Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle! :)
Fredag stod vi op og tjekkede ud af hostlet. Klokken 9:35 tog vi bussen fra Noosa Heads mod Hervey Bay, hvor vi skulle på 3 dages tur til Fraiser Island, som er verdens største sandø. Vi var fremme i Hervey Bay klokken 13:30, hvor vi blev samlet op ved bussen af det hostel vi skulle bo på. I Hervey Bay var der rigtig godt vejr, juhuuuuu!!! Da vi ankom til hostlet tjekkede vi ind, og gik ned i det hus vi skulle bo i. Vi boede på værelse med 4 andre som skulle på samme tur til Fraiser Island. Klokken 16 var vi til orienteringsmøde omkring hvad vi måtte tage med over på øen, vi måtte nemlig ikke have hele vores rygsæk med. Vi var 23 mennesker som skulle på turen, og det var mennesker fra Spanien, Holland, Canada, Israel, Frankrig, Tyskland, Færøerne, England, Skotland osv, så det var lidt spændende at folk kom så mange forskellige steder fra. Efter mødet tog vi alle sammen ud og handle mad og alkohol ind, til alle dagene på øen. Om aftenen gik vi alle sammen ret tidligt i seng, for vi skulle nemlig meget tidligt op. Vi stod op klokken 05:15 og tjekkede ud fra hostlet klokken 6. Så mødtes vi alle sammen til en morgen introduktionsvideo om hvordan man skulle begå sig på Fraiser Island. Bag efter pakkede vi de 4 biler vi skulle køre i, og så kørte vi afsted. I vores bil var der fire fra Canada, en fra England og en fra Skotland ud over os. Vi kørte ned til en færge som sejlede os til Fraiser Island. Fra færgen så vi mange delfiner, som faktisk var en meget sjælden slags delfiner, så det var lidt cool. Vejret var hammer godt, så det var bare dejligt!! Vi sejlede i ca 30 minutter, og ankom så til øen. Alle fire biler samledes og kørte efter hinanden mod vores første stop. Det første stop var ved en rigtig lækker sø! Vandet var forskellige farver, og lignede lidt en regnbue, og det var rigtig smukt. I vandet var der tea tree oil og eucalyptus væske som er rigtig godt for huden. Vi badede og solede ved søen i noget tid. Bag efter kørte vi videre til et sted hvor vi skulle spise vores frokost. Der var helt vildt varmt, så alle gik bare rundt i deres badetøj. Efter frokosten gik vi en lille tur i en regnskov, hvor der skulle være farlige edderkopper og slanger, men vi stødte heldigvis ikke på nogle af dem. Vi så også en masse lianer, hvilket var ret sjovt :) Efter gåturen gik vi tilbage i bilerne og kørte videre. Det er ret sindssygt at køre rundt på øen nogle gange, for det er jo sand man kører i hele tiden, og nogle steder er det helt ekstremt blødt sand, så bilen skøjter rundt :) Vi kørte ud på stranden, og det var fuldstændig FANTASTISK bare at køre i det helt vildt gode vejr langs havet. Det kan slet ikke beskrives. På Fraiser Island lever der dingoer i det fri, og sådan nogle stødte vi på da vi kørte langs stranden. Vores næste stop var ved endnu en rigtig flot sø. Man gik igennem en skov, og ned til er stort område med sandbakker for at komme ned til søen. Der var utrolig flot, stille og fredfyldt. Der blev igen badet og solet. Da vi skulle tilbage til bilen, blev alle bogstaveligt talt angrebet af myg. Vi fik myggestik over alt. Vi satte os ind i bilerne og kørte mod vores camp. Der var ikke noget toilet på campen, så alt foregik i naturen....... Vi skulle sove i 4-mands telte, og vi fandt et sammen med spanioleren Martha og hollænderen Anuk. Vi begyndte med det samme at lave aftensmad, og vi lavede burgere sammen med den lille gruppe mennesker vi havde købt mad med. Vi sad alle sammen og spiste og hyggede os. Om aftenen trak vi kort frem, og spillede i rigtig lang tid. Det var så hyggeligt at sidde ude i det fri imens det er mørkt, med en masse søde mennesker, trods de rigtig mange insekter der bed os hele tiden. Flere gange fik vi besøg af en dingo, som prøvede at stjæle vores mad, og de kommer bare helt tæt på, så det er lidt skræmmende. Senere gik vi i seng, og vi havde sand over alt. Der er ikke nogle steder man kan gå i bad, så vi måtte hive sandet med i soveposen :) Vi vågnede tidligt om morgenen, da der blev rigtig varmt i teltet. Vi stod op og lavede morgenmad. Vejret var solrigt, men med nogle truende skyer. Vi satte os i bilerne og kørte ud på stranden, som lå lige ved vores camp. Vi kørte op ad stranden, og vores første stop var et sted man kunne bade. Det var en å med helt blankt vand, hvor man først fulgte en sti ind i skoven. Så gik man i vandet og så flød man med strømmen ned ad åen, indtil man kom ud til stranden. Det var helt specielt bare at flyde i åen gennem skoven. Da vi skulle til at væk fra dette sted, begyndte det at regne - meget!! Det regnede hele resten af dagen. Vores næste stop var ved et skibsvrag. Det var lidt uhyggeligt at være på stranden, hvor skyerne og sorte og regnen står ned, og der er et skibsvrag. Det var som taget ud fra en film. Vi kørte rimelig hurtigt videre, til vi kom til noget man kalder champagne pools. Det er et fladt sted på klipperne, hvor der er nogle huller som er fyldt med vand, så det ligner små pools. Det hedder champagne pools, fordi at vandet bobler når bølgerne skyller ind over hullerne. Der var rimelig mange alger i vandet, så det var ikke alle der gik i. Bag efter stoppede vi ved vores guides ynglingssted. Det var et rigtig flot sted på strandet. Her så vi også en dingo. Vi så også en rokke, for idet at havet havde trukket sig tilbage til lavvande, var der dannet en lille "sø" hvor nogle havdyr var fanget indtil det vil blive højvande igen, og et af de dyr var den kæmpe rokke. Bag efter kørte vi til dagens sidste stop, som var ved Indian Head, hvilket er det østligste punkt på øen. Man kunne gå der op hvis man havde lyst, men det var der ikke særlig mange der gjorde, for det regnede helt vildt! Vi kørte til vores camp, og alle var meget spændte på at se om deres telte havde holdt vandet ude. Vores telt havde heldigvis, der var kun kommet lidt vand ind, men nogle af de andres telte var fuldstændig oversvømmede. Vores guide sagde at vi havde et valg, og det var enten af blive i campen og sove selvom der var vådt over det hele, eller vi kunne vælge at betale 20$ og sove på et hotel på øen. Vi valgte at blive i campen. Vi begyndte at lave mad, og vi fik pølser og salat :) Vi satte os ved bordene selvom bænkene var helt våde, og så hyggede vi os ellers bare. Alle var drivvåde. Vi gik rimelig tidligt i seng. I løbet af natten vågnede vi flere gange, fordi det larmede helt vildt når det regnede mest. Den ene af pigerne vi sov med vågnede op med en plaskvåd sovepose, og vi andre havde våde fødder og vand over vores hoveder, så det var en interessant nat. Nogle fra vores gruppe sov i bilerne fordi deres telte var oversvømmede. Da vi vågnede var der stadig lortevejr, så vi pakkede hurtigt bilerne sammen og kom afsted. Vi kørte til en sø, hvor nogle få badede. De fleste gad ikke fordi det regnede så meget. Bag efter kørte vi til et sted hvor vi spiste frokost. Det var det første toilet på den tid vi havde været på Fraiser Island hvor der var håndsæbe, så vi var lykkelige!! Da vi havde spist frokost kørte vi på færgen og sejlede hjem. Det skal lige siges at vinduesviskerne i vores bil ikke virkede, og det regnede så meget at man ikke kunne se ud ad forruden, så det var lidt uhyggeligt. Det var fantastisk at komme hjem på hostlet og komme i bad! Vi skulle bare have vasket alt det sand af vores krop, som havde siddet der i 3 dage!! :) Vi kom hjem fra fraiser Island en fantastisk oplevelse og ca 75 myggestik hver rigere ;) Om aftenen slappede vi bare af. Idag har vi gået en tur i Hervey Bay, trods lortevejr. Ellers bare siddet på hostlet og ventet på at komme med bussen klokken 20:55. På et tidspunkt får vi at vide at vores bus ikke kører pga. vandmængderne. Vejret er ret ekstremt. Der er massive oversvømmelser overalt på østkysten, så de fleste veje er lukkede, busser er aflyste, tog kører ikke osv. Vores problem er at vi SKAL være i Airlie Beach i morgen, fordi vi skal på tur i overmorgen. Rigtig mange fra Fraiser Island turen skal også til Airlie Beach og på samme tur som os, så vi var ude i at leje bil og køre der op, men det er for risikabelt blev vi enige om. Vi fandt så også ud af at den bus vi skal med kører alligevel, så vi er glade. Det skulle dog komme til at regne de næste 14 dage, så nu sidder vi og fundere over om vi skal rejse tidligere væk fra Australien, så det er lidt træls... Krammer fra det oversvømmede Australien :)
- comments
Charlotte Juhl Christensen hejsa søde piger. I oplever godt nok en frygtelig masse spændende ting.....!!! Så skønt at følge jeres tur. Glæder mig allerede til næste blog-opdatering. kæmpe knus fra tante Lotte
Peter Trudslev Hej med jer. Øv øv øv for et regnvejr, det var i vejrudsigten herhjemme i går med store oversvømmelser på øst kysten og stærk storm i vest. Det er da nok muligt at i skulle prøve at lave lidt om på jeres plan for jeg er bange for det kan genere jer en hel del. Nå men det finder i jo nok ud af :-) I kan tro vi havde en super skitur til Wilders Kaiser / Brixental i Østrig. Boede 25 min. Kørsel fra Løjpen og vi spiste alt muligt mærkeligt og drak jagtede, glühwein og fadøl. Frederiks favorit var Kaiserschmarrn som er en slags pandekagesmulder med hjemmelavet marmelade og flormels på. Christopher var mere til nudelsuppe med to hele pølser i og Josh til toast. Var selvfølgelig også ude og få en rigtig wienerschnitzel på en restaurant som lå lige på den anden side af gaden hvor vi boede. Til morgen fik vi leveret en liter af gårdens hjemmemalkede mælk som drengene var helt vilde med.uhmmm.. Vi havde sol i de to første dage og ellers lidt overskyet med vindestillaterne og ca. -5 gr. Så det var perfekt. Det var så 3. Weekend i træk jeg var på skitur så nu har jeg fået nok for i år og glæder mig til golfsæsonen. På fredag skal vi ned til Jan og Joan og lørdag til Mormors fødselsdag. Lørdagen efter holder vi Frederiks fødselsdag. Sidder lige og ser på google Earth.Airlie beach ser godt nok lækkert ud med lækker lystbådhavn og hyggelige strande, men det er der jo også på Fiji og Nz. Kan i nu have det rigtig godt og glæder mig til at høre spændende nyt. Knus fra Peter.