24. november. Velkommen til Viet Nam i to ord. Dagen startede tidligt med plasticposer i hånden på vej til posthuset, hvor vi så fandt kasser og fik pakket vores ting. Så kom dagens første udfordring, skulle skrive, hvad der var i kasserne og værdier, pas. 5 par sko, tøj, tasker, smykker, bøger og en PS2, men fik da skrevet et eller andet og nogle tal. På posthuset fik en rulle tape og et godt råd af en kiwi, om at tage bussen til lufthavnen. Så efter morgenmad og en sidste tur på værelset efter vores tasker gik jagten ind på et busstoppested. Det lykkedes også, uheldigvis var det lige foran en tørrede-ulækre-ting-butik, som stinker mildest talt. Der er ret mange af den slags butikker, har aldrig kunne holde vejret længe nok til at kigge nærmere på, hvad de sælger, men i første række ligger tørrede muslinger, rejer, hajfinner og dvs. svampe. Hvem vidste så at man skulle have lige penge for at komme med bussen? Så måtte ud og veksle penge og fik 10 minutter mere i stanken. Heldigvis er vi jo snart mestre i at finde rundt på togstationer og i lufthavne, så vi fandt lynhurtigt, hvor vi hørte til og slog os ned med vores bøger. På flyet sad vi hver for sig, så Lotte fik sig en sludder med et par, hvor pigen var tysk og han var af ukendt asiatisk oprindelse og Anne-Cath fik en sludder med en canadisk dame, som boede i Hong Kong. Efter at været nået gennem paskontrollen i et stykke, havde vores tvivl om, de vidste, danskerne ikke behøvede visa i de første 14 dage, for har hørt et par ubehagelige historier, men det lykkedes og vi fik vores bagage. Denne gang huskede vi, at vi lige skulle have vekslet nogle penge. Lotte havde godt nok undret sig lidt over, at man tilsyneladende ikke måtte bringe mere end 15.000.000.000 vietnamesiske dollars med sig til Vietnam. Her kommer svaret, deres penge en legetøjspenge og intet værd, de har 100.000 dollars sedler, som er lidt under 30 danske kroner. Vi regnede umiddelbart med at Vietnam ville være et sted mellem Kina og Indien i udvikling og det er nok ikke helt skudt forkert, men ikke nær så faldefærdigt som Indien. Efter en taxa tur, som nær tog livet af Lotte og et par rundt ture i det gamle kvarter, var sikker på taxamanden kørte i cirkler, og et enkelt forkert stop, lykkedes det at finde vores hostel. Her er pænt meget gang i den, det første vi mødte på trappen var en fem-syv personer med øl, som fik en sludder og der var også gang i den i receptionen. En sød vietnamesisk pige fulgte os til vores dorm og inviterede os til BBQ-party på taget samme aften, som de åbenbart har hver mandag, onsdag og fredag. Efter at have spiste burgere, som var næsten, som hjemmelavede derhjemme, faldt vi i snak med et amerikansk par og en australsk fyre. Det blev til en livlig diskussion om alt fra øl til politik. Undervejs fik vi også lige skrevet tillykke på en stråhat til en fyr, der blev 25. Lisa, amerikaneren, påstod, hvun aldrig havde oplevet noget så indtryksfuldt som Hong Kong, folkene, stemningen og lugtene. Med lugtene som keyword, siger Lotte så, de boede sku' nok ved en af de der lugte-butikker. Der blev også udvekslet sjove historier og vi fik lige ført nogle udtryk videre fra drenge i Shanghai, som fx 1. "Boom-boom-party all night long with a she-male" og 2. "What is the worst that can happen?", yes drenge, vi kender forrsten svaret på det, vend tilbage til sætning 1. Da det nærmede sig tiden til natmad, gik amerikanerne på jagt efter kebab, som man utroligt nok kan få her et sted mellem alle gadekøknerne. For oplevelsens skyld smuttede vi med og der gik ikke længe, før vi fik noget at grine af. 100 meter nede af gaden råber en pænt stiv turist fyr til amerikanske Pete, om han er fra Sverige - han er godt nok blond. Fyren er overbevist om, at han kender Pete og han er fra Sverige - og det er anden gang samme dag. Fyren er lidt mørk i huden og påstår hårdnakket, at han er fra Rusland, hvortil Lotte kommentere, at hun er pænt sikker på, de ikke lukker sådan nogle ind i Rusland. Amerikanerne, står og planlægger en plan B, for at slippe af med ham, efter et allerede mislykket forsøge på et gadehjørne. Den stive "russer" vælter i mellem tiden over til os og spørger, om vi vil vide, hvad det dummeste, han nogensinde har gjort er, lidt intetanende får vi svaret ja. Russeren trækker op i sit bukseben og på benet har han en stor tatovering af Homer fra The Simpsons, som ligger og sover i en stol - og den er i farver. Mens vi står og griner slæber amerikanske Lisa af med os, mens Pete afleder russeren. På vejen til kebabtown, forsøger Pete, at overbevise nogle vietnamesere i en lastbil om at køre os derhen, hvilket han dog må opgive. På vejen rundt efter mad, får Lisa brug for en madpakke og køber brød-dumplings til os med kød og små kogte æg i, de smagte udmærket, hvis man forsøger virkelig hårdt ikke at tænke på, hvad der er i. Natmaden blev til lidt nudler, små forårsruller og deepfried blæksprutte. På bordene står der altid flasker med olie-lignende saucer i, som vist skulle være fish sauce. Pete finde noget, han påstår smager italiensk og siger, jeg havde virkelig ingen idé om, at hunde indvolde kunne smage så godt - så tror vi stadig, vi foretrækker at tro det er fish sauce. Efter en underholdende aften sagde vi farvel, men aftalte at ses igen. Kom op til vores dorm, hvor der nu sover 10 personer, som bare er lidt for mange mennesker max. 8, men det må vi se på i morgen.

25. november. Ha Noi i to ord og Hanois Old Quarters. Lonely Planet foreslår oplevelser i Vietnam og bl.a. "Get lost in Hanois Old Quarters" - and so we did. Et vigtigt punkt på dagordenen, få lokaliseret den omtalte Lonely Planet. Vi smutter ned i receptionen og spørger efter en boghandel, hvor vi får et bykort, hvor han har krydset nogle boghandler ind, men skal lige finde noget morgenmad, som vist er blevet til frokost i stedet. Utrolig nok lykkes det er finde den så omtalte gade-kebab og det skal da prøves. Slet ikke dårligt, måske lige med undtagelse af det der røde noget, der er min-mund-brænder stærkt. Vi kigger lidt halvhjertet på vores kort og bliver enige om, bare lige at kigge os omkring selv - vi har jo masser af tid. På et eller andet tidspunkt, undre vi os godt nok en smule over gadenavne (som vi ikke kan finde på kortet) og det faktum, at den ene tuperwear butik efter den anden ligger på rad og række et sted, finder senere ud af, at gaderne er navngivet efter, hvad de sælger. Efter at have leget lidt men en hundehvalp på hjørnet af, hvad der formentlig var mad gaden, kigger vi igen lidt på et kort, men bliver dog afbrudt. Første tanke, sidder der en kat fast i den scooters motor? Lottes observation, nej, det er aftensmaden, der er utilfreds og prøver at kæmpe sig vej ud af den pose det hænger på styret. Adr, men så igen, her lugter ret tit, som det må have gjort, da de kogte en kat i Krummerne. På et eller andet tidspunkt sker der det fantastiske, at vi finder os selv på kortet. Skulle have været drejet til venstre i stedet for højre for enden af den gade, hvor vores hostel ligger ups, så står i den nordlige bydel og vi skulle have sydpå. En lille gammel vietnameser mand prøver at bliver Lotte en eller løgn ind om, hvor vi er, men nu er vi også ved at været seje med kort (forudsat vi ved, hvor vi er) og finder selv vejen ned til gaden med boghandlere. På vejen fik vi os lige en lille pause på en café ved Hanoi sø. Sidst på dagen vente vi hjem med et kopi eksemplar af Lonely Planet til 100.000 dong (30 kr), jo en latterlig pris. Så skete det bedste den dag, måtte lige takke franskmændene, de har almindeligt brød, ost og skinke, så fik hjemmelavede sandwich til aftensmad - guld værd.

26. november. Visa, busbilletter og tur. I dag gik jagten ind på en hæveautomat, som det første. Efter flere forsøg lykkedes det da også at få nogle penge. Siden det var en af de praktiske dage, havde vi lige en hele række punkter på listen. Punkt 1. Laos visa, pris 1.560.000 dong, punkt 2. busbilletter til Vientiane, 24 timers bustur, og punkt 3. book tur til Halong Bay. Så blev det jo onsdag og det betyder jo noget helt bestemt på vores hostel, tid til bbq. En interessant aften blev det og et selskab bestående af en bryder (amerikaner, som udgav sig for canadier), en bøsse (fra ukendte øer mellem F og GB), et par egentlig canadier og en flok hollændere inkl. os selv, var jo dømt til at gå rigtig galt! Så efter vores rooftop bar lukkede gik turen videre til Finnegan's Irish Pub, hvor det blev spillet en masse pool og drukket Carlsberg til den store guldmedalje. Her i Vietnam lukker barerne kl. 12, hvor politiet kommer og blæser i deres fløjte - interessant oplevelse. Mens noget af selskabet satte kurs mod en skummel (ulovlig) vietnamesisk bar, forsatte vi hjemad til vores lille gade, hvor folk lige sad og fik sig en enkelt billig lokal øl til 3000 dong (under 1 kr) og holde konkurrence om, hvor mange mennesker mini vietnamesiske stole kan holde til. Lotte var så fornuftig at smutte i seng - lang dag i Halong Bay i venter, skulle mødes kl. 8. Kl. 5 kom Anne-Cath endelig i seng, efter at taget en diskussionen "How can u not love Hanoi?" vs. "Hanoi + annoying = Hanoying".

27. november. Ha Long Bay i to ord. Kl. syv væltede vi så ud af sengen, ikke så friske og prøvede mentalt at forberede os til en 3,5 timer lang køretur, mens vi fandt noget badetøj frem. Vi kom i en bus, vil gerne lige tilføje, hvor pæne veje vietnameserne har (det kan amerikanere åbenbart finde ud af at lave) og hvor usandsynlig glade de er for vej bump bump bump. Det der med at sove fungerede ikke så godt, men vores vietnameser fandt det underholdende at vi prøvede. Resten af dagen forsvandt hurtigt med en sejltur på 4 timer, en frokost ombord med en flok australske damer og en dame fra Norge, så greb chancen og snakkede lidt dansk, ture gennem drypstensgrotter og med at nyde udsigten og de flotte limestone. Dagens højdepunkt var dog Lotte og Anne-Cath iført kæmpe orange redningsveste, farvede sombreros (og ja, ved godt de er mexicanske, men fik dem af australieren, der ejer vores hostel) proppet ned i en dobbelt havkajak og så gik det da ellers derud af. Efter et par enkelt kollisioner og på grund et par gange blev vi vilde til at styre den. Så gik turen ellers hjemad igen og fik begge lige en morfar på vejen, alt den friske luft. Kom hjem til en meget fuld tysk pige på vores værelse, som blev lagt i seng og vi fandt lidt aftensmad. Anne-Cath lod sig endnu en gang lokke på Finnegan's af en flok svenskere, hvor gerningsmændene (hollænderne) bag den fulde tysker havde sprittuskrig og havde fået knurhår. Så blev der ellers spillet pool til politiet fløjtede igen.

28. november. Kaos. Faktisk ikke så meget der ikke gik galt i dag. For det første, hvad er det lige de laver i Bangkok? Super irriterende! For det andet, lad være at smide vores pas væk! Da vi i går skulle hente vores pas med Laos visa i, fik Anne-Cath da den geniale idé lige at tjekke dem og tillykke, nu hedder du også Charlotte Gansler, faktisk hedder vi begge to Charlotte Gansler på vores visa. Det ville de lige få rettet og da Anne-Cath så kommer efter passene har de smidt dem væk stress, så de brugte lige en halv time på at lokalisere vores pas igen - blev meget glad for at få dem, sætter pris på det. Det var desuden planen at vi skulle have været med bussen til Laos i aften, men fyren i receptionen har først booket billetter til i morgen. Jo, det var måske det positive i dag, for det gav os chancen for at ændre planer. Siden vi ikke længere tør satse på at flyve til Bangkok d. 17. december, når vi absolut seneste skal være der d. 20 december, har vi i stedet ændret vores rejseplan. Vi tager til Sydvietnam nu, i stedet for på vej tilbage til Hanoi, og tager toget fra Vientiane i Laos til Bangkok, for at været sikre på at være der d. 20. december til vores arrangerede tur. Resten af dagen gik med bøger, update hjemmeside og slappe af. Så blev det sørme fredag, det betyder jo bbq på vores hostel og løb utroligt nok ind i nogle svenskere og hollændere igen, så gik turen igen til Finnegan's og poolbordet. Her vil vi gerne lige tilføje at nogle af vietnameserne er syge til pool - vores nye (lille) ven Ming, ryddede lige et bord, før nogle andre fik chance og de skyder bare hårdt. Endnu er underholdende aften og en godnat øl på gaden, kun afbrudt af Hanois flittige beboere, fx kan du altid få ris, har en dame det cykler rundt hele natten med varme ris bagpå, mens hun råber noget, der lyder som "Ice toilet", men nok ikke det hun siger. Du kan også få tilbud om fx "f***ing monkey", som viste sig at være et stof, da Lotte og hollænderen ellers var kommet sig over chokket over tilbuddet og spurgte, hvad det var, eller et hvert andet stof, da kan komme i tanke om, hvad med lidt opium ellers? Eller for Anne-Caths vedkommende tilbuddet om en vietnamesisk piges selskab, hvorfor spørger du? Hmm, nej tak, nej tak og nej tak.