt til verdens ende eller næsten. Vi kom ud af sengen for at pakke vores ting og komme ud af værelset. I receptionen fik vores pas og busbillet, hvorefter vi satte vores ting til opbevaring og så gik turen ellers til vores stam(hangover)café. Vi får morgenmad/frokost og mens Anne-Cath skrive et par postkort sidder Lotte og roder lidt i tasken og heldigvis for det. Fik at vide vi skulle være på hotellet igen kl. 17.30 for at komme med bussen, men Lotte kigger på busbilletten og udbryder: "Det er løgn!". På billetten står der vi skal til Nha Trang, som ligger omkring 12 timer sydpå i Vietnam, så vi får lynhurtigt pakket vores ting sammen og kommer tilbage til hotellet. Pigen på hotellet griner lidt af hendes kollega og det lykkedes hende at få ændret vores billet og vi skal nu af sted allerede kl. 13.30. Vi kommer lidt forsinket på bussen, hvor vi finder ud af, at vi åbenbart skal skifte bus i Hue. Undervejs begynder det at regne, og da vi når Hue en små fire timer senere er regnen kun taget til. Her bliver alle i bussen smidt af i regnen og jagten går ind på vores bagage, en vietnamesiske fyr spørger, hvor vi skal hen og beder os følge med, vi er åbenbart de eneste, der skal til Vientiane. Efter 10 minutter i total kaos i øsende regn foran et overfyldt turistkontor trækker vietnameseren endnu en gang af med os til et andet sted , hvor der holder en sleeper-bus. Vi kommer ombord plaskvåde og forsøger at finde ud af, hvornår vi skulle nå grænsen til Laos. Lotte har tidligere kigget på et kort og mener ikke, det skulle tage så mange timer. Tiden går og vi kravler under tæpperne, for fryser i vores våde tøj og falder da også begge i søvn. Lotte vågner af en vietnameser råber "Vientiane" i hovedet på hende og vi vælter endnu engang ud af bussen i regnen og finder vores bagage. Så står vi der, ude i ingenting ved en lille kiosk/cafeteria overdækket af blikplader. Der sidder et par europæere, som har ventet på bussen til Laos siden kl. tolv og klokken er nu halv to, så sidder vi der og venter på ubestemt tid, mens regnen vælter ned og busser kommer og tager af sted igen. Tiden virker uendelig og det eneste der er at se på, er en vietnamesiske fyr der flytter konstant rundt på en bunke mandariner og Lotte samler lige det vietnamesiske ord for mandariner op, gamma. Kl. 3.40 sidder vi så endelig i en bus. Vi er kommet med en bus, hvor der ikke er flere pladser, så vi sidder på små plastikskamler på gangen mellem sæderne, mens andre sidder på gulvet på rismåtter. Om 15 km skulle nogle stå af, men tiden går, om end langsomt, og det bliver ingen ledige sæder. Timerne virker uendelige og det er stor set umuligt at sove og vores tøj er stadig vådt. Omkring kl. 6 når vi grænsen til Laos, som åbner kl. 7. Ude er det koldt og det blæser og regner stadig, det eneste der er her er endnu et blikskur, men ingen af os kan holde ud at sidde på gulvet længere, så vi kigger ud, men kommer tilbage og låner de tomme sæder, så længe vi kan, før nogle vil have dem tilbage. Da grænsen åbner bliver vi peget over mod en bygning, hvor vi skal registreres. Alt er et stort kaos og vi skal betale for nogle stempler og bliver sendt videre ud i regnen, hvor vi følger efter nogle vietnamesere, som lader til at kende vejen. Vi går ude i øsende regn og det er så tåget man ikke kan se mere en 10 m frem. Vi når en ny bygning, for kaosset fra den forrige forsætter, her bare uden lys, kun med enkelte stearinlys ved lugerne, hvor uniformere mænd sidder bag og taget imod passene. Her skal vi udfylde nogle papirer i mørket og betale noget igen og venter på flere stempler, alt imens man er ved at blive total kvast i kaosset. Deres system, eller mangel på samme, er langsomt om ineffektivt. Vi kommer, efter endnu en tur i regnen og endnu en paskontrol, ind i bussen igen og nu går turen gennem hårnålesving op af et bjerg. Ved første stop er Anne-Cath så køresyg, at det bare skal stoppe. Vi lader til at følges med en anden bus, hvor der er nogle englændere med, som siger det er ledige sæder. Da vi høre folk fra vores bus først vil stå af om ca. 6 timer, betaler vi 300.000 dong og skifter bus. Vi sover det meste af turen, men opdager at både landskabet og vejret ændre sig hver gang vi åbner øjnene. Efter omkring hundrede stop, for fx at købe røgelse, hvorfor? Når vi Vientiane kl. 16. Her bliver vi kastet ombord i en tuk tuk/minilastbil med bl.a. et ungt amerikansk par og så går turen ellers mod centrum med en række stop undervejs. Så får da lige set Buddha parken, Triumfbuen og nogle templer på vejen. Endelig bliver det vores tur til at komme af og i tredje forsøg får vi et værelse hos et guesthouse og nu er bad, tandbørste og tørt tøj tiltrængt!Endnu en gang må man takke franskmændene, for vi finder en rigtig fransk café, hvor vi sidder til en restaurant åbner. Vi får en rigtig god (almindelig) aftensmad og er lige klar til at vælte hjem i seng. Den tur har muligvis været de 26 længste timer i vores liv!

7. december. Kommu-skørt og afslapning i Vientiane. Efter en god og virkelig lang nats søvn vågner vi op til dåd. Vi kom i tøjet, så ellers ned i byen med os og få os en gang morgenmad/frokost. Vi gik os en tur rundt i byen, ville ned og se Mekong floden - den er så tørret helt ud. Den er en lille vandpyt og en ordentlig sandbanke, man stod lidt og tænkte: "Hvad er det?". Til gengæld fik vi os et par andre overraskelser ved floden. Der er nemlig en masse, de fleste lukkede, boder, faktisk ligner det en døende festival, men her gemte sig overraskelse1: Neej, de har jo levede "mad" i boderne (fisk, tudser, m.m), overraskelse 2: Neej, det er en she-male der passer boden (anden, vi møder, på et døgn) og overraskelse 3: Adr. Hvad er på grillen? "Pig intestens" - No kidding, det der er jo en livmor, "You want some?" - No thank you! Efter det valgte vi at blive væk i en overraskende stor butik, Aladins hule, Lotte fandt faktisk en lampe at gnide på, men ingen ånd til os. Ledte egentlig efter shorts til vores kommende tubing, men kunne desværre kun få til et lår, så vi måtte selv finde på noget. Så dagen efter, efter at have nydt lidt fransk café liv det meste af dagen, købte vi to store turist t-shirts (Lottes med en kommu-stjerne) og så gik Anne-Cath ellers i gang med en saks, mens Lotte langt om længe fik set "Legetøjsbutikken" på HBO, blev kreeret et kommu-skørt til hende med en stjerne på røven. Busbilletterne er bestilt og vækkeuret sat, så i morgen kl. 14 går turen videre til Vang Vieng og backpackernes paradis længere nordpå.

8. december. 3 timers bustus - eller 5? Vi var oppe og pakke og tjekke ud, før vi fandt vores plads på en fransk café, hvor vi spildte tiden. Vi skulle hentes på vores hotel kl. 13.30 og med bussen kl. 14. En lille neser kommer og propper først vores tasker og så os ind i en af deres forvoksede tuk tukker, og efter 200 m får vi selskab af to australske piger, som også skal nordpå. Sammen med dem og et par der allerede er ved busstoppestedet venter vi, flere kommer til, og klokken bliver 14 og stadig ingenting. På et eller andet tidspunkt kommer en proppet bus, som kører lidt længere hen, det er vores bus, som er kommet fra Vang Vieng med folk og de fortæller turen tog 5 timer og ikke 3, som alle har fået at vide. Så går turen ellers mod Vang Vieng ad bumpevej med lidt for mange stop som sædvanligt og en enkel she-male i bus (tror vi). Vi sidder på bagsædet med et par backpackere, som tilfældigvis begge er canadier. Der bliver snakket lidt og alt mellem himmel og jord undervejs og drukket en enkel Carlsberg. Anne-Cath har fået en seriøs hovedpine, men har ladet sit smertestillende ligge i tasken, som nu ligger på taget, men redder den ene canadiers dag med noget antik-kløemiddel, han har boet et sted med bedbugs og er dækket i bid. Vi fik nogle sjove historier, men overvejede, om den ene af canadierne var bevist om, at alle hans gode historie og minder enten startede med, "We were high…", "We smoked some…" eller "Like that time I was high in/with…". Lod til bedbug-canadieren tænkte det samme som os. Efter 5 lange timer, især de sidste to, hvor der ikke var asfalt og vi kørte i bjerge, ankom vi til Vang Vieng omkring kl. 20, begge med en fælles tanke - toilet, nu! Så gik jagten ellers ind på et hotel og et toilet og efter et par kig med de australske piger fandt vi et. En af de australske piger havde læst, at det første man ville finde i Vang Vieng var, "Hangover backpackers laying around in beds watching Friends" - helt rigtigt og vi er så heldige at bo ovenpå sådan et sted - en restaurant med sofa/senge-grupper, perfekt! Så aftensmad, panadil til Anne-Cath og Friends.

9. - 10. december. Sygdom og strømsvigt. Så ramte de timer i vådt tøj i bussen på vej til Laos, så Anne-Cath er blevet syg, hvilket også betyder ingen tubing. Da vi endelig kommer ud af sengen, er strømmen gået, hvilket her betyder ingen varmt vand. Folkene her tager det stille og roligt, sker åbenbart ret tit og den komme igen om aftenen siger de, meget fint, har bare et problem, vi har ingen penge og uden strøm til en ATM, ingen penge. Vi beslutter at gå en tur rundt i den lille by her, men en er total dø, for alle er ude at tube og resten har tømmermænd, så vi går ned til floden og nyder udsigten, naturen her er fantastisk. Turen går tilbage og da der er strøm, står aftenen på internet og Friends. Vågnende igen i dag uden strøm og Anne-Cath er blevet endnu mere syg og må konsultere sin mor. Halsbetændelse, så nu står den på penicillin tre gange dagligt plus konstant indtagelse af varierende smertestillende. Jagten går ind på et apotek for at se, hvad der kan købes i håndkøb og nogle strepsil. Vi har godt nok hørt folk snakke om, at valium kan fås her i håndkøb og damen i apoteket sætter det også på disken til os, mens hun forsøger at forklare Lotte med tegnesprog, at det får en til at falde i søvn - det er rigtig dame, stærkt beroligende, ikke smertestillende. Overvejer muligheden for at hun tilbyder alle turister det, fordi det lader til at sælge så godt. Da strømmen kommer igen, ser vi lidt mere Friends.

11. - 12. december. Strømmen er tilbage. Hvem ved hvornår vi vågnede, Lotte vågnede først og opdager strømmen er her i dag! Så vi bader begge to, endelig varmt vand. Så står den ellers på hygge i sengene, Lotte læser, Anne-Cath hører musik og får sig en middagslur, vi skal have det sidste sygdom væk. Ved en 3 tiden er vi ved at være lidt sultende, så står den på burger og mere "Friends", til en forandring. Her sidder vi så fast indtil aftensmad, hvor vi beslutter, vi vil have indisk. På vej der over råber en eller anden tosse af os, viser sig at være Erik, den ene del af det norske par vi mødte i Mumbai. Vi smutter over til dem og spiser aftensmad, hvor vi får en god snak om, hvad vi synes om de forskellige steder vi har været. Sara er også syg, så de venter også på hun bliver rask, så de kan komme ud og tube. Håber Sara og Anne-Cath bliver raske samtidig, så vi kan komme af sted sammen. Aften sluttede lidt tidligt, da Sara var virkelig træt. Vi smuttede en tur på nettet, lige lidt Twilight, så ellers op i sengene og snakke lidt om alle jer tosser derhjemme.Den efterfølgende dag gik også stille og roligt med at lade op til den kommende tubing. Så så lige lidt "Friends" og var på internet det meste af eftermiddagen. Om aftenen havde vi lige et hyggeligt gensyn med Indien og vi nød noget hvidløgsnaan og yoghurt på en indisk restaurant. I morgen går det løs i gummiringene.

13. december. Tubing styrer! I dag var dagen, så efter en solid morgenmad gik turen mod opsamlingsstedet for tubingen iført badetøj og hjemmelavet nederdel og kommu-skørt for Lottes vedkommende. Ned og leje en ring og en wetbag, til vores penge, som var det eneste vi medbragte, så ombord i en tuk tuk med en flok andre tubing-tosser og af sted. Efter et kvarter var vi kommet langt nok op af floden og blev smidt af ved den første bar, hvis man var blevet tør i halsen på turen. Vi hoppede nu lige i dækkene med to chilenske piger, en fyr Ceasar og et par briter, hvor pigen hed Ellen. Efter 50 meter var vi dog klar til den første drink og blev trukket ind til den første bar af nogle nesere med lange bambuspinde. Her er den fortrukne "drink" noget, der hedder en "bucket", som rent faktisk er en spand med Tiger whisky, sodavand og en håndfuld sugerøret, med mindre selvfølgelig man foretrækker en halv liter Beerlao. Ved baren kunne man desuden se på folk, som legede i en trapez og sprang i vandet eller selv kravle op til platformen og forsøge sig. Nogle var virkelig vilde til det, andre lavede bare nogle vilde maveplaskere fra ca. 5 meters højde, av av. Vi nåede til bar nummer to og rendte på et gammelt bekendtskab fra Shanghai, bestående af en hollænder, Kees, og en hollænder/ungarer, Balint. De havde været en tur ned gennem Malaysia og Thailand, siden sidst vi så dem. Festen forsatte til næste bar og ved den næste igen, fik Anne-Cath en tur i et mudderbad af Kees og lige som man var blevet skyllet ren, mente en aussie og Kees, stadig total mudderet, at man trængte til en ordentlig kram, mange tak. Ved næste bar igen fandt Lotte noget, hun havde mere mod på end trapezerne, som ellers er ved alle barerne, men her var der en stor rutsjebane.Det blev det sidste stop, for ringen skulle afleveres inden seks og helt ærligt, var vi ikke nået særlig langt. Så vi hyggede os og tørrede lidt ved et stort bål, før turen gik hjemad med tuk tuk. Efter et bad og noget tørt tøj forsatte festen på "Bucket bar" sammen med en ny hollænder - døbt "Krølle" af Lotte og videre til "Smile bar", hvor vi rendte på vores norske par. Har nu aftalt at mødes kl. 11 i morgen med Sara og Erik til endnu en omgang tubing. Mest brugte sætning i Vang Vieng: "This is life!".

14.-15. december. Tubing-festen fortsætter. Det blev til nogle skøre dage, med spandevis af alkohol og masser af god stemning. Sara og Erik måtte overgive sig til tømmermændene på deres anden (vores tredje) dag. Sammen med dem og en ny flok svenskere, lykkedes det dog at gennemføre tubingen fra "Organic" bar til "Smile" bar i Vang Vieng, surrealistisk oplevelse, men skandinaverne er jo ikke stadig kaldt vikinger for ingenting. Undervejs fandt Lotte mod til den højeste trapez, blev reddet af en svensker fra at drive væk og bedste venner med en lille neser. Om aftnen festede vi på "Bucket" og "Smile", som blev vores favorit. Lotte kvalificerede sig til en limbokonkurrence ved den sidste tubing bar og kom top tre i limbo (mod neserer) på "Smile" samme aften. Ladyboy Lee dømte limbo, samlede donationer til sit "boob-job" og tatoverede Anne-Cath med neonfarver. Af interessante bekendtskaber kan ellers nævnes Holger (fra "Find Holger"), dj Martin (gammel langhåret hippie) og en hel flok andre backpackere fra alverdens lande og en enkel dansker, som glemte han var dansk i sin brandert. På anden aften endte vi på mærkværdigvis på "Jaidee" bar, der lod til at være domineret af kiwier. Da turen gik hjem måtte vi lige besøg vores hyggelig Lao mama og få verdens bedste sandwich.

16. december. "Jeg har ikke tømmermænd, jeg er bare træt". Okay, helt ærligt, skulle have været med bussen til Vientiane i dag og havde bestilt billetterne, men havde det så sjovt i går aftes, at Anne-Cath var væltet ned og havde ændret dem til den efterfølgende dag, før Lotte overhovedet var kommet ud af sengen. Lotte var muligvis ved at blive syg, så ingen tubing bare "Friends" og fest i dag. Vores genoptræden fik Lee (bare Lee, ingen ladyboy i dag) til at sætte et væddemål på højkant, om at vi stadig ville være der den efterfølgende aften, ville gerne have tabt det væddemål, men har jo en tidsplan. Det blev en hyggelig, om end lidt trist, sidste aften og afsked med "Smile" og Vang Vieng.

17. december. Farvel til paradis. Anne-Cath var for ca. hundrede gang tidligt ude af sengen, aner ikke, hvor alt den energi kommer fra. Så gik lige en lang tur med kameraet ned til floden og forbi "Smile", og efterlod Lee en seddel, hvor der stod: "U owe me 5000 kip. Nice meeting u!". Kom tilbage til morgenmad med Lotte, en sidste omgang "Friends" (skal jo på afvending) og en tur på internet. Blev samlet op til bussen, kørt rundt i 20 min for at hente andre og kørt tilbage til 200m fra vores hotel - meningsløst! Busturen på ca. 4 timer gik mere smertefrit denne gang og vi fandt hurtigt vores hotel i Vientiane fra vores sidste ophold. Så var vi lige en tur på vores franske stamcafé og fik lidt aftensmad, før vi smuttede i seng, har stadig noget søvn at indhente og i morgen bliver en lang dag. Skal tidligt op og få togbilletterne til Bangkok.

18. december. Togtur til Bangkok. Det lykkedes os at få to billetter til Bangkok, dog ikke "fan", men "air-con", som er lidt dyrere. Vi gik til vores stamcafé for at få en tidlige gang morgenmad, hvorefter vi tjekkede ud og stillede vores bagage på hotellet og fandt en café med trådløst internet. Her fik vi ordnet en madpakke til togturen, før vi fandt noget frokost og vendte tilbage til hotellet for at vente på vores pick-up til toget. Lotte besluttede sig for at finde en postkasse og kom på en længere vandring, men måtte til sidst overgive vores postkort til en lao dame, som lovede at poste dem for os. Et kvarter forsinket blev vi smidt i en forvokset tuk tuk, som blev fyldt til randen på vej mod det første stop: Udrejse stop fra Laos. Da vi var kommet igennem, og havde betalt for et stempel (latterligt, at skulle betale for at skride), blev vi proppet ind i en bus med vandretasker og det hele, vi stod virkelig i forruden. Så blev vi smidt af ti minutter senere ved verdens længste kø, eller rettere tre af dem. Så stod vi der og forsøgte at være tålmodige, mens vi kunne se på en thai ladyboy, som svansede rundt i miniskørt og stiletter - ikke nødvendigvis et kønt syn. Da det endelig blev vores tur, efter Anne-Cath nær havde revet hovedet af en lao der snød foran i køen, præsterede paskontrolmanden næsten at skræmme livet af Lotte ved at sige, at Pedro (bamsen) ikke måtte komme igennem - fordi den ikke havde noget pas, ha ha meget sjovt.Vi blev smidt på en bus igen og kom til togstationen, hvor vi havde vores første møde med den thailandske nationalisme, kæmpe billede af kongen og de spillede nationalsangen og alle stod som statuer imens, man må åbenbart ikke røre sig. Klokken seks kom vi endelig af sted, selvfølgelig kom vi til at sove på den billigste klasse, de forstår jo at tage røven på folk. Lad os bare sige, at det blev en virkelig lang nat med meget larm, mange stop og ikke så meget søvn.

19. december. Bangkok og Khao San. Omkring to timer forsinket nåede vi Bangkok og splittede en taxa med et svensk/new zealandsk par til Khao San, også omtalt som turist ghettoen. Efter en længere jagt fandt vi også et værelse. Efter et bad så vi os omkring på gaden, afleverede vasketøj, gik på internet og fandt, hvad vi søgte. Parret havde sagt, at der i shoppingcenteret Paragon havde en flot biograf, så måtte lige tjekke om "Twilight" kørte og bingo. Så gik turen ellers i biffen og til vores store glæde kunne man få Starbucks med ind, bare genialt. Filmen blev senere diskuteret i mindste detalje over et glas frisk juice i vores gade, før vi kiggede lidt tøj, selvom det kun var en ringe erstatning for Paragons dyre butikker. Det blev en tidlig aften, vi var begge trætte efter togturen, så hentede vasketøj (en lille glæde) og spiste aftensmad på værelset til en film.