Santa Cruz og Samaipata Endnu engang sidder vi i en bus, denne gang på vej til Copacabana. Regitze sover (hver gang vi kører i bus - sove sove sove) og jeg bruger tiden på dette blog oplæg. Jeg vil fortsætte hvor vi slap, nemlig i byen Sucre. I torsdags, den 3 marts, fløj vi vores første indenrigsflyvning, fra Sucre til Santa Cruz. En strækning der tager 40 min i luften eller 500 km over bjergene som kan blive til en tur på op mod 23 timer og så glad...

Sucre Fra verdens højest liggende by, Potosi (4200 m) ville vi nu videre til den smukke hvide by Sucre som ligger 3 timer mod øst. I bussen på vej op til minerne faldt vi i snak med to norske piger som havde præcis samme rejseplaner som os, så nemmere blev det ikke at fylde den taxa op. Efter minerne tog vi 4 ud til hvor disse 'shared taxi' holdte til, idet vi træder rundt om gade hjørnet, stormer 5-7 mænd og kvinder imod os, i munden på hinanden råbe...

Potosi Efter saltørkenen blev vi sat af i byen Uyuni som ikke umiddelbart er en by man har lyst til at blive i særlig længe. Byen var utrolig fattig, hundene levede i skraldbunkerne, der lugtede af kattemad og børn sked på gaden!!!! Vi fik dermed hurtig fat i en busbillet videre til Potosi om aftenen. Tiden indtil bussen gik tilbragte vi med vores kære israelske venner med øl og mad :) Trætte og udmattede tog tog vi 3,5 time nord på gennem et smult ...

Turen fra pedro de atacama til salar de uyuni i Bolivia Dag 1 Vi blev hentet kl 7 om morgen i en bus for først at køre en times tid til grænsen mellem Chile og Bolivia. Grænsen lå oppe i omkring 4000 meters højde mellem bjergene, hvor der var sne overalt. Surt for dem der troede at sandaler var et fint valg ;) alex og jeg havde heldigvis taget al varmt tøj på vi overhovedet ejer. Ved grænsen skiftede vi så over til Jeeps hvor vi kunne side 6 personer...

Turen fra Purmamaca i Argentina til San pedro de atacama i nord Chile tog omkring 9 timer i bus og vi tog strækningen i dagslys da det var fantastisk landskab vi kørte igennem. Alt fra kæmpe bjerge til saltørkner. Mindre sjovt var til gengæld da vi stoppede ved de chilenske grænse for at få tjekket pas.. De havde lige glemt at fortælle at det var i 4700 meters højde, så mon ikke det nærmest slog mig (Regitze) i gulvet også måtte jeg lige med ud i bag...