De tre sidste dage på Bali har stået på ren afslapning i Kuta på sammen med vores danske venner. Onsdag aften endte dog i en ordentlig bytur, hvor vi alle sammen var rimelig ramte om torsdagen. Desværre skulle to af de danske piger samt deres rejsekammerat Thomas hjemad mod Danmark torsdag aften.
Fredag d. 5/7 tog vi sammen med en af de danske tøser, Carina, flyet til Kuala Lumpur i Malaysia, hvor Gustav og AM fortsatte mod Ho Chi Minh City og Carina videre en måned til Thailand. Nu er vi altså endnu en gang kun os to - vi havde ellers lige vænnet os til at være en flok.
Vi landede i Ho Chi Minh City i Vietnam kl. ca. 19.30. Der var heldigvis kun ca. 5 km til vores hotel, Saigon Sports 3 Hotel, som ligger i backpackerarea på Pham Ngü Läo Street, en lille sidegade fra Trãn Hung Dao hovedgade. Backerpackerstilen med turister og endeløs øl på bordene og alt for højt musik var, hvad vi blev mødt af på vores hotel. Her serverer restauranterne burgere og pizzaer, og forretningerne er fyldt med stakkevis af t-shirts, solbriller (piratkopierede), guidebøger (også piratkopierede), cd'er og dvd'er (helt sikkert også piratkopierede) og rygsække (ikke altid piratkopierede) ;-)
Tãy ba lõ (rygsækkerejsende) er altså en god forretning for de lokale i kvarteret rundt omkring Pham Ngü Lão.
Ho Chi Minh City ligger i den sydlige del af Vietnam, og skiller sig meget ud fra, hvordan den nordlige del ser ud - siger gustav, som kun har været i Nord- og Centralvietnam. Det er en kæmpe by med over 10 mio. indbyggere, og byen oser af erhvervsliv, dvs masser af penge i form af skyskrabere overalt. Der cruises ud og ind over for rødt og gul og grøn, som om alle er farveblinde. Her er ingen regler - det gælder bare om at liste sig over vejen og be til ikke at blive kørt ned af de millioner af motorcykler og scootere.
Ho Chi Minh er opkaldt efter en person, som var karakterisk i Vietnamkrigen og som spiller en stor rolle i landets - desværre ofte tragiske - historie. Byen hed før Saigon og er stadigvæk kendt under dette navn. Saigon blev skabt af franskmændene, som i 1859 erobrede den lille fiskerby; alt blev revet ned og ødelagt. Den dengang så fredelige franske provinsby er i dag en eksplosion af liv, og den er hele tiden i forandring. En vild og dynamisk by.

I dag, lørdag d. 6/7, havde AM planlagt en sightseeingtur rundt i Ho Chi Minh City. Vi gik fra vores hotel til Ben Thanh Market, som er et kæmpe samlingspunkt for lokale handlere. I den yderste "cirkel" af markedet er der faste, lave priser, men så snart man bevæger sig indad i cirklen, skal man prutte endnu hårdere om prisen. I 2012 havde Ben Thanh Markedet 100 års jubilæum siden franskmændene opførslen af franskmændene. Her kunne man simpelthen få alt, hvad hjertet begærede. For enden af markedet i den yderste cirkel, stødte vi på "frisk" kød og madmarked. Frisk i den forstand, at de pillede og snittede kødet med hænderne, men tanken om, hvor mange bakterier det egentlig indeholdt i de 35 grader, lod vi strejfe forbi os... Her var fisk, der spruttede ud fra deres baljer, griseører, hjerner, hjerter, grisefødder og tæer, lunger, lever - der var virkelig ikke noget, der skulle gå til spilde. Det så ikke indbydende ud, men dog en meget stor oplevelse.
Efter markedet gik vi til War Remnant Musuem, museet for krigsforbrydelser. Desværre lukkede det alt for tidligt. vi kunne nemt have brugt flere timer på at studere Vietnam krigen. Museet fokuserer på franske, amerikanske og det sydvietnamesiske regimes krigsforbrydelser, men bygger for det meste på alle krigens grusomheder. Uden for var der fly, helikoptere og andre redskaber, der blev brugt i 1960 af den sydvietnamesiske regering. Det var virkelig spændende, så brutalt, og det var med til virkelig at sætte os ind i Vietnamkrigens historie. Guerillakrigen startede i 1960'erne og sluttede først i 75, hvor 58.000 amerikanske soldater havde mistet livet og 3 mio vietnamesere var blevet dræbt (heraf 2 mio civile) og ligeså mange sårede... Det var så forfærdeligt. På museet kunne man se en masse våben samt alt for forfærdelige billeder af mord, der aldrig skulle havde fundet sted. Der var også et lokale kun med billeder og udsagn fra amerikanerne, selvom det var svært at sætte sig ind i... Propaganda uden lige! De var virkelig nogle tyranner.
Bagefter gik vi på restaurant Nphom, hvor vi tog en evighed om at bestille, da menukortet var uoverskueligt med diverse legemesdele fra dyr - dog fandt vi en appetizer, som bestod af nogle lækre forårsruller: phõ, som vi havde læst om skulle være lækkert, hvilket passede. Derefter fik vi begge en noodlesoup med kylling, hvilket også var udemærket.
Herefter gik vi på Reunification Palace = uafhængighedspaladset. General Minh fik kun 43 timer som præsident for den sydvietnamesiske republik, der var skabt af Frankrig og USA. Den 30. april 1975 indtog befrielsesbevægelsen og den nordvietnamesiske hær Saigon og brød gennem dette palads, hvor præsidenten kort boede, og gennemsmadrede det. Det vi så, var altså (selvfølgelig) et genopbygget palads. Herefter kom en anden præsident på banen, Diem, som var katolsk, og han var ikke særlig populær, da hans bror var en værre fætter. Han forfulgte alle buddister i syd. Her blev det endnu bombet, og præsidenten kunne flygte til kælderen eller til taget, hvor han kunne flygte fra sin bror i helikopter. Paladset var smukt indrettet til daglig brug med privat teater, biograf, bar med dansegulv og udsigt over hele Saigons centrum. Vi var på guidet tur hele vejen igennem, men AM synes nok, at det var noget mere spændende, end hvad gustav lige synes... Det med museer har aldrig været hans favorit ;-)
Derefter gik vi med forhåbningsfulde øjne mod Alexander De Rhodes gade, som i guidebogen blev beskrevet som High-tech, med jetsettere og luksusbiler overalt, men det kunne vi ikke rigtig se, det lignede blot alt det andet. Vejen førte os hen til Domkirken, som AM gerne ville se. Der er kun 7% af befolkningen, som er katolikker i det sydlige Vietnam, og kirken blev opført i 1877-1883. Det var dog ikke noget arkitektonisk mesterværk, og vi undrede os meget over (som skrevet i bogen), at murstene til kurven var hentet i Frankrig, da der absolut ikke var noget spændende over det samt, at man ikke kunne komme indenfor. Så det at stå og kigge på den udefra, ja døde ret hurtigt...
Herefter sluttede vi vores sightseeing af med at tage til Saigon Sky Deck, Bitexo Financiel Tower. Her tog vi med elevator op på 49. sal på under blot 30 sek. Hvor vi nød udsigten over hele Ho Chi Minh City fra 262 meters højde - luksus! Dog var vi for nærige til at spise og drikke der, da det at se udsigten allerede kostede 200.000 vietnamesiske Dong pr. person, hvilket vil sige ca. 67 danske kroner.
Virkelig god dag med masser af gode oplevelser! Det tog også hele dagen :-)