Rotorua med mor

Det var skønt at se mor fredag aften, da hun hentede mig på sygehuset. Den aften gik vi på McD og fik lidt fritter og snakkede om alting.

Lørdag besluttede vi os for at gå lidt rundt i byen for at handle diverse ting. Jeg manglede nogle ting, efter jeg ikke rigtig har haft mulighed for at få fat i det, før jeg blev udskrevet. Hotellet vi boede på hedder Millennium og var et fire-stjernet hotel med pool og hot pool. Lækkert. Hotellet lå i centrum af byen, og det tog kun 10 min. at gå op til sygehuset, hvilket var godt, da jeg skulle op og have taget blodprøver to gange, inden jeg skulle hjem. Lørdag eftermiddag ringede vi til Lynette (præstens kone) og sagde, at vi gerne ville med i kirke om søndagen. Hun havde sagt til mig på sygehuset, at vi gerne måtte komme. Men der var ingen, der tog telefonen, så vi besluttede os for at tage en taxi derud og overraske dem, men senere på dagen ringede vores telefon på værelset, og min mor og jeg kiggede underligt på hinanden, for vi kendte da ingen hernede. Det var så Lynette, som ringede og sagde, at hun ville hente os søndag morgen på hotellet, så vi kunne komme med i kirke.

Søndag blev vi så hentet, og på vej hen til kirken spurgte hun, hvad vores planer for dagen var og tilbød, at vi kunne komme med dem hjem og spise frokost og derefter køre ind på sygehuset og besøge Beth og de andre damer, og det ville vi da gerne. I kirken mødte vi Beth's mand, Alan. Jeg snakkede lidt med ham og fortalte, hvad vores planer for mandagen var. (Vi ville leje en bil og køre lidt rundt). Han siger så, at han arbejder et sted de lejer biler ud og gerne vil hjælpe os. Efter gudstjenesten kommer han over til os og siger, at vi bare kan låne en af hans biler. Det ville vi da gerne, så vi fik den om aftenen. Da vi kørte ind til sygehuset, fik jeg lov til at køre bilen - lidt mærkeligt at køre i venstre side af vejen. På vej hen til sygehuset, så jeg en Contiki-bus og kunne se, at det var vores chauffør Danny. Så om aftenen gik vi over til det hotel, jeg boede på med Contiki, som lå lige bag ved vores hotel. Vi gik ind i receptionen for at høre, hvad guiden hedder og hun hedder Sarah. Så gik vi ind, der hvor de spiste og jeg fik en snak med Sarah og Danny den aften. Det var rart lige at få sagt ordentlig farvel til dem.

Mandag kørte vi i Alans bil ud til noget der hedder Thermal Wonderland. Det er en slags vulkan, som har de største områder af overflader af termisk aktivitet. Dampene er svovldampe og lugter rigtig meget af råddent æg - bogstaveligt talt. På vej der ud samlede vi nogle blaffere op fra England. Pigen sagde, at hun aldrig havde været et så fantastisk sted som Rotorua, og hun havde rejst en del, så det var lidt heldigt, at det var i Rotorua, jeg blev indlagt.

Tirsdag var vi blevet inviteret ud til Jude og hendes mand Warren. Jeg havde haft ringet til hende om lørdagen. Vi lejede en bil, da Alans bil skulle på værksted. Vi sagde, at vi gerne ville have en lille bil og da vi kom der ud, stod der bare en mega bil. Ret ny, men det gik da - undtagen da mor lige skulle lege spøgelsesbilist. Det var heldigvis kun lige på en sidegade, men en fra hotellet havde åbenbart lige fået fri og han løb efter os og råbte "Stop! Stop!". Ups. Vi kørte ud til Jude og Warren kl. 15.30. Jude var ikke kommet fra arbejde endnu, men Warren tog os med ud for at se Okere Falls. Da vi kom tilbage var Jude kommet hjem, og vi kom med over til nogle Hot Pools, hvor man kun kunne sejle over. Så vi sejlede i deres private speedbåd. Det var rigtig lækkert og meget meget varmt. Vi sejlede tilbage og spise aftensmad ved dem og kørte tilbage til hotellet ved 21-tiden.

Onsdag var vi på museet i Rotorua og fik købt de sidste souvenirs. I en af souvenir-butikkerne, som lå lige ved hotellet, var vi inde i en dag, og pludselig kom der en bus fyldt med japanere. Alle japanerne kom ind i butikken og stod pænt ved indgangen og fik nogle informationer. Så lige pludselig blev de sluppet løs. Alle andre i butikken mødte læne sig op ad reolerne for ikke at blive væltet omkuld. Men vi fandt så ud af, at halvdelen af dem skulle på toilet, så de stod i en lang række i kø til toiletterne.

Torsdag var det endelig tid til at komme hjem. Godt nok havde vi en 40 timers lang rejse foran os, men vi skulle bare hjem. Vi skulle flyve fra Rotorua til Auckland og vi fik vores bagage tjekket ind direkte til København. Vi skulle flyve i verdens mindste fly fra Rotorua til Auckland. Der var plads til 19 passagerer. Da vi så kom til Auckland skulle vi til gengæld flyve i verdens største til Sydney og igen fra Sydney til Dubai. Så det var en 18 timers lang flyvetur i en Airbus 380 J. Ved gaten kom der nogle Hulla-Bulla-muslimer, som også skulle med flyet. Fint nok, de skal jo også have lov. De stod alle ved et stort vindue og bad - det vendte sikkert mod Mekka. Men inde i flyet sad de 25 ud af 60 lige omkring os, og den værste kom til at sidde ved siden af mor. Han fandt koranen på den lille skærm og fandt sin lille koran-bog frem og begyndte og synge op fra den. Og ikke nok med det. Han hørte det også i høretelefonerne så højt, at selv jeg kunne høre det, selv om jeg sad og så film. Han sang i 5 timer i alt under turen. Mor prøvede så at sætte noget Abba på og synge med på "Mama Mia", men det rørte ham ikke. På et tidspunkt begyndte han endda at græde og sad og pudsede næse i det tæppe, man får udleveret på flyet. Ad.

Nå, men vi kom da til Dubai og skulle vente 3 timer på et fly mod København. Vi kom endelig til København og skulle med toget hjem til Herning. Nu skulle man ikke tro, at der kunne ske mere, men jo. Da vi skulle have vores bagage i København ventede vi et stykke tid og min bagage kom. Da så rullebåndet stoppede og mors kuffert ikke var med gik vi hen og meldte den savnet. Den blev efterlyst, og vi kom med toget hjem. Hjemme stod far, Julie, mormor og Merete og tog i mod os på banegården. Og mormor havde lavet suppe og tarteletter til os. Mums. Et par dage senere, blev vi ringet op, at mors kuffert stod i Dubai og blev sendt hjem en uge senere.