3. januar. Ny Intrepid gruppe, næsten. Vi fik pakkede og spist morgenmad, inden vi tog i 7-eleven for at købe en godtepose til Alica. På med vandretaskerne, så begiver Lynn, Nicola og os, os af sted til hospitalet. Vi er nødt til at tage en shuffle bus til den rigtig afdeling, fordi hospitalet er så gigantisk stort. Vi skal op på 3 etage, i blok 6, på gang 63, værelse 23, seng 4. Da vi endelig finder frem til det rigtig værelse er pigen der selvfølgelig ikke, hun har været ved læge i halvanden time, hun har set 5 forskellige læger. De dråber hendes øje hver time også om natten. Hun skal være indlagt i 5 dage, hendes mor kommer på søndag. Så ingen af pigerne tager med videre på turen. Alica skal nok opereres, have en ny hornhinde, ellers bliver hun blind. Vi hygger en times tid på hospitalet, inden vi siger farvel. Taxa til lufthavnen gik ret smertefrit, men de har så ændret vores flyvetid, så vi er i lufthavnen 2 timer for vi kan begynde check in. Fedt. Vi finder en cafe og får os en sandwich mens vi venter. Ved gaten møder vi det norske par, vi er på samme fly, vi fortæller lige, hvordan det står til med Alica. Ved sikkerhedstjekket skal de tjekke Ganslers taske, vi havde glemt, vi havde en kniv der i, brugte den i Vietnam til at lave sandwich, så blev skrevet op i en sortbog. Uh.. Lille terrorist. Flyveturen tog en lille time, inden vi landede i Jakarta lufthavn, det norske par og os delte en varevogns-taxa til hotellet. Vi fandt svenskerne, som på dette tidspunkt allerede havde skyllet 3 kakerlakker ud, og gik en tur ud i byen og så lidt på butikker. Vores aftensmad blev indisk fastfood, utrolig interessant, men ikke videre lækkert. Kl. 21 havde vi orienteringsmøde, med vores nye gruppe og leder. Ingen overraskelser her, gruppen består af det svenske og norske par, Perry, os og Steve, en canadier, vi holde jul med ham sammen med hans gruppe. Vores nye guide Maman til gengæld er en lille tegnfilms figuragtig lille mand, der er lidt for hyper, han griner og smiler konstant. Skal nu nok blive godt, han virker rigtig flink.

4. januar. Lang, lang rejsedag. Kl. 7.45 blev vi mast ind i en minibus til togstationen, vi havde en tre timers togtur forude. Turen gik helt fint, ingen forsinkelser til en forandring og udsigten var ret flot. Efter togturen blev vi delt i to grupper, 6 i minibussen og 3 i en bil. Så var det ellers en ca. 10 timer lang tur til destinationen Pangandaran. Undervejs blev der stoppet for at spise frokost, en oplevelse, som betød vi begge kun fik ris og agurk til frokost. Lidt som i en kantine er fade sat op på en lang disk og så kan man ellers begynde at gætte på indholdet. Hønsefødderne var det eneste genkendelige, og nå ja, så er det for resten 35 grader varmt og der sidder fluer på maden. Svenskerne, som er klar på at prøve alt, spiste lidt af det hele og bl.a. kogt lever i karry, som for det første så total grønbrun ud og var helt hård, lækkert. Langt om længe nåede vi vores mål og efter de sidste mange kilometer i hårnålesving, satte de flestes maver vist prise på det. Vi smed vores tasker på værelset, som er pænt og stort (Maman har advaret os om ikke at blive for vant til det), og smuttede med Steve ned på vest stranden for at se solnedgangen. Vores værelse har front mod øst stranden og der er omkring 200 m til vest stranden. På stranden fik Steve lige en lille sludder med nogle unge koreanske turister, som vi alle tre også lige kom til at posere for. På vejen hjem morede vi os over de tørrede oppustede pigfisk og udstoppede varaner, som boderne på vejen sælger, tvivler stærkt på, at tolden ville sætte pris på at finde sådan en i tasken. Til aftensmaden fik vi vores første time i indonesisk og kan nu ord, som kylling - ayam, blæksprutte - cumi cumi, ris-nasi og nudler - mie. Efter aftensmaden besluttede vi at flytte ned på vores veranda, sådan en har vi nemlig, efter lige at have været en tur i super marked efter øl og Mix Max (betryggende navn). Så sad vi der og lyttede på havet, gekkoer og drak øl den halve nat. Det kunne jo blive en vane.

5. januar. Jungle trekking med vilde dyr. Vi besluttede en stille start på dagen, så mens de andre vandrede til stranden for at forsøge sig på surfbræt (svenskerne for at tage billeder at de andre), ville vi en tur til poolen, det blev en kort fornøjelse. De havde åbenbart fyret et eller andet grønt i poolen for at rense den og efter en lille time, måtte vi også indse at det var alt for varmt til at stege i solen. Ved tre tiden, efter lidt læsetid på verandaen, en tur på internet og frokost, gjorde vi os klar til jungleturen i lange bukser og vandrestøvler på trods af varmen.Vi satte af sted fra hotellet langs øst stranden og mødte allerede de første dyr i skovkanten. Der stod en hjort ude på græsset og vores lokale guide overraskede lige os alle sammen ved at kalde på den - på dens "sprog". Det virkede og med lidt mad kom den faktisk hen til os og så blev kameraerne ellers fundet frem. Aberne fandt snart ud af der var nem mad i udsyn og kom også. Guiden var en genial lille neser, som kendte skoven og vidste præcis, hvor han skulle kigge, plus han kunne virkelig mange dyre lyde. De fleste er umulige at beskrive, men til aberne lyder det lidt, som om han siger "kiis kiis". Efter at have fodret aberne, gik turen videre og guiden spottede snart et par sorte aber i træerne, som er langt mere sky. Vi så den springe fra træ til træ, før vi forsatte. Vi nåede hurtigt til et lave grotte, hvor selv vi måtte bukke os meget for at kunne komme ind, men kom ind til et stort åbent "rum". Efter at have kigge lidt på drypstenene, bad guiden os, om at slukke at lygterne og stå stille. Da det var kulsort, kunne man høre noget blive kastet, en høj smaskende lyd (fra vores guiden) og et eller andet dyr. Efter ca. 3 minutter tændte guiden sin lygte og fandt den nyankommende eller rettere de nyankommende. Fra dybere sprækker i grotten var hulepindsvinene kommet for at spise de roer, guiden havde smidt. Det var virkelig en speciel oplevelse. Selvom de var lidt sky, fik Anne-Cath muligheden for at fodre en unge med hjælp fra guidens smaske lyde, ved indgangen til deres hule. På en af drypstenene i loftet spottet vi også en orange giftslange samt en hel koloni flagermus. Vi gik gennem grotten og kom ud til en flot strand, hvor lokale fiskere havde trukket deres både op. Herfra fortsatte vi ind i skoven langs et vandløb, efter et lille stykke gennem buskadset så guiden noget bevæge sig i vandet og rigtig nok kom en kæmpe varan snart til syne på den modsatte bred, der var lidt tvivl om, hvorvidt den var så stor, så det var en komodo varan. Turen gik derfra til lidt fastere skovbund. I nærheden af vandet ser man hele tiden huller i sandet, som bliver lavet af landkrabber, men i skoven er det noget andet, der bor i hullerne. Han spurgte på vej gennem skoven, om nogen var født i skorpionens tegn, Anne-Cath tænker ikke videre over det og svare ja. Har du nogensinde fisket kæmpe skorpioner med kylling? Det er åbenbart det de unge laver her, leger med arrige giftige skorpioner. Guiden tog da også lige en af den i munden og satte en på brystet af den svenske fyr og holde den mellem hans tænder - vi takkede pænt nej, selvom han insisterende, når nu Anne-Cath var født i skorpionens tegn. Den svenske piges mest brugte udtryk er nu officielt ***, siden den er hvert andet ord, der kommer ud af hendes mund, mens hun klikker løs på kameraet. Da vi gik videre, var vi begge taknemlig for vores lukkede sko, for nogle af de andre havde sandaler på og fyren fra det norske par greb lige en skorpion med foden i sandaler, da guiden legede rundt med dem. På vej mod den vestlige strand spottede vi tropicana fugl med et flot og "mousedeer", som er en mini hjort (ligner lidt en chihuahua). De er normalt svære at se, fordi de er enormt hurtige. Da vi nærmede os vandet så vi igen hjorte og aber. Efter at have gået langs stranden sprang Anne-Cath og den svenske pige en tur i vandet, som er virkelig varmt her. Efter det gik turen hjemad og vi fik lige et sidste gensyn med de sorte aber, som tjekkede, at vi ikke havde tænkte os at blive. Vi gik langs stranden et stykke og kom gennem et lokalt marked. På en mark gik en hel flok hjorte, vores guide kaldte på dem og de kiggede alle sammen op på ham, hvorefter han bryder ud i latter og går videre, de nesere har altså en sær humor. Vi blev tager imod af byens moske, som kaldte ind til aftenbønnen. På hotellet sagde guiden farvel til i morgen, hvor han tager os med til "Green Canyon", før han tog af sted på sin scooter, som er dekoreret med abekranier og gevirer han har fundet i skoven.Efter et bad var vi klar til aftensmad, som i aften stod på seafood buffet og blæksprutte for Anne-Caths vedkommende. Efter aftensmaden havde vi endnu engang strategimøde på vores veranda.

6. januar. Paradis. Klokken ti mødes vi med guiden med en lang dag forude. Første stop var det lokal mad m.m. marked og det var, ja, som de markeder nu er med alverdens frugter og krydderier samt rå kylling med fluer i den stegende hede. Med Steve fandt da en badebold til eftermiddagens svømmetur. I bilen på vej videre smagte vi på forskellige frugter fra området, som guiden havde købt, den eneste af dem, vi kunne sætte navn på, var en kærlighedsfrugt, som her hedder en ramputan. Derfra tog vi ud for at se en lokale metode for produktion af "prawn crackers", Anne-Cath fandt dog katten mere interessant. Herfra tog vi ud til en "kokos landsby". Det er egentlig bare en samling af hus, hvor man producere brun sukker fra kokosnødder, men det er et helt lille samfund af familie, hvor alle hjælper til med produktionen. Lige som vi var ved at tage videre, kom en lastbil med nødder og så kom der ellers gang i den. Folk strømmede til fra alle retninger og nødderne trillede udover jorden, og mens nogle sorterede den, var andre i fuld gang med at flå dem, da vi kørte videre. Hos det næste stop, dukkemageren, fik vi lige endnu engang understreget, at vi ikke har den samme humor som neserne, men de håndskårne marionetter var imponerende. Så gik turen endelig mod vores egentlig mål, "Green Canyon". Gruppen blev delt i to lang både og vi sejlede op at floden i strålende solskin. Længere oppe af floden kom vi i skygge af høje stenvægge, hvor der strømmende små vandfald og nogle steder dryppede vand ned fra flere meters højde alt sammen badet i et grønligt lys på grund af skoven ovenover. For enden var der sten på begge sider og en stor tværgående sten i vandet, som lavede en dæmning og ø for os at kravle op på. Ovenfra kom der konstante dråber fra stenene, så mange, så det næsten føltes som regnvejr. Her smed vi vores tøj, før vi hoppede i vandet på den anden side af dæmningen, vandet var overraskende varmt for hele tiden at være i skygge. Mens man flød rundt kunne man nyde dråberne oppe fra og det grønlige sollys der filtrede derned gennem planterne - virkelig fantastisk. Længere henne sprang Lotte ud i vandet fra et naturligt klippefremspring og vi fik leget lidt med Steves badebold, før turen gik tilbage mod bådene. En sen frokost blev indtaget på en strand i nærheden og dagens sidste udfordring blev en hængebro "Indiana Jones"-style, som Anne-Cath takkede pænt nej til og guiden og den svenske fyr fandt lige en kæmpe tiger edderkop at lege med, nej tak. Om aftenen blev det til lidt aftensmad på hotellet og så gik turen ellers ned til verandaen en sidste gang og Steve havde sørme fundet en flaske lokal risvin, som kunne drikkes med cola. Strategimødet gik denne gang hovedsagligt ud på, hvilke fejl tyskerne lavede under 2. Verdenskrig (efterfulgt af en konklusion om, at historieundervisningen i Canada har fejlet totalt), samt en diskussion af inden- og udenrigspolitik for lande fra Canada til Nordkorea. Ved tre tiden blev det dog sengetid.