Tredive april. Vinker farvel til Diva og Blumenau. Så blev det endelig vores sidste dag og da alt var pakket og klart, satte vi os for at se film men strenge ordre fra Diva, for man kan åbenbart ikke tage fra Brasilien uden at have set en film, der hedder The Notebook, som her er lige så stor som Titanic og for øvrigt også amerikansk. God film, men vi er åbenbart frosne indeni, fordi vi ikke græd over slutningen. Vi spiste frokost en sidste gang med Ordali og fik sagt farvel med løfte om at ringe, så snart vi er sikre hjemme i Dk. Divaine havde fået lov til at tage fri fra arbejde for at køre med til busstationen i Blumenau og aflevere os. Far Horst kom hjem, før han hentede Diva og vi fik skrevet en lille afskedshilsen. Vi bar vores ting ud og fik sagt farvel til den lille Julie-hund, før vi blev hentet. Timingen var perfekt og vi kunne komme med en bus ti minutter, efter vi kom til stationen. Horst og Diva med et par tårer vinkede farvel og så gik turen ellers mod Curitiba. Turen skulle tage ca. tre timer, men næsten en time forsinket nåede vi Curitiba og skulle til at tyde på en dårlig kopi af et kort, hvor vores hostel lå henne af. Så vi fik lige en sludder med en taxa chauffør, som fik peget os i den rigtige retning, men der var noget længere end de firehundrede meter vi havde fået at vide. Endelig, efter at være gået lidt forkert fandt vi stedet, eller rettere skiltet. Vi stod så der, en mørk aften, ved en stor hvid aflåst port, som mest lignede noget fra en byggeplads. Mens vi stod der og så lidt fortabte ud, kom en sød ung fyr forbi og sagde lidt på portugisisk og pegede, og på den anden side af bygningen fandt vi indgangen, mange tak. Vi smed hurtigt vores tasker og gik op i centeret på den anden side af gaden, som har en imponerende food court og drak de bedste smoothies. Da vi kom tilbage kravlede vi i seng i et meget kold værelse.

Første maj. By og busstation. Vi vågnede til en endnu koldere morgen og snuppede et lunkent bad, før vi pakkede os ind til en kold dag, man kan godt mærke vinteren nærmer sig her. Fantastisk nok fandt vi ud af, at busstationen havde åbnet, selvom det var helligdag og vi besluttede at hente vores næste busbilletter til Foz de Iguacu, det lykkedes også i andet forsøg, da det første blev afbrudt af regn. Fyren der solgte os billetterne var flink, men fattede minus engelsk, så rendte lige lidt rundt for at finde M to, hvor vi skulle afsted fra. Bagefter gik vi tilbage mod centeret, Lonely Planet havde ret, da den sagde, at Curtiba ikke er en særlig charmerende by, den består nemlig mest af beton. Efter frokost bestående af acai, vi elsker acai, blev det til en praktisk dag med internet og lidt sludder med et par svenske piger. Om aftenen hold vi sydamerikansk tema, så vi fik mad med bønner og fik endelig prøvet den berømte den berømte brasilianske chokolade pizza og oven i købet, som en con, men lad os bare sige, at nu har vi prøvet det og behøver ikke gøre det igen.

Anden og tredje maj. Jagten på Havaianas. Efter et kig på kortet satte vi kursen mod Curitibas gågade med dagens tema værende Havianas, som hvis nogen er i tvivl er thongs. Shopping her er mildeste talt kaotisk, der er simpelthen alt for mange mennesker, så da vi fik stress vendte vi tilbage til vores hostel for en kort bemærkning, før vi satte ud efter en biograf og endelig lykkedes noget. Efter en biograftur med gåsehud, knyttede hænder og hjertebanken, gav vi os i kast med at oversætte et sushi menukort. Hvilket gik ganske godt, hvis vi selv skal sige det. Vi kom hjem til en ny roommate, som er koreansk, men rejser Sydamerika rundt med sin schweiziske mand, som vi lige fik en sludder med, før det blev tid til endnu en kold nat.
Vågnede begge, da vores roommates valgte at stå op, glæden ved at bo i dorms, men vi stod ikke op, før de andre smuttede, så vi havde værelset selv. Vi begyndte så småt at pakke, før vi gik til morgenmad, efter morgenmaden blev resterne pakket, skrevet dagbog og læst en smule, før det blev tid til at tjekke ud. Da vi tjekkede ud mødte vi to gutter, der gerne ville vide, hvor de kunne få busbilletter, så det fortalte vi dem. Vi smuttede op i centeret og ville i biografen igen, men her bruger man sine tre største sale til den samme film, så medmindre vi ville se den samme film igen, var der intet. Valget blev intet. Vi satte os og snakkede og da det blev tid til frokost stod den på Subway og Acai, gælder om at spise så meget af det nu, som muligt, de spiser det ikke i Argentina nemlig. Her kom de to gutter, fra Israel fandt vi ud af, fordi og sagde tak for vejledning, de skal med samme bus, som os i aften, rart nok. De ville med turist bussen rundt og se byen, vi ville da gerne med. Kl. tre mødtes vi ude foran og hoppede på bussen, heldigvis snakkede buschaufføren tysk, ellers var vi da lost. Der bus var nemlig i stykker, så vi kunne ikke få rigtig billetter. Vi hoppede af ved botanisk have og kiggede rundt. Der var ikke meget at se, lidt græs, vand og lidt bevoksning i et forvoksede drivhus. Vi var hurtigt tilbage på en ny bus, vi satte os oven på og blev blæst igennem, Lotte fik også lige en ledning i hovedet, da vi kørte gennem et kryds, men det sker vel, når man sidder så tæt på alting. Vi fik set Niemeyer museets øje, den italienske bydel, en skov til ære for Brødrene Grimm, masser af parker og mindestatuer for de italienske, polske og ukrainske immigranter. Sidste stop var katedralen, vi fulgtes med drengene ned til centeret, her stod den på buffet med sushi, nudler, kylling og forskellige kinesiske sovse. Til dessert skulle vi da lige have acai en sidste gang. Vi gik lidt rundt der inde, inden vi smuttede tilbage og var lidt på nettet. Vi tog en taxa ned til busstation, havde små travlt, men nåede vores bus.