Fjerde maj. Velkommen til Argentina. Vi nåede busstation i Foz Do Iguazu på den brasilianske side kl. syv om morgenen. Vi havde ikke sovet særligt meget, folk larmer, snorker, snakker total højt sammen og vi kunne ikke ligge vores sæder ordentlig ned, fordi vi havde de bagerste sæder, der lænder sig op af toilettet, heldige os. Vi var i gang med at finde en bus videre til Argentina, da en taxachauffør giver os et godt tilbud. Han køre os hele vejen, vi stopper ved begge grænser og får stemplet os ud og ind. Vi sætter drengene af lidt udenfor byen på deres hostel, vi bliver sat af på busstationen og begynder at gå. Vi kommer til et virkelig underligt kryds- rundkørselsting og der er ingen vej navne nogen steder. Vi står og ser lidt fortabte ud, da en dame kommer og følger os hen til vores hostel, virkelig dejligt. Her står der en virkelig frisk og snaksalig lille finurlig mand, der taler løs om absolut ingenting, han er meget sjov. Vi kan første tjekke ind om en times tid, vi sætter taskerne og smutter ud og hæver nogle penge, finder os en hyggelig cafe, hvor vi får morgenmad og vi handler ind til frokost og aftensmad. Vi tager lidt tid på internet, inden vi kan få vores værelse, så står den ellers på lange bade. Vi laver frokost og så tager vi os en lur. Vi bliver vækket af vores to roomies, to engelske piger. Dem snakker vi med resten af aftenen, om stedet her, tatoveringer, Cuba osv. De tager desværre videre i morgen. Vi så en film inden vi knaldede brikker.
Femte maj. Israelerne er ved at invadere Sydamerika. Vi sov godt, men vågnede ret tidligt, var jo hoppede i seng virkelig tidligt. Der blev hurtigt hentede morgenmad og handlede ind generelt, morgenmad er godt nok inkluderet her, men det kan vi simpelthen ikke spise, det er kage det hele. Vi tågede på internet, resten af morgenen, drengene skrev, israelerne, vi kunne mødes til frokost. Vi mødtes kl. to ved busstationen, så fandt vi en god restaurant. Her fik vi en ordentlig bøf, argentinsk kød, det er bare lækkert og mega billigt. Vi skal da lige have en øl, det er sidste aften vi ser drengene, de tager til Bolivia i morgen. Vi tager med ud til deres hostel, fik vi lige en lille tur rundt området, med bussen. Kørte rundt i noget der lignende en lille jungle landsby, meget lokalt og ikke rigtig en ordentlig vej vi kørte på. Deres hostel er ret lækkert, kæmpe pool, bar og masser af mennesker og over halvdelen af dem er israeler, de er over det hele her. Vi sætter os ved et bord udenfor, her sidder en gut, fra Sao Paulo, Fabiano. Han bliver hurtig en del af samtalen, der kommer øl på bordet, så hygger vi ellers til langt ud på aftenen. Vi mødte en anden gut der ude, Anne-Cath var sikker på hun havde set og snakkede med ham før og han det lidt på samme måde. Lidt senere finder vi ud af det er ham vi fulgtes med på den Kinesiske Mur, ham der tog alle de skide natur billeder hele tiden. Det er et halvt år siden, verden er godt nok lille lige pludselig. Var så total mærkeligt. Vi havde det så hyggeligt, men vi blev nødt til at tag hjem på et eller andet tidspunkt. Vi hoppede på en taxa og lavede pasta derhjemme. Vi smuttede i seng, skal tidligt op i morgen og ud til vandfaldene.
Sjette maj. Garganta del Diablo. Vi var tidligt ude af fjerne, vi spiste morgenmad og smuttede så ned på busstation. Fandt hurtigt stedet, hvor vi kunne købe billetter og ventede på bussen. Efter små tyve minutter var vi ved national parken, vi købte billetter, igen er det dyrere fordi vi er turister, de små snyder. Vi får et kort, hopper på et lille tog, der kørte os ud til stierne der er rundt i parken. Vi starter i den nederst del, The Lower Trail, vi kom igennem en del regnskov, så nogle flotte fugle. Vi fik nogle fantastiske udsigter til forskellige vandfald på vejen rundt. Var virkelig smukt, kan slet ikke beskrives eller ses ordentligt på billederne. Vi lød som to små piger der ser fyrværkeri for første gang. Vi tog en lille færge over til en lille ø, mellem vandfaldene. Her fik man en anden vinkel på dem og fik set masser af fugle, her mødte vi igen vores Kinesiske Mur ven, simpelthen så skørt. Vi gik tilbage og tog den anden sti, The Upper Trail, her kommer man helt ud til vandfaldene, de små af dem, står nærmest på kanten af dem. Der var ret mange turister og grupper med guider, men vi undgik dem ret okay. Fik nogen fantastiske billeder, vi har slet ikke lyst til at slette nogen af dem. Da vi var kommet igen alt dette, var det den sidste tur, turen ud til Diablo vandfaldet, som man kan se fra både Brasilien og Argentina. Vi tog toget derud igen, her faldt vi i snak med to danske piger, en fra Esbjerg og en fra Åbenrå. De har lavet gangbroer der ud over vandet, der var lidt langt der ud, men det gik fint. De har også været så søde lige at smide et skilt op af en slange. Øhh tak, betyder det man skal være opmærksom på de er der eller at overfalder mennesker eller? Vi så ikke nogen, heldigvis. Det store øjeblik kom endelig, man kunne høre vandfaldet fra lang afsted, men da vi kom helt derud var lyden for sindssyg og vi blev gennemblødte. Lidt svært at tag billeder pga. at det vandsprøjt, men det gik, uden at ødelægge noget. Det var så fantastisk, det er det største vandfald i verden og det kunne man da udmærket se og mærke, ikke så mærkeligt ingen nogensinde har overlevet at fyre udover der. Det er på top tre over ting vi har set på den her tur, det var det hele værd. Det var sidst på eftermiddagen, da vi stod udenfor parken igen og ventede på bussen. Vi handlede ind til aftensmad på vejen tilbage og lavede det med samme, var ved at være godt sultne. Efter maden tågede vi på internettet, prøvede at undersøge om det er billigere for os at flyve, i stedet for alle busturene, vi er jo ved at være ved vejs ende, så tiden er knap. Men det kunne det ikke, så vi valgte at bide i det sure æble og tag os en meget lang bustur til Corboda, i stedet for et mellem stop. Vi bestiller i morgen, vi gik tidligt i seng, ret smadret efter alle de oplevelser i dag.