New York - byen der aldrig sover, hvor ens drømme kommer til virkelighed, betonjunglen. Jeg var meget spændt på ar se, om byen nu virkelig kunne leve op til sine navne! Vi tog en bus fra Boston til New York fredag morgen, men vi var alligevel først fremme om eftermiddagen, og turen føltes kun længere af, at vi var omringet af unge piger, som var på vej til New York i håb om at gøre sig inden for modelverdenen. I følge dem var alt muligt i New York.
Selvom vi havde fået et tilbud fra George (som jeg havde mødt da jeg ankom til New York fra Danmark) om at vi kunne bo i hans hostel, valgte vi alligevel at tage til en af Kelseys veninders lejlighed i Brooklyn, da hun ikke skulle bruge lejligheden den weekend. Lejligheden lå lige midt i et kvarter med mange latinoer, og bortset fra husene, var det et øjeblik som at komme tilbage til Sydamerika. Man kunne høre salsamusik fra vinduerne, og der var masser af restauranter med latinamerikanske mad. Der bor i det hele taget mange farvede, udlændinge og studerende i området, men der var en fin stemning. Vi oplevede en gang at være de eneste hvide personer i vognen da vi tog en subway (undergrundsbane)!

Vi kunne ikke nå helt til Manhattan inden det blev mørkt, så vi tog i stedet til Brooklyn Brigde og -Park, hvor der var udsigt til både Manhattan og Frihedgudinden. Det er også her, at man finder de dyre hjem i Brooklyn, mange var rigtige, ældre huse og der var en fantastisk hyggelig stemming. Det lykkedes os også her at finde en lille café/restaurant, "Siggys", hvor de serverede fantastisk lækker (og sund!) mad til ikke alt for mange penge.

Da vi ikke havde fået købt ind til morgenmad, valgte vi lørdag at spise på Times Square, vores første stop på Manhattan. Det var helt surrealistisk endelig at stå på Times Square og se alle de store lystavler og tv-skærme, som var meget større end jeg havde forestillet mig! Der var er mylder af mennesker, mange turister, en stor samling af folk klædt ud som Frihedsgudinden og diverse tegnefilmsfigurer samt mange der prøvede at få os til at købe en bustur Manhattan rundt. Det var en meget overvældende oplevelse, og det føltes lidt som om jeg var kommet til Disneyland med alle de farver og indtryk - især efter vi besøgte både m&m-butikken (en flere etagers bygning KUN med m&m's i alle farver og mønstre og alt det tilbehør man kan forestille sig) samt en hel anden kæmpe butik kun med chokolade.
Fra Times Square gik vi gennem New Yorks travle gader til Rockefeller Center. Vi ville gerne op at se udsigten og regnede med, at køen ville være mindre her end til Empire State Building. Og efter vi havde stået i kø i noget tid, gennemgået i sikkerhedstjek a la det man ser i lufthavne og steget op med den superhurtige elevator med lysshow, kunne vi endelig nyde den fantastiske udsigt! Vi var så højt oppe, at man ikke engang kunne høre bilerne - bortset fra lyden af er par helikoptere og af folk omkring os, var der helt stille. Og vi kunne se hele Manhattan! Oven i købet var vejret perfekt - fuld sol og lige varmt nok til korte ærmer. Vi tog til Central Park og tog en lille lur efter alle strabadserne. Man glemmer helt at man er i en storby, så kæmpe er parken! Et par enkelte steder kan man dog stadig skimte højhusene over træerne.

En ting jeg gerne ville se mens jeg havde chancen var mindestedet for 9/11 hvor World Trade center engang stod. Så vi tog undergrundsbanen derhen, men fandt kun en kæmpe kø! Vi opgav at komme ind på selve mindestedet, men fik alligevel el del af stemningen. Vi så mindepladen udenfor, og de nye bygninger de er igang med at opføre som erstatning for World Trade Center - den ene er de næsten færdig med, og det er en utrolig flot bygning, som også er konstrueret så den er så terrorsikret som muligt. Kelsey fortalte at hendes kæreste, som er fra New Jersey, har flere kammerater der mistede en forældre i angrebet. Det er meget forståeligt, at amerikanerne blev så påvirkede.

Da vi nu ikke kom ind på mindestedet, havde vi tid til at tage hen til en fantastisk park ved navn High Line i det gamle kødpakkedistrikt ("The Meat Packing District"). Det er en gammel nedlagt jernbane lavet om til en snæver, lang park hævet over byernes gader! Det var en meget speciel oplevelse at gå deroppe på stierne mellem planterne og kigge ned på bilerne.
The Meat Packing District er i det hele taget gået fra at være et industrikvarter til at være et hipt kvarter, hvor de gamle lagerbygniger er blevet lavet om til moderne lejligheder med store lyse vinduer, og hvor man finder mange gode restauranter, butikker og atelier. Vi fandt en fantastisk restaurant at spise på, som måske nok var en smule dyr, men vi syntes at vi fortjente en god middag vores sidste aften sammen i New York.

Kelsey havde sørget for endnu en koncert til om aftenen med et alternativt band kaldet Coco Rosie. Endnu engang havde jeg ingen mulighed for at købe så meget som en øl til koncerten da kun folk over 21år kan få et armbånd til at købe alkohol i baren, og dem under 21 år får krydser på hænderne. Vi tog derfor på Starbucks Inden koncerten og købte en stor kaffe inden koncerten - med koffein kan man vel også komme I godt humør.
På kaffebaren mødte vi en argentiner, som arbejdede hos FN og da vi tilfældigvis snakkede spansk, fald han i snak med os. Vi snakkede i lag tid, og da han hørte at jeg skulle til Buenos Aires senere på min rejse, gav han mit visitkort i tilfælde af, at jeg havde brug for vejledning eller nogen til at vise os rundt i byen - mange af hans venner bor i Buenos Aires. Endnu et eksempel på, hvor flinke folk har været i USA!
Koncerten ramte måske ikke lige inde for min musiksmag, men der var god stemning og jeg fik virkelig en oplevelse.

Et andet sted vi også har fået et par musikalske oplevelser, har været i NY undergrundsbane. Folk har kommet ind i toget og syngert alt fra spanske serenader til sorte amerikanere som sang akapella. På vej hjem fra koncerten sad der en ældre mand på en af perronerne og spillede klassisk musik på violin. Det var meget smukt og sørgeligt på en gang og virkede helt malplaceret med alle togene, der susede forbi. Vi gav ham vores småpenge og ventede så på vores tog. Pludselig kom en gruppe på omkring 15 unge ned på perronen, og da de så violinmanden gik de hen og viskede ham noget i øret. Han begyndte så at spille en meget hurtig, lyster melodi og alle begyndte at klappe og bryde ud i dans midt på perronen! Det viste sig at være en gruppe polakkere som gerne ville danse til en af deres nationaldanse. Det var helt opløftende at se, hvor glad den ældre mand blev af alt opmærksomheden og smilene. Det var sådanne små oplevelser, der gjorde ny ophold i New York til noget specielt.

Kelsey skulle hjem til Boston søndag, og tog nøglerne til lejligheden med sig, så jeg besluttede mig for at tage hen til George, som jeg havde mødt i undergrundsbanen, der jo ejede et Hostel - også i Brooklyn. Det var et hyggeligt lille hostel, folk var flinke, og Geoge havde endda anskaffet to kaniner og et marsvin til den fælles baghave! Jeg tog ind til Manhattan for at udnytte min sidste dag I New York inden videre tidligt næste morgen, og endte på National Museum of Natural History. Det var lidt dyrt at komme ind, men til gengæld var det også et af de største museer jeg nogensinde har været på! Jeg brugter flere timer der, og til sidste havde jeg så ondt I benene at jeg besluttede mig for at tage hjem. Jeg havde med nød og næppe nået alle etagerne. Jeg fik noget kinesisk mad med en af de andre fra hostel, som bagefter fulgte mig hen til den nærmeste subway station for at sprge, hvordan jeg bedste kom ud til JFK lufthavnen, hvorfra jeg skulle flyve til Dan Francisco dagen efter. Jeg skulle gerne være der senest halv seks, og ifølge internetter skulle jeg tage undergrundsbanen allerede kl. 3 om natten! På vejen mødte vi Goerge, som syntes det lød helt vanvittigt at tage undergrundsbanen midt om natten, så han insisterede på at betale en taxa for mig - dejligt, for så kunne jeg lige nå nogle timers søvn inden taxaen hentede mig kl 5. Det var ikke en af de typiske gule taxaer, men derimod I sort en af slagsen, som normalt kører større afstande. Taxachauffren viste sig at være fra den domenikanske republic, og efter at have diskuteret politik I henholdvis USA, Danmark og hans hjemland hele turen, gav han mig sit visitkort og fik mig til at love, at jeg ville ringe til ham, hvis jeg nogensinde skulle få brug for en taxa I New York igen. Jeg ved endnunikke helt, om jeg vil komme tilbage endda. New York er en fantastisk by, men også meget overvældende, og man kan nemt blev overrumplet af tempoet i storbyen. Men ikke desto mindre har jeg nydt hvert et øjeblik jeg har brugt der.