Hold nu helt op, hvor har jeg kørt meget i bus den sidste uges tid. Anne-Line og jeg havde et meget glædeligt gensyn i parken i Antigua, da vi mødtes for at starte vores eventyr. Busturen til Lanquin endte med at tage 9,5 time i stedet for de 7, men vi hyggede os med at fortælle historier om, hvad vi hver især havde oplevet samt høre Mads & Monopolet. Busturen bestod i at køre meget rundt og rundt, men jeg klarede det! Endda uden at tage en køresygepille - jeg tænkte, at jeg lige kunne udfordre mig selv og se, hvor meget jeg egentlig kunne holde til. Jeg havde dog pillerne lige ved hånden. :)
Da vi så småt nærmede os Lanquin, begyndte vores chauffør at spørge, om vi havde reservationer, det havde Anne-Line og jeg ikke. Vi blev lidt nervøse men tænkte samtidig, at vi nok skulle finde et sted at sove. Ganske rigtigt så snart vi steg ud af vores shuttelbus, blev vi råbt til og spurgt indtil, hvor vi skulle bo. Anne-Line var hurtig og valgte, at vi skulle bo på samme hostel, som de andre personer fra bussen. Det var en rigtig god beslutning, da de var vildt søde! For at komme til vores hostel skulle vi køre 45 minutter i en lille truck på nogle sindsyge veje - veje er nok så meget sagt, det var grusstier, som var vildt stejle. Vores backpacks blev smidt om bag i trucken sammen med 15 personer, og jeg blev smidt ind på bagsædet sammen med tre andre, hold op vi sad tæt. :) Da vi endelig kom frem, blev vi indlogeret på et seks-personers-dorm, og da jeg dagen efter vågnede, havde det været hele turen værd. Vi var kommet til et hostel, som lå to minutter fra Semuc Champey, som er sådan nogle vandterrasser, samtidig havde vi fra vores værelse og restauranten udsigt til en flod - og ikke nok med det, da jeg stod op, skinnede solen sørme også. Skønt og tiltrængt! Efter morgenmad skulle vi på tur, først til vandterrasserne, hvilket var en smuk oplevelse, hvor vi svømmede i det skønne vand og hoppede og rutsjede fra de forskellige terrasser. Derefter skulle vi på grottevandring, det var for vildt! Vi fik alle udleveret et lys, som var vores eneste lyskilde på turen. Det var så smukt, da vi alle stod i grotten med vores lys. Da turen så startede rigtigt, kom der godt nok action over feltet. Vi skulle svømme med en hånd, så lyset kunne være over vandet og derved ikke gik ud. Her kom jeg til at sparke min fod ind i stenene der var i siden, og jeg kom til at kradse huden på min stortå op, så det blødte. Heldigvis gjorde det ikke mere ondt, end at jeg godt kunne leve med det. Vi skulle også kravle op af en vakkelvorn stige med lyset i hånden, det synes jeg ikke var helt fedt, da stigen ikke sad fast i den ene side. Men jeg gjorde det. På et tidspunkt kom vi til et vandfald, hvor der er var et reb, så man kunne kravle op igennem vandet. Det havde jeg bare på ingen måde lyst til, så jeg blev i stedet ført om på den anden siden af vandfaldet, i bedste Tarzanstil, vores guide tog fat i rebet og så fat om livet på mig og "trak" mig så ellers igennem vandet, så jeg kunne kravle op af en stige. Det var en vild adevntureoplevelse, og jeg er så glad for, at jeg gjorde det. Selvom jeg nogle steder lige skulle fortælle mig selv, at det nok skulle gå. :)

Efter en både adevnturedag og en afslapningsdag besluttede vi os for at begive os videre nordpå nærmere bestemt Flores, hvor vi skulle se Tikal. Busturen dertil var godt nok noget af en oplevelse, turen var planlagt til at tage ni timer men kom til at tage femten. Vi var kommet godt afsted, havde holdt frokostpause og manglede nu kun tre timer, da vi kommer til en kæmpe kø, som er der, fordi nogle demonstranter har blokeret hele vejen. Vi havde her to muligheder, vi kunne vente på, at vejen ville blive åbnet, nok omkring klokken atten, da vi ankom var klokken seksten, men på den anden siden kunne blokaden også vare i tre dage, eller vi kunne betale 50 quetsales ekstra, også køre tilbage og udenom blokaden, en tur som ville tage seks timer. Den her episode viser, hvor et korrupt land Guatemala egentlig er, for vores chauffør vidste godt, at der var en vejblokade, så han kørte kun denne vej for at tjene ekstra penge. Som han sagde: han havde intet problem med at vente til blokaden blev brudt, han havde masser af tid.
Vi brugte så lang tid på at diskutere, hvad vi skulle gøre, da alle i bussen lidt blev nødt til at blive enige, og vi var så "heldige" at være havnet i bus med nogle meget sure og brokkende israelere. Hold op nogle brokrøve, de ville ikke betale mere end Q20, og når vi så kom frem, havde de slet ikke tænkt sig at betale, fortalte de. Vi endte dog med at køre omvejen og betale de ekstra Q50. Denne tur blev også noget af et eventyr, for mens vi kørte, brød det vilde uvejr løs, det lynede, tordnede og stod ned i stænger. Jeg blev faktisk ret utryg, da jeg ikke synes, at vores chauffør kørte efter forholdene, og jeg var ret bange for, at han lige pludselig ville overse aquaplaid! Men igen gik det godt, og vi lå i vores seng kl. 00.30. :) Desværre var min backpack blevet drivvåd, dog har jeg pakket alt mit tøj i drybags, så skaden var heldigvis ikke større - og nu har jeg lært, at jeg altid skal putte min backpack i min cargoback, når vi skal på bustur. :)
Tikal var fantastisk og storslået. Udover de flotter ruiner så vi også en kæmpe klam edderkop, fy for helvede. Anne-Line var ret sej og holdte den, det skulle jeg så ikke lige nyde noget af. Da vi havde oplevet Tikal, besluttede vi os for at tage videre til Mexico, endda en dag før vi oprindelig havde planlagt, men vi havde begge to bare brug for at komme videre til noget sol og stand. Derfor satte vi torsdag morgen kursen mod Belize, hvor vi skiftede fra vores shuttelbus til en chickenbus, som skulle tage os videre til den mexicanske grænse. Jeg var lidt nervøs for at skulle med chickenbus, specielt fordi turen var 3,5 time, og fordi vi havde alle vores ting med. Men vi fik placeret vores backpacks bagerst i bussen på nogle sæder og op af bagruden, og så sad vi selv sådan, at vi kunne holde øje med dem. Desuden var vi en gruppen på seks personer, som alle skulle til Mexico, og det gav mig en ro, at vi var lidt flere til at holde øje og passe på. Turen gik smertefrit, og Anne-Line og jeg hyggede med madpandekager og bønnemos til frokost - det var lidt en udfordring at smøre bønnemos på pandekager i en hoppende bus. :)

Nu er vi i Mexico, nærmere bestemt Tulum, hvilket betyder, at vi endnu en gang har ændret vores oprindelige plan, som var at tage til Campeche. Vi var dog trætte af at køre så meget i bus og flytte os hver anden eller tredje dag, så vi besluttede i stedet at tage direkte til Tulum, og herfra bevæge os nordpå til Cancun, hvor vi skal flyve fra den 16. december. På den måde har vi mulighed for at bo ti dage det samme sted, hvis det er det, vi har lyst til.
I dag har vi været på stranden, hvor vi betalte cirka 50 danske kroner for at ligge på liggestole og få to drinks. Det var så lækkert at ligge og kigge på tyrkisblåt hav, mens jeg drak drinks og spillede backgammon. Ja livet er nu ganske godt. :)