Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle søde jer.
Nu er vores eventyr på de fantastiske Fiji øer slut, ææææv :( Vi har dog haft en helt fantastisk uge, og Fiji er virkelig et af de flotteste og mest afslappede steder vi nogensinde har været! Internet har vi ikke været på, så blogindlægget er ret langt. Vi har dog prøvet at begrænse det, og dele det ind i dage, så i måske har lidt lettere ved at overskue at læse det :)
Torsdag: Endelig ankom vi til Fiji, jubii! Vi fløj fra Brisbane ved 23:30 tiden, og ankom til Nadi klokken ca 5 om morgenen. Vi fløj i 3 timer, men vi er nu også yderligere 2 timer foran Danmark, så det lykkedes kun for os at få 2 timers søvn den nat! Da vi ankom, skulle vi vente til 6:50 på den bus som skulle køre os ned til havnen. Da vi ankom til havnen checkede vi ind og boardede på båden ikke længe efter. Vi sejlede i omkring 5 timer, helt op til de nordligste Fiji øer. Vi blev hentet på båden af en lille speedbåd som sejlede os ud til den ø vi skulle bo på. Vi boede på Coralview Island Resort og der var så dejligt! Da vi kom af speedbåden blev vi taget godt i mod af personalet med en lille drink, hvorefter vi blev vist ind til et bord som vi skulle sidde og spise frokost ved. Da alle sad ned sang de en sang for os på fijiansk, og man kunne slet ikke stoppe med at smile, for de var simpelthen så søde :) Efter frokosten checkede vi ind og blev fulgt til vores senge. Vi brugte resten af dagen på at sole os. Vi bor lige ved siden af stranden, så det er super! Personalet er helt vildt søde og hjælpsomme, og stemningen her er bare dejlig afslappet og helt nede på jorden. Under aftensmaden sad personalet og spillede på instrumenter og sang på fijiansk, og det var så hyggeligt. Vi faldt godt i snak med to svenske piger, så dem sad vi og fik en lille fijiansk øl med. Alt i alt havde vi en fantastisk første dag på Fiji!
Fredag: Vi stod op til endnu en dag med fantastisk vejr. Vi spiste morgenmad, og gik så en tur over til en anden strand på øen, sammen med de to svenske piger, og den strand var fantastisk! Sandet var helt hvidt og vandet var krystal klart! Man kan kun være på den strand når der er lavvande, så vi havde ikke specielt lang tid der desværre. Bag efter gik vi tilbage til Coralview og solede indtil frokosten var klar. Efter frokost solede vi igen indtil klokken 15, hvor vi gik en tur op til et af de højeste punkter på øen, og udsigten var så flot. Da vi kom ned igen skyndte vi os i havet, for det var sindssygt varmt at gå den tur til toppen, så vi trængte i aller højeste grad til at blive kølet ned. Bag efter sad vi med en kop te og hyggesnakkede rigtig længe. Efter aftensmaden skulle vi alle sammen samles i en rundkreds nede på stranden, hvor de havde sat fakler op. Her skulle vi prøve og smage Fijis nationaldrik, som hedder Kava. Det er hovedsageligt vand blandet med et eller andet fra en rod, og hvis man drikker store mængder af det, så bliver man skæv. Der var dog ingen chance for at vi nogensinde bliver skæve af at drikke det, for det er det klammeste vi begge to nogensinde har smagt! Det smager lidt af søvand med træ i, puuuha! Efter Kavaen spillede personalet musik for os og sang, så det var rigtig hyggeligt. Da de var færdige med at spille gik vi i seng.
Lørdag: Vi stod op og spiste morgenmad, hvor efter vi tjekkede ud fra Coralview, da vi skulle prøve at flytte over på et andet resort på en anden af Fijis mange øer. Vi blev først hentet ved 13:30 tiden af færgen, så tiden indtil der brugte vi på at sole os, og så tog vi også på en lille tur til en lækker strand. Det er en strand som kun eksistere når der er lavvande, og vandet var fuldstændig fantastisk der. Helt blåt og klart. Det er ret specielt, for vandet er meget lavt der, så man kan gå så langt ud at man føler man står midt ude i havet! Da stranden begyndte at forsvinde ved højvande, sejlede vi tilbage til Coralview. Da vi skulle væk fra Coralview sang personalet en farvel sang og de var så søde. Vi skulle sejle i ca halvanden time indtil vi ankom til Korovou Resort, og de svenske piger vi snakkede med, tog med til samme sted som os, så det var super dejligt! Vi mødte hurtigt 3 gutter fra Dronninglund som hedder Jeppe, Jacob og Nicolai, og dem kom vi godt ud af det med, så det var dejligt. Efter aftensmaden lavede personalet et show for os hvor de dansede, og bag efter skulle alle vi andre også med op og danse. Det var så sjovt!! Efter en fælles dans, var der en dansekonkurrence, hvor Anna var partner med Jeppe, og Amalie var partner med Jacob. Det var lidt ligesom stopdans, bare hvor man sendte en pind rundt, og det par der havde pinden når musikken stoppede var ude af legen. Anna og Jeppe var så gode at de vandt dansekonkurrencen, wuhu! Resten af aftenen brugte vi sammen med Jeppe, Jacob, Nikolai, Agnes og Bella, hvor vi spillede et terningespil vil lærte af en rigtig sød fijiansk mand, samtidig med at vi drak et par øl :) Efter spillet var vi alle sammen enige om at vi skulle i poolen, så vi tog og lige en nat badetur :) Bag efter gik vi i seng. Vores indtryk af Korovou Resort var at det er fint nok, men det er ikke lige så godt som Coralview, så vi besluttede os for at tage videre søndag, til et andet resort.
Søndag: Færgen mod den nye ø gik først 14:30, så vi havde noget af dagen på Korovou Resort. Klokken 10 tog vi med personalet i kirke. Det var en meget speciel oplevelse. De synger rigtig meget når de er i kirke, og de blev meget sentimentale. En fijiansk kvinde begyndte lige pludselig at græde helt ekstremt meget! Hun skreg, så meget græd hun. Det blev vi ret rørte over. Resten af tiden indtil vi skulle med færgen brugte vi på at sole og bade i poolen. Da vi tog med færgen skulle vi kun sejle i en halv time, før vi ankom til Barefoot Island sammen med de svenske piger og danske drenge. Barefoot var et rigtig dejligt sted. Der var en strand hvor man kunne se solopgang, og gik man over på den anden side af øen var der en strand hvor man kunne se solnedgang, og det tog kun 2 minut at gå fra den ene strand til den anden. Vi boede i små huse med 2 andre. Vi fandt hurtigt ud af at øen var fuld af fluer og dumme myg, så vi blev ædt op ad myg... igen. Vi brugte dagen på at sole og bade i det helt fantastiske klare, blå hav øen er omgivet af. Det var så lækkert. Vi var også over og se drengene spille volleyball i lidt tid. Lige inden vi skulle spise aftensmad, sad vi sammen med vores søde venner og hyggede. Vi sad helt ned til havet, og fik nogle gode drinks. Efter aftensmaden var det øl-tid, så der fik vi kørt lidt Fiji øl ned :) Det var en rigtig god aften!!
Mandag: Vi stod allerede op klokken 06:30. Anna lagde ud med en morgensvømmetur, mens Amalie læste :) Klokken 10 tjekkede vi ud, for vi skulle videre til South Sea Island med Jeppe, Jacob og Nikolai klokken 15. Vejret var elendigt den dag. Det regnede ret meget. Vi badede dog i havet alligevel :) Vi hyggede os også med kortspil med drengene indendørs. Da vi skulle afsted med færgen videre, fik vi en farvelsang af personalet ligesom de andre steder vi havde været. Vi sejlede i 2 en halv time før vi ankom til South Sea Island, og da vi ankom fik vi et chok. Vi vidste godt det var en lille ø vi skulle bo på, men ikke at den var SÅ lille. Det tager 5 minutter at gå øen rundt, hvis ikke mindre :) Det var så specielt at bo på så lille en ø, men det var vildt hyggeligt. Vi blev vist til det dorm vi skulle bo på, og valgte vores senge. Så gik vi i baren med drengene, og satte os i sækkestole med en øl. Ikke længe efter var der aftensmad. Efter aftensmaden var der krabbeløb, og det var helt vildt sjovt. Vi skulle hver især vælge vores krabbe, skrive vores lykketal på den og giv den et navn. Så skulle alle krabberne være inde i midten af en cirkel, og de første 4 krabber som fandt ud af cirklen, ville komme i finalen. Jeppe, Nikolai, Jacob og Amalie kom i finalen, og Jacob vandt krabbeløbet :) Hans gevinst var en flaske hvidvin, som han var så sød at dele med os andre :) Vi drak et par øller inden vi smuttede i seng.
Tirsdag: Vi stod op til regn og blæst. Vi blev vækket af en ansat, som kom og sagde der var morgenmad. Vi tænkte at det ville blive en rigtig lang dag, for når det regner og blæser, er der ikke rigtig noget man kan lave på så lille en ø. Vi satte os sammen med drengene, hvor vi i rigtig lang tid bare sad og snakkede. Vi tog sammen med Nikolai og Jeppe ud på en båd med glas i bunden, så vi kunne se det flotte koralrev og de flotte fisk der er lige hvor vi bor. Det var rigtig flot. Bagefter fik vi frokost, og efter frokosten kom der nogle fijianske mennesker og underholdte med sang og dans. Da de var færdige var vejret faktisk blevet rigtig godt, jubii, så vi lagde os alle fem ud og solede. Vi blev kaldt op til kokosnød demonstration, hvor vi lærte at skrælle, åbne og skære en kokosnød. Det var lidt sjovt. Bag efter lærte vi at binde saronger så det lignede kjoler. Efter de to ting, skulle Nikolai, Jeppe og Jacob væk fra South Sea Island, så vi sagde farvel til dem, og det var faktisk ret trist. Vi har dog aftalt med dem at vi ses, første fredag efter vi kommer hjem i byen, så det glæder vi os til :) Om aftenen sad vi og hyggesnakkede i laaaang tid, og vi gik for en gangs skyld tidligt i seng.
Onsdag: Vi stod heldigvis op til rigtig dejligt vejr, selvom der blæste rigtig meget. Det var sidste dag på Fiji øerne, og klokken 5 skulle færgen hente os og sejle os ind på hovedøen igen. Vi brugte stort set hele dagen på at sole os på stranden, da vi godt lige ville suge det sidste sol til os inden vi forlader Fiji. Da vi skulle med færgen mod hovedøen, fik vi som de andre steder en farvelsang. Nu sidder vi i lufthavnen på Fiji, hvor vi skal overnatte i nat, og så går turen ellers mod New Zealand i morgen tidlig. Vi har haft en fuldstændig fantastisk uge på Fiji, og nu ser vi frem til at opleve New Zealand! :)
Knus fra os :)
- comments
Peter Trudslev Hej med jer. Polynesien er bare fantastisk, dejligt blogindlæg fra jer, man bliver helt vildt glad på jeres vegne. Fortsat rigtig god tur til New Zealand. PS var i i lufthavnen i morges da jeg lige skrev lidt, i forsvandt så pludseligt. Mange knus. Peter