"Those will be the best memories
I just wanna let it go for the night
That would be the best therapy for me"

Den. 2. Marts: REJSEN GAAR TIL TASMANIEN
Efter 1 times flyvetur ankom jeg til Tasmaniens hovedstad Hobart. Allerede i lufthavnen proevede jeg at danne mig et indtryk af hvordan tassie'rne er, men opgav hurtigt da 90 % af personerne der stod omkring bagagebaandet talte tysk eller engelsk med en maerkelig europaeisk accent. Jeg havde dog forinden proevet at saette mig ind i Tasmaniens historie, og havde bl.a. laest at at rejse til Tasmanien ville vaere som at rejse tilbage i tiden. Saadan foelte jeg mig ogsaa da jeg moedte chauffoeren der skulle koere mig til mit hostel - hans briller var nemlig saa store at hvis hans kinder skulle faa brug for forstoerrelsesglas - ja, saa var de i hvert fald daekket ind :) Samtidig var de ikke gamle nok til at vaere blevet moderne igen :p
Jeg ankom til mit livs foerste hostel - The Pickled Frog - midt i Hobart City, og trods gode anmeldelser af hostellet, maatte jeg indse at kvaliteten var ringe. Specielt koekkenet var ulaekkert og gammel. Men som den (soender)jyde jeg nu er, lod jeg mig ikke slaa ud, men pakkede i stedet min lille rygsaek og begav mig ud paa eventyr i Hobart.
Historien om Tasmanien er speciel og rummer bl.a. forfaerdelige historier om udryddelsen af aboriginals og straffe for de mange engelske fanger der via skib blev fragtet derned. Alle hovedattraktionerne i Hobart baerer ogsaa praeg heraf! Jeg saa parlamentet, havnen, den gamle bydel og pludselig stod jeg paa Hobarts centrale gaagade. Dette var det foerste tegn for mig, paa at Hobart faktisk har noget tilfaelles med andre storbyer og ikke bare er revet ud af et blad fra vikingetiden. Efter at have brugt en 5 timers tid paa sight seeing besluttede jeg at det maatte vaere tid til at se sig om efter et supermarked der kunne forsyne mig med ting til min aftensmad! Det skulle dog vise sig at vaere noget naer umulig, saa da jeg efter lang tids soegen fandt en lille skummel koebmandsbutik blev jeg lettet. Det skulle dog hurtigt vise sig at udvalget af aftensmad var begraenset - ja, jeg skulle kun vaelge om nudlerne skulle vaere med kyllingesmag eller oksekoeds smag :p
Efter aftensmad og bad gik jeg tidligt i seng, efter som min 3 Days East Coast Safari tur ville starte kl. 06.00 naeste morgen!

Den 3. Marts - The Safari Begins
Kl. 05.55 moedtes jeg med Bruce Lund uden for mit hostel. Han skulle vaere vores chauffoer til Launceston, hvor vi ville moedes med resten af vores gruppe. Bruce var i godt humoer, og dette skyldtes primaert at vi havde samme efternavn. Lund er et meget sjaeldent efternavn hernede, saa han vaer sikker paa at jeg maatte vaere en viking fra det kolde nord :p Han var selv vokset op i England, men var taget til Tasmanien for 20 aar siden paa ferie - og ja, hans ferie var altsaa aldrig sluttet :)
I Launceston skiftede vi bus, og nu var gruppen samlet. Det var sjovt at hoere de mange forskellige accenter der gik paa kryds og tvaers i bussen. Tyskerne dominerede endnu engang, men Sverige, Japan, Schweiz, Italien, Holland og Danmark (mig) var ogsaa repraesenteret! Dagens maal var fiskerbyen Bicheno, og The Bay of Fire! The Bay of Fire er en strand, hvor vandet er fantastisk blaat og sandet helt hvidt. Navnet er kommet af at aboriginals' havde baal paa stranden - saa det lignede "The bay of fire".

Den 4. Marts - REJSEN FORTSAETTER PAA TASSIE
Vaekkeuret ringede 06.20 og efter en hurtig paaklaedning var det tid til morgenmad og derefter blev bussen pakket igen. Foerste stop var bjergene - og vi skulle selvfoelgelig bestige et af dem. Min forstand paa hiking er stort set samme stoerelse som min evne til at snakke japansk = ingen, dog havde jeg mine nye dyre vandrestoevler -saa lidt havde jeg da tilfaelles med de andre. Vores hikingrute var op til et udsigtspunkt over Wineglass Bay (billede) og derefter ned til selve stranden. Vi forventede at dette ville tage omkring 4 en halv time, saa med vandflasken og solcreme startede vi vores opstigning. Vejret var fantastisk - solen skinnede fra en saa blaa himmel at man skulle tro min rygsaek havde smittet af, og nynnende "Jeg vil male dagen blaa" fulgte jeg trop efter de mere erfarne hikere. De foerste 200 m. var lette da der faktisk var en sti vi kunne foelge, men derefter skulle det vise sig at blive en proevelse paa de 3 k'er - knae, kondition og koncentration. Vi sprang, klatrede og kravlede i godt 1 time og 10 min. inden det endeligt blev fladt - vi havde naaet udkigspunktet :) Udsigten var helt fantastisk og efter at have faaet pusten, lidt vand og adskillige billeder var vi nu klar til at begive os ned. Jeg fulgtes med Naomi fra England, og her gik det op for mig at jeg havde fordelen ved at have lange ben. Nedstigningen skulle hurtigt vise sig at blive svaerre end haabet - det var fra sten til sten, og koncentrationen for at saette foedderne de rigtige steder var i top. Dog syntes jeg meget bedre om nedstigningen og havde efterhaanden meget hoeje forventninger om den strand! Paa vej ned fik i oeje paa smaa kaenguruer der hoppede rundt inde mellem traerne og sangen blev nu skiftet ud med "stop den lille kaenguru, foer den hopper igen"... :)
Endelig naaede vi stranden - og ja, den var det hele vaerd! Dog var vi bevidste om at der ventede os en haard opstigning igen, saa efter en halv times pause og at have dyppet taerne i vandet satte vi kurs tilbage... Og man - den opstigning var saa haard! Da vi kom tilbage var det tid til frokost og derefter satte vi kurs mod Port Arthur. Paa vej hertil fortalte vores guide Lewis om byens historie som fangelejr, og ogsaa om en massakre der fandt sted i 1998, hvor en ung mand gik amok og draebte 35 af byens indbyggere og saarede over 70 pers. Han sidder nu til afsoning af 100 livstidsdomme i Hobart faengsel - saa han kommer aldrig ud igen.
Om aftenen laerte jeg japanerne, svenskeren og tyskerne at spille uno, og derefter laerte Lewis os at spille SPOONS (fungerer paa samme maade som "fjols" goer) og derefter var det tid til den sidste overnatning paa turen.

Den 5. marts - TUREN FORTSAETTER OG SLUTTER
Fredag morgen startede med utallige bib og melodier, og vaerst som jeg troede at jeg led af tinitus eller var blevet skoer, slog jeg oejnene op til endnu en tidlig morgen i et vaerelse med andre piger/damer og samme antal igangvaerende mobilalarmer. Lettet over ikke at have tinitus og ikke var mere skoer end normalt, var det efter morgenmad og paaklaedning tid til at pakke tasken. Foerste stop var Port Arthur Museum, hvor vi for alvor vi et indblik i de forfaerdelige liv de mange fanger havde og omgivelserne der var vaerre end man overhovedet kunne forestille sig. Vi kom ogsaa paa et baadcruise hvor vi bl.a. saa the Isle of Death, som var en ganske lille oe, hvor 1050 mennesker er begravet...Vejret var godt, men en smule overskyet, og efter at have taget en tur rundt i den gamle by, var det tid til at fortsaette til "Tasmania Devil Park". Som navnet antyder skulle vi moede nogle af de tasmanske djaevle og se dem blive fodret. Da alle var faerdige satte vi kurs mod Hobart Airport hvor jeg skulle med flyveren tilbage til Melbourne. Hele turen var god, og jeg er glad for at jeg brugte penge paa det!

Og her sidder jeg saa! Min sidste dag ved familien er kommet, og jeg faar taarer i oejnene bare ved at taenke paa det! Det er som at sige farvel til sine bedste venner eller naer familie, og vide at man maaske aldrig kommer til at se dem igen! Jeg vil dog altid have dem i mit hjerte, og er sikker paa at familien ogsaa altid vil huske mig. Samuel paa 3 spurgte i gaar om jeg ikke bare kunne bygge et hus i haven, og forstod slet ikke at jeg rejser i dag! Familien har arrangeret en surprise for mig, og det eneste jeg har faaet oplyst er at jeg skal hente de 3 store fra skole kl 11.45 (de har faaet det halve af dagen fri pga. mig) og derefter koere ind til Melbourne hvor vi skal moedes med resten af familien paa en bestemt adresse. Jeg har faaet besked paa at tage fint toej paa, men har ingen ide om hvad der skal foregaa... Det bliver spaendende, og det eneste gode ved i dag! Tasken er pakket og huset er rengjort - ja, jeg er vel parat til at tage afsted... og saa alligevel ikke! Jeg haaber inderligt at familien kommer til Danmark en dag, eller at jeg en gang faar mulighed for at komme tilbage. Uanset hvad - saa har det her vaeret en fantastisk oplevelse og 4 uforglemmelige maaneder. Nu kan jeg saa se frem til 3 nye fantastiske maaneder, som bliver noget helt andet men forhaabentlig fantastisk.

Jeg haaber i alle har det godt, og ved ikke hvornaar jeg igen har mulighed for at opdatere herinde igen. "Intet nyt er godt nyt" som man siger!

I kan fange mig paa mit australske mobil nummer: +61 0451 156 324 :) Og ellers pas paa jer selv

Tusind knus og mange tanker
Anne