Rotorua med Contiki

Fredag morgen skulle vi videre fra Taupo til Rotorua, som kun var en times kørsel. Første stop i Rototua var The Zorb / Zydro. Det gik ud på, at man skulle ind i en mega kugle, som havde en lidt mindre kugle indeni. I den mindste af kuglerne blev der så sprøjtet vand i og så var det ellers bare ned at bakken. Man kunne enten vælge en zig zag bakke eller den lige. Jeg valgte den zig zaggede. Efter vi havde prøvet, kørte vi videre til Skyline Luge. Her skulle man op ad bjerget med gondolen og så skulle vi i nogle co-kart lignende nogle. Så skulle man køre ned ad bjerget i dem - dog ikke hele vejen ned. Der var tre forskellige sværhedsgrader; begynder, øvet og ekspert. Hvis det var ens første tur, skulle man tage begynder. Vi havde to ture hver, så jeg tog den der hed øvet 2. gang. Til sidst på ruten inden vi skulle til hotellet, var vi til et fåreshow - Sheep-show. Her så vi en masse om, hvordan man bl.a. klipper et får og det tager kun omkring 5-6 minutter og hvordan nogle hunde kunne "styre" fårene, altså få dem ind i et bur osv. Om aftenen var vi alle sammen til middag på hotellet, hvor vi så noget, der hedder "Hangi and Concert". Det var de indfødte der optrådte med deres slags underholdning.

Næste morgen måtte jeg så en tur til lægen, da jeg blev vildt forpustet af bare at tage tøj på. Guiden Sarah tog med mig til en vagtlæge, som lavede nogle undersøgelser, men han kunne ikke finde noget. Jeg blev så sendt videre til sygehuset, hvor jeg blev både røntgenfotograferet og scannet. Røntgenfotoet viste intet, men scanneren gjorde. Før jeg blev scannet fik jeg sprøjtet noget kontrast ind i blodet for at se, om det var blodpropper - hvilket det var. Jeg havde fået blodpropper i lungerne og blev indlagt lørdag eftermiddag. Jeg kom ind på en to-mands stue, hvor der lå en dame, som jeg snakkede lidt med. Jude, som damen hedder, blev udskrevet samme dag om aftenen, men selv om jeg kun avde kendt i hende i tre timer, tilbød hun, at jeg kunne komme og bo ved hende, hvis jeg havde brug for et sted, når jeg blev udskrevet.

Jeg var indlagt i 6 nætter - fra lørdag til fredag. Om onsdagen fik jeg af vide, at når jeg blev udskrevet, skulle jeg blive på NZ i en uge mere før jeg måtte flyve hjem, og der kunne jeg bare ikke mere. Så jeg ringede hjem, og mor og far fik fat i forsikringsselskabet, som tilbød, at mor kunne flyve ned til mig, og det gjorde hun så. Hun tog hjemmefra onsdag aften og var nede ved mig lokal tid fredag aften. Inden min mor kom, havde Sarah prøvet at ringe til mig, men der var ikke rigtig noget forbindelse mellem vores mobiltelefoner. Men en dag fik jeg blomster fra Contiki-holdet. En anden dag fik jeg en lille pakke, hvor der var en bamse, en pose bolsjer, en kuglepen, post-it's med Contiki logo, et kort, hvor mange af dem havde skrevet en sød hilsen til mig og en seddel med alle deltageres e-mail-adresser.

Jeg blev flyttet til en anden stue 2 gange, mens jeg var indlagt. Først lå jeg i to-mands stuen med eget badeværelse. Der lå jeg i 2 nætter og blev flyttet ned til en enestue, men der lå jeg kun i 4 timer inden jeg blev flyttet ned til en fire-mands stue med 3 ældre damer. Det var nogle søde damer. En af dem gik meget i kirke og præsten og præstens kone kom hver dag og snakkede med hende og bad med hende. Beth, som patienten hedder, fortalte om mig til præstens kone, Lynette, og hun kom over og snakkede med mig. Hun tilbød også at jeg bare kunne ringe hvis jeg havde brug for noget. En af dagene gik jeg ned i den lille bitte tv-stue for at se Venner, som kun varer en halv time, men allerede efter 4 minutter kom familien Hulla-Bulla og troede, at de skulle lege snakkeklub. Og fjernsynet var ikke skruet så højt op, og danske undertekster var der jo heller ikke, så jeg hørte ikke ret meget af det. Og selvfølgelig lige 2 minutter før det sluttede, gik familien Hulla-Bulla.

Den fredag min mor kom blev jeg smidt ud af min seng kl. halv 12 og mor kom først kl. 19.30.