Profile
Blog
Photos
Videos
Siden sidst er der endnu engang sket rigtig meget. Det går bedre og bedre med arbejdet, og er ved at være ret godt inde i rutinerne så jeg ikke skal spørge om alting. Så er det også nemmere at gøre flere ting af sig selv, når man finder ud af hvordan han gerne vil have det gjort. Jeg får også mere ansvar omkring køerne, fordi han er ved at have fundet ud af hvad jeg kan og ikke kan. Jeg har bl.a. holdt meget øje med kælvninger når han ikke har været hjemme, og det er gået rigtig fint. Herudover har jeg hver morgen ansvaret for at køerne omkring laden bliver vandet og får foder og hø. Samtidig skal jeg så holde øje med om kalvene har suttet, eller om de skal hjælpes. Generelt bare tjekke om de har det godt. Meget af arbejdet går med at observere køer og kalve, og det er meget tidskrævende.
Herudover har jeg lavet rigtig meget hegn. Alle steder hvor det er sprunget eller slapt skal det repareres. Jeg har lavet næsten alt i de folde omkring huset, hvilket jeg nævnte for ham en dag. Til det svarede han: "Well, then you have only 160 km left to do." Fed kommentar! Men det er faktisk hyggeligt at lave hegn, ihvertfald de dage hvor det er godt vejr.
Vi har også haft rigtig meget arbejde med kalvene. For det første var der snestorm for nogle uger siden, som medførte at nogle af kalvene fik lungebetændelse. Bagefter har de så fået e-coli som er en sygdom der giver diarre, hvorefter den går i blodet på dem, og så dør de. Så vi har behandlet rigtig mange, og er næsten ovre det. De bliver behandlet med medicin og medicineret foder. Herefter skal de have foder der gerne skulle forebygge at de får det igen. Da vi skulle behandle de syge kalve, fangede Colt og Howard dem med lasso, lagde dem ned og så skulle jeg behandle dem. Det var lidt fedt at være med til, selvom det selvfølgelig ikke er fedt at kalvene er syge. Men der var en kalv de ikke kunne fange, så Howard måtte på hesten i fuld galop ud over bakkerne, hvor han så fangede kalven med lasso og fik den med tilbage til laden. Det var vildt fedt at se!
Herudover har Howard også købt nogle nye kvier og køer, som skulle brændemærkes, øremærkes og vaccineres. Jeg stod for at vaccinere dem, og det gik super godt, så fik ros da vi var færdige.
Så har jeg også været i Lloydminster at shoppe, hvilket var tiltrængt. Så nu kan jeg vist holde den gående lidt. Men det var rart lige med en fridag.
Det var lige lidt kort om hvad jeg har oplevet det sidste stykke tid. Jeg håber i alle sammen har det godt derhjemme i Danmark!
- comments
Lise Olsen Dejligt med nye opdateringer,skønne billeder og oplevelser. Du er god til at beskrive,hvad I laver og hvorfor.
Mette Hehe.. Øver du dig i at kaste med lasso?? Det kunne da være fedt at kunne.. Fedt at du har oplevet så meget. Du kommer til at være skide god til det der med at lave hegn. ;)
Vibeke Grusgaard Hej Anja. Så blev jeg opdateret i min travlhed. hvor er det sejt, at du går på jagt og reparerer hegn m.m. Du er ved at være en rigtig Cowgirl!!!! Det er også dejligt at læse om den store omgangskreds, du har fået. Lidt svært at følge med, men skønt, at der er en stor familie, som kommer hinanden ved og er gæstfrie overfor dig!!! Her er der også sket en masse. Vi har været i Sverige i påsken. det blev ikke til jagt for Jespers vedkommende, for der var ingen vildsvin ved forderpladserne for tiden:(. Vi nød den svenske skov med lange gåture med børnene og de legede godt med fætter Lauritz og kusine Regitze. Jeg fik løbet hver dag, mens vi var der. Måtte lade zumbaen vente til hjemme.... Vi har været til Trines søns navnefest. Han hedder Vittus Jensen og er en smuk, lille fyr med mørkt hår og mørke øjne. Rigtig lækker baby :) - Kan slet ikke stå for ham. Vi havde også Oldemor Margit på besøg. Hun fik desværre et ildebefindende og måtte hurtigt med ambulancen ude fra os natten til søndag i påsken. Heldigvis er hun kommet sig på sygehuset i Silkeborg. vi har besøgt hende dagligt og Jesper var med i Skejby, da hun skulle undersøges og behandles for forsnævring af kranspulsåren. Alt er gået godt og Jesper har kørt hende hjem til Frederiksværk i eftermiddag. Fantastisk stærk dame, som betyder utroligt meget for os! Det var lidt herfra Knus Vibeke