Vi drog fra festlige, energifyldte Baños op til den afsides landsby Quilotoa, som ligger et godt stykke oppe i bjergene. Det er populært at lave et loop, hvor man tager alle de landsbyer der danner en cirkel i det område. Det tager bare nogle dage, da busser mellem landbyer kun går sjælndent. Vi valgte derfor kun at besøge den mest kendte landsby, Quilotoa, som er kendt for sin Laguna de Quilotoa. Landbyen ligger nemlig på kanten af et kæmpemæssigt vulkankrater, hvori der er en stor, krystalblå sø. Vel forberedte på,at det kunne blive koldt i bjergene, havde vi købt både hue og vanter i Baños, og så skulle vi bare finde vejen derud. Vi tog en nordgående bus mod Quito og blev sat af i byen Latacunga, hvor vi skulle skifte til en mindre lokalbus, som tog en det sidste stykke længere op i bjergenen. Den går kun et par gange om dagen så det havde galt om virkelig at time det! Bussen var fyldt med kvinder i alle aldre, alle klædt på i deres traditionelle klæder, sorte stofnederdele og farvestrålende bluser, små bowler-lignende hatte og et stort mønstret klæde, som de bandt rundt om sig og brugte som bærepose til alt fra varer til små børn. Mænd var der også, tavse og med brede hatte på. Selve køreturen til Quilotoa var utrolig smuk. Man bumlede opad ad små grusveje , der fulgte landskabet og kurverne rundt, og bussen efterlod sig en sky af støv. Landskabet var barskt og her groede ingen træer. Der var dog masser af små gevækster og klipper omgivet i tåge, og ind imellem dukkede der et primitivt hus op, men en lille mark til, eller en flok får. Da vi endelig nåede frem til Quilotoa var vi overraskede over, at der alligevel var nogle hostels at vælge imellem, selvom mange så ret primitive ud. Folk her havde åbenbart valgt at udnytte, at mange gerne ville se kratersøen - og har man ikke eget transportmiddel er man faktisk tvunget til at overnatte. Det er dog ikke noget turistmekka. Her har hvert hostel både morgenmad og aftensmad inkluderes, for der er ingen restauranter og heller ingen købmand. Jeg fik forklaret at der én gang om ugen kom en vogn forbi, som solgte grøntsager og den slags. Hvilket nok kunne forklare de noget slatne tomater der kom med mit aftensmåltid. I fællesrummet på hostelet var der kontant ild i kakkelovnen, for selv om dagen kan kulden være ret kraftig, og hvert værelse havde lige ledes sit eget personlige ildsted. Om natten kunne jeg krybe ned under et lag af et lagen, fire tæpper og to dyner, hvilket var så tungt, at man knap nok kunne røre sig! Så kunne man ligge der og hører på ildens knitren og lyden af sin underbo - gulvet var blot nogle simple brædder med store revner imellem, og det var derfor meget sjovt at ligge og have samtaler med de to piger der boede nedenunder, som om man var i selv samme rum. Revnerne i gulvet var endda så store, at jeg kunne kyle noget af mit optændingsbrænde ned til dem, da deres kakkelovn gik ud.

Ved ankomst havde vi taget turen ned i krateret ad en stejl sti, man fyldt med fint, hvis sand, der var så dybt, at det var svært at stå fast. Nede i krateret kunne man leje kajakker, og hvis man var for træt til at gå op igen, stod der en helt flok af lokale med deres heste og håbede på kunder. Vi valgte dog at stole på vores egen benmuskler og bevægede os opad, hvilket var stejlt og meget støvet. Hele herligheden havde taget os 2-3 timer. Vores næste udforskning var at gå rundt om krateret. Stien lå helt ude på selve kraterets kant gik konstant op og ned. Friske og veludhvilede begyndte vi den efterfølgende da at gå rundt om den. Også her var underlaget porøst, og hvor dét ikke var tilfældet, var det tale om klipper, hvor der var mere klatring end vandring involveret. Vi blev derfor noget overraskede, da vi blev overhalet af to amerikanere der havde valgt at løbe rundt om krateret. Selv havde vi svært ved at få pusten pga. højden, og faldt også en del gange på den smalle sti, så det var svært at fatte at de nåede hele vejen rundt. Og så endda på mindre end tre timer! Vi sørgede for at gå godt til, men kunne alligevel kun nå turen på fem timer i alt. Men der var også grund til at skynde sig. Om eftermiddagen kom der store bølger af tåge, som væltede ind over siderne på krateret, skyllede ned i lagunen og efterhånden også begyndte at indhylde landsbyen i tåge så tæt, at man ikke kunne se mange meter frem for sig, og at den stilhed, der var i Quilotoa blev endnu mere intenst, som om nogen havde stillet en osteklokke ned over den lille flække. Så krøb man sammen i fællesrummet, indhyllet i tæpper og varme trøjer og nød godt af, at der var te og kaffe til fri afbenyttelse.

Vi skulle desværre fra Quilotoa igen en lørdag. Det betød at der ikke kørte nogen busser overhovedet, og vi delte derfor en taxa med et amerikansk par, som var den eneste måde, vi kunne komme til den næste landsby Zumbahua, hvorfra der gik busser til Latacunga. Vi havde egentlig planlagt at tage en togtur kaldet La Nariz del Diablo ("Djævlens Næse"), der skulle være en flot tur, som skulle ende i en dramatik nedstigning i sig-sag ned af en bjergside. Vi var dog i tvivl om denne rute overhovedet stadig fandtes, for flere vi havde mødte havde fortalt at den nu ikke gik fra den samme by længere, og vores Lonely Planet-bøger er trods alt tre år gamle. Da vi ankom til busterminalen i Latacunga fandt vi derfor en internetcafé, men på internettet var der blandet information, så vi prøvede derfor at ringe til både togstationen og til ministeriet for turisme for at spørge, men kunne ikke komme igennem nogen steder. Lige som vi havde besluttet os for at tage chancen alligevel, og stod og ventede på bussen til Riobamba, hvor toget skulle gå fra, faldt vi i snak med to piger, som selv havde taget togturen. Og ikke nok med at en ganske rigtigt gik fra en helt anden by, turen varede nu kun en tredjedel af tiden, men kostede over det dobbelte! Da de fortalte at de slet ikke synes, det havde været pengene værd, tog vi en hurtig beslutning og hoppede med dem på en bus mod Cuenca, som skulle have været vores næste stop. Vi skulle og skifte bus i en helt anden by, og her viste det sig, at der kun var billetter til tre personer, og at den næste bus først ville gå flere timer efter og ankomme til Cuenca ved midnat! Charlotte og Michelle, som de to piger hed, var egentlig kommet før os, men besluttede sig for, at hvis vi ikke alle sammen kunne komme med den første bus, kunne de lige så godt vente sammen med os på den næste. Så vi brugte nogle timer sammen med pigerne, spiste frokost sammen, og da vi endelig efter en seks timers lang bustur ankom til Cuenca, delte vi et hostelværelse. Pigerne havde dog allerede været i Cuenca før, og skulle kun have et stop her inden de rejste videre, så næste dag var de væk. Vi tog ud for at se på nogle af de omkringliggende småbyer, som skulle være kendte for deres markeder. Vi blev dog noget skuffede, for på det første marked vi kom til i byen Gualaceo, var der ikke meget andet at se, end hvad vi ellers havde været vant til. Frugt og grønt, kød, skrammel, tøj, sko og levende dyr. Vi fik dog alligevel prøvet nogle forskellige lækkerier mens vi var der, bl.a. små majpandekager, helt lune og nybagte.

Den næste landsby vi kom til Chordeleg var noget anderledes. Af en eller anden grund var gaderne spækket med smykkeforretninger. Det var egentlig meget passende, for Christian og jeg havde årsdag, og han havde skrevet til Helene og sørger for at han gennem hende kunne give mig en gave - så jeg blev et par flotte sølvøreringe rigere. Selve pladsen var også noget mere turistet end ellers, og her lykkedes det Helene at få fat i en af de famøse alpaca-trøjer. Vi fik endnu engang udnyttet at der var køkken til vores hostel den aften, og fik lavet lækker mad, samt fiks smidt en DVD-film på.

Vi ville egentlig have brugt hele dagen på at udforske Cuenca, som er en virkelig charmerende by delt af floden Rio Tomebamba og med mange ældre bygninger, men der gik ikke lang tid, før det begyndte at stå ned i stride strømme, og vi måtte søge lå indenfor. Vi nåede dog at de de vigtigste pladser og et museum for de meget kendte panama-hatte. Disse hatte er blevet fejlagtigt navngivet, da de egentlig stammer fra Ecuador, og det var enormt fristende at gå rundt mellem alle de forskellige modeller, som slet ikke var så dyre som forventet - men sådan en hat ville næppe overleve flere måneder i en rygsæk.

Noget af det, vi dyrkede aller mest i Cuenca var deres marked. Der var blevet bygget en hel ny bygning, hvor kælderen var kødmarked, stueetagen var frugt og grønt, og 1. sal var et madområde. Her endte vi et par gange om dagen for at få det såkaldte papas, som vi også havde stiftet bekendtskab med i Quito, og som bestod af noget så enkelt som kartofler, ris, løg, kød og sovs i en herlig blanding - man kunne få en skål af dette for kun 1,5 dollars! Første gang vi købte det, fandt vi det mærkeligt, at man ikke skulle betale med det samme - vi kunne sætte os langt væk, ud af syne og i princippet stikke af, men skulle først betale når vi afleverede tallerkenerne igen. Det samme galt for den lækre juice vi for det meste fik til maden - et stort glad nylavet juice med brombær, cocos, æble eller andre lækre smage for kun en halv dollar! Vi fandt hurtigt vores yndlingssteder, og efterhånden kunne folk genkende os. Sidste dag i Cuenca kom vi med vores rygsæk, og juice-damen var ked af, at vi allerede skulle videre, og vinkede til os da vi forlod markedet. Når vi ikke spiste morgenmad og frokost på markedet, købte vi gerne ind til at tilberede aftensmåltidet blandt de billige grøntsagsboder her - hvis da bare friskt frugt og grønt havde været så billigt i Danmark!

Fra Cuenca tog vi en bus til Ecuadors andenstørste by, Guayaquil, som ligger ved kysten. Herfra skiftede vi bus og tog ud en lille strandby ved navn Montañita. Ikke noget stort sted, men et paradis for surfere og folk som er på udkig efter solskin og fest. Vi trængte til at få slappet lidt af og få varmen kroppen op efter tiden i de kolde bjerge. Vi fandt et fantastisk hostel, hvor vores dorm lå på "loftet", et stort rum på tredje sal åbent ud til floden, palmerne og resten af byen, og hvor hver seng bestod af en madres med eget myggenet. Når man lå derinde, var det næsten som at ligge i sit eget lille telt, og ret hyggeligt. Hostelet lå lige ned til floden, og dets navn Iguana Hostel, var mere end passende, da flere af de kæmpestore øgler kravlede rundt i træerne, så man kunne ligge og betragte dem mens man slappede af i gyngestolene i fællesrummet.

Vores første nat på Iguana Hostel blev dog på et tremandsværelse, som vi delte med den canadiske surfer Kyle. Og det viste sig, at vores hostel var fuld af søde mennesker! Vi mødte nogle argentinske piger, som sagde vi endelig skulle skrive når vi kom til Buenos Aires, en fyr fra Australien ved navn James, som kørte rundt på sin motorcykel, to andre piger fra australien og en masse andre imødekommende mennesker. Det var helt klart med til at gøre vores oplevelse af Montañita fantastisk. Vi havde på forhånd været lidt nervøse over, hvordan byen ville være, for vores amerikanske venner (David, Christian og Amanda, som vi havde fejret nytår med), havde været i byen nogle dage i forvejen og havde sendt et billede af stranden om aftenen - fuldstændig proppet! Det viste sig dog, at vi ikke havde det problem, da vi var kommet en hverdag, og der var derfor masser af folk uden at man følte at det blev for overvældende. Det ændrede dog ikke på, at Montañita genrelt er et gringo-sted, og priserne var herefter. Vi skulle betale to-tre gange mere for at få et måltid mad end ellers. Byen var også fyldt med souvenirbutikker, hvor man for en betragtelig pris kunne købe sin "I love Montanita" t-shirt, top, takse eller kasket. Byen havde dog også sin charme, gaderne var fyldt med små boder, og hvor hovedgaden endte ud mod stranden, hver der juice og cocktail steder, hvor folk kunne få en lille fjer på om aftenen, og tage deres paraply-drinks ned på stranden for at høre bølgerne og nyde det varme aftenvejr.

Vores første egentlige dag i Montañita tog vi på stranden Sandet var blødt og bølgerne ikke alt for store (desværre for surferne - og måske for os, Kyle havde ellers lovet at han ville give os en gratis lektion i surfing). Om aftenen var der hygge på vores hostel, James spillede på guitar, folk drak øl og piña colada og efter nogle timer gik vi ned til byen og stranden, hvor folk dansede i gaderne eller sad på stranden og hyggede. David fortalte at han havde set folk slæbe et lig op på stranden en morgen - heldigvis var der ingen der besluttede sig for at bade den aften.

Vi ville egentlig have været afsted allerede dagen efter, men på busstationen købte de to piger foran os i køen de allersidste billetter. Og da vi ikke ville med en afgang om aftenen, besluttede vi at blive en dag mere. Det blev mest af alt en afslapningsdag, og ikke den store strandtur - vi var begge to solskoldede og jeg var også begyndt at blive syg. Til gengæld fik vi aftalt med James at han skulle tage med os til Guayaquil og videre til Peru! Ved at tage en bus til Guayaquil om morgenen, kunne vi nå at se byen inden vores natbus til Peru gik. Vi fik opbevaret vores bagage i busterminalen og tog så en bus ned til promenaden - det pæneste område af byen. Hvad vi kørte igennem var heller ikke noget at råbe hurra for - beskidte gader, os og biler var det eneste vi så på vejen. Promenaden var derimod helt ny, med små parker og monumenter og med udsigt ud over en nærliggende bakke, hvor gamle, primitive huse i forskellige farver lå tæt, inden et lille fyrtårn. Langs promenaden var der små butikker, cafeér og restauranter og endda en lille biograf. Vi havde på det tidspunkt gået rundt i et par timer, og jeg kunne virkelig mærke, hvordan energien blev suget ud af mig, i takt med at min hovedpine blev værre og snotten løb ned. James var også ret træt, og vi besluttede derfor at gå i biografen, mens Helene gik op til fyrtårnet. De viste kun én film, en julefilm for børn i 3D, men så kunne James måske også nemmere forstå den. Det viste sig dog at være en fejl at tro, at vi kunne slappe mere af i biografen, for godt nok var sæderne bløde og behagelige, men der var skruet helt op for airkonditionen, så vi endte med at sidde og skutte os. Da vi kom ud, var Helene der ikke, selvom hun burde være færdig med at gå op til fyrtårnet for længst, og efter at have gået frem og tilbage, ledt efter hende ved madstederne og ventet i lidt over ti minutter, blev vi enige om, om hun sikkert var taget tilbage til busterminalen alligevel, selvom vi havde aftalt at mødes op når filmen var færdig. Det viste sig, at hun først var kommet en halv time efter, og derefter havde siddet og ventet på os. Vi endte dog alligevel alle sammen på busterminalen til sidst og fandt heldigvis hinanden.

Det viste sig dog ikke at være enden på vores problemer - der var sket en misforståelse med hvornår bagageopbevaringen lukkede, og mens James og jeg var henne at købe nogle snacks til busturen, havde de lukket og låst stedet fuldstændigt. Helene havde lige nået at få sin taske ud, og havde prøvet at holde mande tilbage, men han gik alligevel - blot fem minutter inden vi ankom. Heldigvis var der en tilfældig rejsende og nogle sikkerhedsvagter, der var søde at hjælpe os, og til sidst fik vi fat i nogen, der kunne komme hen og låse op, så vi kunne få vores rygsække ud - puha! Vi havde i den lille halve time alligevel nået at få sved på panden!

Vores bus til Peru var selvfølgelig forsinket, og den den endelig kom frem blev den yderligt forsinket, da der åbenbart var en kæmpe flok myg, som personalet ikke kunne få bugt med. Det var overalt, og mens man sad i bussen kunne man høre myggene summe. Det var ikke så meget andet at gøre end at pakke sig ind og håbe på det bedste. Det var første gang vi skulle tage en natbus i Sydamerika, og da vi havde søgt på nettet om information om grænsekrydsning, var der kommet en masse historier op om turister, der var blevet bedøvet og berøvet alt! Vi var derfor lidt spændte, men der viste sig ikke at være nogen problemer, hverken med selve busturen eller grænsekrydsningen, og snart befandt vi os i byen Mancora, Peru!