I San Francisco var jeg så heldig, at jeg kunne bo hos nolge familievenner, Karl og Ann - min mor kender Karl fra da hun rejste rundt som ung, og han har endda været at besøge os i Danmark et par gange. Han hentede mig i lufthavnen da jeg landede mandag morgen. Karl og Ann bor lidt uden for San Francisco i en by ved navn San Mateo. Jeg kunne straks mærke at jeg ikke var på østkysten længere! Den Californske sol brændte, temperaturen var noget hjere end de havde været i New York - endelig kunne jeg begynde at bruge mine shorts! I det lille lokale supermarked, hvor vi gik ned for at købe ind til aftensmad, var der eksotiske frugter, som jeg ikke engang har set i Chile, og folk talte hellere spansk end engelsk. Om aftenen hentede vi Ann og kørte til deres træningscenter, som først og fremmest var et klatrecenter! Jeg har aldrig klatret indendrs på vægge før (har faktisk aldrig prøvet en klatrevæg), så jeg var lidt nervøs. Det viste sig dog at være nemmere end jeg frøst havde troet - og virkelig sjovt! Jeg avancerede hurtigt til de sværere vægge, og kunne virkelig mærke hvordan jeg skulle bruge alle mine muskler, balance og planlægning. Hvor var det stratetisk bedst at sætte sin fod eller hånd? Hvor skulle jeg lægge vægten? Jeg var alligevel godt øm da vi var færdige, men det er helt sikkert noget, jeg kunne finde på at fortsætte med, når jeg kommer hjem til Danmark igen!

Om tirsdagen tog Karl med mig ind til San Fransico, hvor vi besøgte Experimentariet, som Karl gerne ville se efter det var blevet bygget om og lavet større. Det mindede på mange måder om det, man finder i København, der var mange sjove maskiner, illutioner, og man følte sig helt som et barn igen! Karl blev nødt til at tage hjem, men jeg fortsatte på chokoladefabrikken TCHO som lå ved siden af, hvor jeg fik en rundvisning og en smagsprøve. Det mindede mig meget om vinsmagning, for alle de chokolader de sælger, har deres forskellige smage efter hvor bønnerne har groet henne - jordsammensætningen har en virkelig stor betydning for smagen. Jeg var overrasket over, hvor stor smagsforskel, der kunne være på chokolade med bønner fra Peru og fra Afrika når de havde samme procent af chokolade! Det var en hel videnskab i sig selv. Efter min sanseoplevelse på Tcho, slentrede jeg igennem China Town, som her i San Francisco er den største uden for Asien. Butikkerne soglte alt mellem himmel og jord, især mange kinesiske pyntegenstande og suvenirs fra San Francisco, og gaderne var pyntet op med røde kinesiske papirslamper, der var endda banker formet som som kinesiske templer, og selve hovedindgangen til chinatown var en kæmpe kinesisk buegang udsmykket med mønstre og drager. Så var man da ikke i tivl om, hvor man var henne. Fra Chinatown kommer man ud i centrum, hvor man blandt andet finder det centrale Union Square og Market streeet, hvor de fleste butikker ligger. Da jeg ikke rigtig følte at jeg havde brug for endnu mere tøj i i forvejen tunge rygsæk, fortsatte jeg til City Hall. På vej dertil kom jeg ud af det mere glamourøse San Francisco og ind i et "sketchy" område, som man ville kalde det. Masser af folk lå på gaden og tiggede, eller havde bare ingen andre stedder at gå hen, og på et tidspunkt kom jeg fordi en helt kø af mennesker, der ventede på, at friviillige ville udlvere et måltid mad til dem. Jeg så en San Francisco i det hele taget flere hjemlse end i New York - hvilket jeg har fået at vide, er fordi, vintrene er mildere her. Heldigvis kom en jakkesætskældt mand forbi, som godt kunne se, at jeg ikke rigtig passede ind i gadebilledet, så efter lidt vejledninge, var jeg på rette spor igen. Da jeg endelig kom frem til City Hall blev jeg mødt af en kæmpe, imponerende, hvid bygning, som mest af alt mindede mig om præsidentes Hvide Hus! Det er noget af et rådhus at have! Efter alt den sight seing, var det godt at kunne tage Bart'en (det lokale tog) hjem til Karl til en god bøf og en del afslapning!

Planen var egentlig, at vi dagen efter skulle besøge Karls bror, som bror tæt på San Francisco, og på vejen hike i en statspark, som er fyldt med de imponerende, store redwood-træer. Men broderen kunne desværre ikke alligevel, og vej til redwood-skoven fandt vi ud af, at at det ikke var en statspark, men derimod en national park - hvilket betød at den var lukket (de to kamre i den amerikanske kongres kunne ikke blive enige om finansloven, og de statsansatte var derfor blevet sendt på orlov). Vi krydsende dog alligevel Golden Gate Bridge - San Franciscos røde varetegn, da det er et must at se den tæt pa, og fortsatte så op i bjergene, hvor vi fandt en mindre statspark (rent faktisk en statspark), som vi kunne hike i. Det var fedt at komme lidt ud i naturen, men samtidig havde jeg stadig ikke helt vænnet mig til den Californske varme, så det var også ret hårdt. Til gengæld nød jeg meget at kunne sidde med udsigt over bugten og spise frokost. VI var kommet ret højt op, og hvor der ikke var træer, kunne man se virkelig langt! Efter min mening mangler Danmark (og i særdeleshed Sjælland), flere bakker, bjerge og endnu flere gode vandrestier.

Karl valgte at tage hjem for at få lavet noget arbejde, men satte mig af ved Golden Gate Park, så jeg kunne udnytte dagen til at se mere af byen. På samme måde som Central Park i New York, var denne park kæmpe stor, og det var ikke kun selve parken, der var atraktionen, men derimod også de museer der lå i den, mulighed for at leje cykler, en hel botanisk have osv. Jeg valgte at besøge The Japanese Tea Garden, en lille japansk have, fuldstændig indrettet som man finder dem i Japan, og med gaver derfra doneret til San Francisco by.

På vej tilbage til Centrum gik jeg igennem Haight Street. Gaden var i 60'nerne et epicenter for hippiekulturen, hvilket den stadig bærer præg af. Især butikkerne, hvoraf de fleste solgte røgelse og alternative ting, og gadens mure, som sjældent var bare, men for det mesta havde en eller anden form for farvestrålende vægmaleri.

Da Karl havde set, hvor glad jeg havde været for at prøve kræfter med klatring indendørs tog han mig med op i bjerne på den sydlige del af halvøen, hvor der er gode klatremuligheder. Det viste sig at være meget anderledes at klatre på klipper end på en menneskelavet klatrevæg. Der var stort set intet at holde fast i! Det tog mig meget lang tid at nå op til toppen på den første væg, og min fingre var helt ødelagte bagefter. Det andet sted, jeg skulle klatre op, mistede jeg grebet og faldt en lille meter ned. Det er jo sådan at ens partner, som holder fast i den anden ende af rebet med sin kropsvægt, og sørger for, at rebet er stramt, også sørger for, at man aldrig falder særlig langt hvis man skulle miste grebet. Jeg nåede dog alligevel at ramme selve klippesiden, og fik mig nogle skræmmer - og et stort adranelinchok! I virkeligheden er det vel også en af grundene til, at folk dyrker den her sport - spændingen. Den sidste og sværeste væg måtte jeg dog give op på, efter at være faldet nogle gange og svinget frem og tilbage - her bliver man nødt til at blive hejst helt ned igen og starte forfra, for hvis du først svinger væk fra væggen er det svært at komme ind til den igen. Trods mine knubs, syntes jeg dog, det havde været virkelig sjovt!

Vi kunne lige nå en virkelig lækker burger på Alive Restaurant inden vi susede i bilen til Stanford University, hvor Ann arbejder. Der kunne vi få en rundvisning af stedet. Vi havde egentlig forventet en smule mere information om historien bag universitetet og selve bygningerne, men den studerende, der viste rundt snakkede mest om studielivet - hvilket da også var spændende, da der trods alt er nogle forskelle fra Danmark. På campus (som er kæmpe stor - der går endda specielle busser rundt kun på campus) findesder bla. et hospital og nogle museer. Vi tog på et kunstmuseum, der er kendt for at have den andenstørste samling af Rodin-værker i verdenen! Rimelig imponerende, for museet var i sig selv ikke særlig stort. Vi sluttede den lange dag af med kinesisk - som faktisk er noget anderledes end det kinesiske mad man kan få i Danmark.

På min sidste dag i San Francisco kunne jeg jeg lige nå at se, hvad jeg manglede af byen. Karl skulle underskrive nogle papirer i forbindelse med sit nye arbejde, og kunne derfor sætte mig af inde i byen. Mit første stop var San Franciscos mest berømte gade, Lombard Street, som og er den stejleste gade i byen! Det har betydet, at de har været nødt til at få gaden til at sno sig ned ad bakken den ligger på. Og sammen med blomsterne, der udfylder hvert et sving, er den en af San Franciscos karakteristiske varetegn. Fra Lombard Street kunne jeg gå ned til det område af havnen kaldet Fishermans Warf, som nok også har været det mest turistede sted, jeg har set i San Francisco. Det bestod stort set udelukkende af souvenirbutikker, restauranter som solgte divirse former for fast- og seafood og forskellige atrektioner så som et stort akvarium. Ikke lige min kop te, men fik da alligevel tiden til at gå der, inden jeg skulle hen mod den mole, hvor båden til Alcatraz afgik. Fægnselsøen Alcatraz er egentlig en "nationalpark", så den havde indtil videre været lukket for besøgende, så jeg var virkelig heldig at den var åbnet op igen på min sidste dag i San Francico - og at jeg ovenikøbet havde kunne få en billet.

"Break the rules and you end up in prison; Break the prison rules and you end up at Alcatraz", stod der på et skilt inden jeg steg om bord på færgen. Øen havde oprindeligt fungeret som et militært fort, men efter nedlæggelsen fandt man på at lave et fængsel på øen i stedet for. Alcatraz var fænglet, hvor man sendte de fanger hen, som skabte problemer i andre fængler, eller som var hårde kriminelle, og dengang var Alcatraz den mest sikre fængselinstitution man kunne blive indsat i. Det siges at det nærmest var tortur for de mange fanger at have udsigt til San Francisco by, som var så tæt på, og dog så langt væk. De, der prøvede at flygte ved at svømme over, menes at være druknet. Umiddelbart ser der ikke ud til at være så langt over til byen når man står på øen og kigger ud, men vandet er trods alt meget koldt og strømmen virkelig kraftig! Fænglet var godt nok virkelig sikkert, men til gengæld heller ikke ret stort. I gennemsnit var der 260 indsatte på fængslet ad gangen. Blandt de kendte var blandt andet Al Capone! Desværre ved man ikke helt, hvor hans celle var, da fangerne ofte blev flyttet rundt hele tiden. Selve cellerne overraskede mig en del for deres primitivitet! Det var et lille bytte rum med tremmer ud mod gange (så man havde intet privatliv), en seng, et par hylder og et toilet. Det lignede mere et dyrebur end et sted, man kunne forestille sig, at nogen skulle tilbringe flere år af deres liv. Ikke underligt at mange forgæves prøvede at flygte. På grund af slidte bygninger og alt for høje omkostninger, lukkede fængslet i 1963 efter at have fungeret som federalt fængsel i 29 år. Efterfølgene blev det besat af indianere, som en politisk protest for den behandling indfødte amerikanere fik i USA, og de havde også efterladt sig spor rundt om kring på øen, især i form af grafitti med politisk propaganda. På trods af de mange faldefærdige bygninger og dystre fængselgange, var ALcatraz også en utrolig smuk ø, med masser af fugleliv og flot udsigt til både Golden Gate Bridge samt selve San Francisco og resten af bugten. Det var en ø fyldt med kontraster, og en virkelig interessant oplevelse!

Tilbage på fastlandet blev jeg hentet af Karl og Ann, og vi mødtes med to af deres venner for at spise på en restaurant. Det viste sig at være nemmere sagt end gjort, for de havde ikke bestilt bord, og overalt var der så fyldt, at folk sad i kø for at få et bord! Til sidst fandt vi en vietnamesisk restaurant med plads til og og kunne lige nu et hurtigt måltid inden jeg skulle med bussen kl. 23 - jeg havde med vilje valgt en natbus så jeg ikke skulle spilde en hel dag på transport. Samtalen omkring borden fik os dog hurtigt til at glemme tiden, og det var lige før, jeg missede min bus! Men også kun lige - og snart var jeg på vej til Los Angeles, hvor jeg skulle bruge en enkelt dag inden mit møde med Helene, som skal rejse med mig rejsen af turen gennem Latinamerika.

MIt fly til Mexico City skulle afgå tideligt om morgenen efter at jeg ankom til Los Angeles - så tidligt at jeg næsten ikke følte det kunne betale sig at finde et hostel, og jeg havde derfor tænkt at få min taske opbevaret og derefter udforske byen for at tage ind til lufthavnen sent om aftenen og vente på at jeg kunne tjekke ind. Det viste sig at være umuligt, for efter terrorangrebet 9. september har de fjernet alle muligheder for at få opbevaret bagage på offentlige steder som togstationer, lufthavne og busstationer. Og alle andre løsninger ville være for dyre. Jeg havde derfor fundet et hostel tæt på lufthavnen, som også havde gratis shuffle-service til og fra terminalerne. Efter at have smidt min taske kunne jeg drage ind mod centrum af LA. Det tog mig godt og vel en time at komme til Hollywood, som jo er hovedatraktionen i byen. Jeg slentrede op af Hollywood Walk of Fame - gaden som er dekoret med stjerner med navne på, ja, stjerner. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke var synderligt imponeret. De fleste af personerne, kendte jeg ikke rigtig (måske ville jeg have fået mere ud af det, hvis jeg rent faktisk vidste noget mere om skuespillere), og ud over det brød jeg mig ikke rigtig om stemningen. Jeg var ankommer til yderkanten af Walk of Fame, da det var her metroen standsede, og der var flere skumle personer end der var turister! Hele tre gange blev jeg henvendt til pga. mit kamera, som man gerne "ville se lidt nærmere på", men jeg skyndte mig videre og fik snart nok, så jeg tog metroen til down town LA, hvilket heller ikke tiltalte mig meget. Og da jeg vidste, at det ville tage mig i hvert fald en time at komme hjem til mit hostel, valgte jeg har afslutte min sightseing-tur.

Det hostel jeg boede på - "Backpacker Paradise" gav egentlig en fin repræsentation af selve LA. Udadtil så det glamorøst ud - pool, mange værelser, kontinental morgenmad og stort fællesområde. I virkeligheden var det lettere snusket, upersonligt, morgenmaden bestod af en enkelt muffin og stedet manglede charme - personalet havde ingen idé om, hvem man var, og der var en evig strøm af rejsende og nyankomne - bl.a. en hel bus fyldt med kinesere. Her var jeg heller ikke begejstret - LA er nok ikke en by, jeg har lyst til at besøge igen.

På vej hjem fra byen havde jeg fået noget i øjet, som ikke ville gå ud, heller ikke da jeg prøvede med øjendråber. Jeg kunne se en sort plet i øjet, som ikke flyttede sig, og da det gik fra bare at gøre moderat ondt til at gå over i smerte, valgte jeg at gå til det nærmeste hospital (som heldigvis kun kå få blokke fra mit hostel), for at de kunne tage et kig på det. Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville gå, da jeg jo har hørt meget dårligt om det amerikanske sundhedsystem, og jeg regnede med at skulle vente i et par timer, da det jo ikke umiddelbart var en meget alvorlig skade. Til min overraskelse blev jeg kaldt ind allerede mens jeg var igang med at underskrive de sidste papirer, og en læge (eller var hun sygeplejeske?) kom og lyste mig i øjet. Umiddelbart kunne hun ikke se noget, så hun fandt et apperat magen til det en øjenlæge burger, hvor man skal placere sin hage i en skål så hun kan se øjet hel tæt på. Stadig ikke noget bid. Til sidst dryppede hun mit øje med et kemikalie, der skule få fremmedlegemer til at lyse op under utraviolet lys - ingenting. Jeg kunne heller ikke rigtig selv mærke noget i mit øje, da hun havde startet med at give mig bedøvende dråber, så jeg tænkte, at det nok var faldet ud af sig selv på vej til hospitalet. Da jeg efterfølgende skulle udløse det recept på øjendråber jeg havde fået, var apoteket lukket, og jeg måtte derfor tage en bus hen til et andet apotek - som også var lukket. Det lykkedes mig dog ved et tilfølde at finde et, der havde åbent 24 timer. Nu skulle jeg bare bruge en halv time på et få udleveret øjendråberne. Receptet skulle tjekkes og dobbelttjekkes igen efter 10 min, før jeg kunne betale dem og gå hjemad. Farmaceuten bag disken grinede lidt og sagde at jeg nok ikke var vant til at tingene gik så langsomt i Danmark - hvilket jeg kunne kunne give ham ret i. Tilbage på Backpacker Paradise måtte jeg indse, at den sorte genstand stadig sad i mit øje - og nu var de bedøvende dråber holdt op med at virke, men at det var for sent at tage tilbage til hospitalet.

Jeg prøvede ikke at bekymre mig alt for meget, og glemte også hurtigt alt om både øjet og min mindre ophidsende tur til Los Angeles, for snart var jeg i lufthavnen og mødtes med Helene, som havde afsluttet sin rundrejse i USA - endelig kunne vores latinamerikanske del af rejsenbegynde!