Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle søde jer! :)
I torsdags havde vi en heeelt vildt god dag! Vi vågnede og havde en stille og rolig morgen hvor vi var på internettet, fik morgenmad og sad og solede ude på vores lækre altan! Lige efter frokost blev vi hentet af en bus, som skulle transportere os til Hobbiton, som er det sted Hobbitterne bor i Ringenes Herre. Det var fuldstændig fantastisk at være der! Vi havde helt vildt godt vejr, og der var bare en rigtig dejlig stemning der! Når man står i "byen", kan man ikke se nogen form for bygning eller andet moderne skidt nogle steder. Det er bare ren natur over det hele. Vi gik en tur gennem Hobbiton, hvor vi først så en masse hobbit huse og en lille urtehave. Da vi gik op ad vejen så vi endnu flere hobbit huse, indtil vi kom op til det vigtiste af alle husene, nemlig Bilbo og Frodo Baggins hus! Det var super cool at stå lige der hvor de har været :) Bag efter gik vi ned og så 'the party tree' og 'the party field'. Vi sluttede turen af med at få en øl på 'the green dragon'. Det var så god en tur! :) Da vi kom hjem, sad vi på altanen og så solen gå ned bag bjergene :)
Fredag stod vi ret tidligt op, da vi blev vækket af vores to tyske værelseskamerater som havde et ret højlydt skænderi. Vi gik ned og fik morgenmad, hvor efter vi gik en tur i Rotorua. Vi gik ned langs en sø, hvor vi blandt andet så sorte svaner. Senere gik vi hen til en park, hvor vi så nogle søer med røg på overfladen, som man kalder geysere, og vi så også mud pools. Rotorua er faktisk det område i hele Oceanien hvor der er mest geotermisk aktivitet, fordi jordskorpen er så tynd. Bag efter gik vi tilbage på hostlet og solede indtil vi klokken 12:30 skulle med Stray bussen mod Taupo. Der er ikke langt fra Rotorua til Taupo, så det var ikke en speciel lang bustur. Vi havde dog 3 stop på vejen, og det første var ved nogle kæmpe mud pools! Det andet stop var ved et lille sted vi kunne bade, hvor der løb en å med rigtig varmt vand og en å med meget koldt vand og så blandede de sig der hvor vi kunne bade. En lidt speciel ting ved den lille "sø" var at man kunne få meningitis af at bade i søen, så man skulle holde hovedet over vandet! :) Efter lidt tid der kørte vi videre, og ankom til det sidste stop som var ved Huka Falls, som er en af New Zealands mest besøgte steder, fordi mængden af vand der kommer ud over vandfaldet er ret vildt. Hver 3 sekund kommer der nok vand ned af vandfaldet til at fylde en olympisk pool. Efter besøget ved Huka Falls kørte vi til Taupo, og fik tjekket ind på vores hostel. Bag efter gik vi ud for at handle ind, og så kom vi også lige til at shoppe lidt :) Da vi havde været hjemme på hostlet med vores indkøb, gik vi en tur i Taupo, hvor vi blandt andet så Lake Taupo. Den sø er New Zealands største sø, og siges at være på størrelse med hele Singapore. Bag efter gik vi hjem og lavede aftensmad, så en rugby kamp i fjernsynet og gik så i seng :)
Lørdag kørte Stray bussen klokken 9, mod Whakahoro (udtales 'f***ahoro' hæhæ). Vi ankom til den farm vi skulle overnatte på lidt senere på dagen. Farmen hed Blue Duck Station, da den største del af deres arbejde, går med at prøve at rede den blå and, som er en meget truet dyreart og som kun findes i New Zealand. Man havde mange forskellige muligheder for aktiviteter man kunne lave, men vi valgte at tage på kayak tur ned ad Retaruke River. Oppe langs Retaruke River ligger der en sti, og den gåtur man kan tage der, er bedømt som en af verdens 10 flotteste gåture, men vi fik at vide at det var endnu mere fantastisk at opleve Retaruke River nede i selve floden, og det var virkelig og en fantastisk tur vi havde! Vi sad i kayaken i godt og vel 2 en halv time, og naturen omkring var så smuk. Da vi kom til det sted turen stoppede, hev vi vores kayaker op ad vandet. Lidt efter blev vi hentet af en speciel jet boat som skulle sejle os tilbage. Grunden til at den er speciel er at den er kendt for at accelerere meget hurtigt + det at den i høj fart kan dreje 360 grader rundt. Første gang båden drejede rundt blev vi hammer våde. Anna synes at det var super fedt, men Amalie var på den anden side klar til at hoppe ud af speedbåden. Hun var så bange. Speedbåden drejede rundt i alt 3 gange før vi kom i land igen, og der fik Amalie fortalt Anna at hvis hun havde lyst til at prøve det igen videre på rejsen, så måtte hun gøre det alene, for det var første og sidste gang Amalie prøvede sådan en båd :) Vi gik op til en lokal mands hus, hvor han gav en øl på terrassen imens han fortalte en masse rigtig sjove historier. Bag efter blev vi kørt hjem. Efter aftensmaden sad vi og så solen gå ned over bjergene. Whakahoro er forresten et utrolig lille sted som ligger langt inde i bjergene, og det var utrolig sjovt at prøve at bo hos nogle lokale på deres farm! :)
Søndag stod vi allerede op klokken 5:45, da Stray bussen kørte videre klokken 6:45. Vi kørte fra Whakahoro til National Park, og det tog kun en times tid. Planen for den dag var at vi skulle på en heldags gåtur, som om sommeren ligger på top 10 for verdens flotteste gåture, og om vinteren ligger den faktisk på verdens top 3! Turen hedder Tongariro Alpin Crossing. Turen er lige godt 20 km lang, fører en op i ca 2 km højde og krydser vulkaner og kratere. Man går lige ved siden af vulkanen Ngauruhoe, bedre kendt som Mount Doom i Ringenes Herre, som er den vulkan Frodo smider ringen i til sidst i filmene. Turen tager normalt 7 timer, men vi klarede det på 6 timer :) På vej op så vi blandt andet nogle blå søer og et rødt krater, men bare det at gå i sådan et område med vulkaner er helt specielt, og udseendemæssigt lignede det man gik på månen. Der blev koldere og koldere jo længere vi kom op, så vi startede i top, måtte senere tage langærmet trøje på og til sidst måtte den tykke trøje også findes frem. Nabo vulkanen som ikke var så meget højere end Ngauruhoe havde faktisk også sne på toppen. Vi havde helt klart vejr, så da vi nåede toppen 2 kilometer oppe, var der den smukkeste udsigt man kunne forestille sig! Det var så fantastisk. På vej ned blev vi enige om at den oplevelse vi havde fået ved at gå den tur, ligger på vores top 5 liste over de aktiviteter vi har lavet gennem hele rejsen! Det giver måske en lille ide om hvor fantastisk det var! :)
Mandag kørte vi fra National Park klokken 9, mod Wellington som er New Zealands hovedstad. På vej mod Wellington gjorde vi stop i en by som er kendt for gummistøvle kast, og der havde alle fra bussen en lille gummistøvle kast konkurrence! Det var helt vildt sjovt, selvom vi ikke vandt! :) Bag efter kørte vi videre, og gjorde næst stop ved en cafe hvor folk kunne spise frokost. Det sidste stop vi havde var et toilet stop ved en kæmpe legeplads, så der var vi i 20 minutter, så folk kunne slå sig løs på legepladsen. Bag efter kørte vi videre indtil vi ankom til Wellington klokken 15. Vi brugte dagen på at være på New Zealands nationalmuseum, hvor vi blandt andet prøvede at mærke hvordan et jordskælv føles og så den tungeste blæksprutte der nogensinde er blevet fanget. Det var ret sjovt faktisk :) Ellers har vi bare slappet af og plejet vores ømme kroppe og forbrændte ansigter hihi :)
Knus og krammere fra os!
- comments
Claus Trudslev Hej Piger. Det lyder bare helt fantastisk derude i NZ. Sikke nogle natur oplevelser i får, og bare det at tænke på at I går der hvor Hobitten og Ringenes Herre er optaget er vildt fantastisk. nyd varmen derude, herhjemme er der stadig minus 5-10 grader. Håber det bliver bedre inden I vender hjem, eller får I noget af et temperatur chok. nyd det derude og nyd livet. Claus