Så er det vist på tide at vi giver lyd fra os igen. Der er meget at skrive om, så blog'en blev lige pludselig lidt lang.

Sidst vi skrev var vi i Port Maquaire. Vi kørte fra campingpladsen mandag den 8. marts til et koala 'hospital'. Det var frivillige folk som passede og plejede koaler som var kommet til skade i naturen. De prøvede så at få koalerne på højkant og så sætte dem ud i naturen igen. Nogle klarede sig, medens andre kom tilbage til koala 'hospitalet' da de var for dårlige til at klare sig selv i naturen. Vi kørte videre sydpå - tog en lille afstikker ud til vandet - men den vej var ligesom et vaskebræt, og det er ikke sjovt at køre på når man køre med et 'hus' på ryggen. Alt hoppede og dansede - vi holdt ind på en rasteplads, hvor leguaner på 1. meter længde gik omkring. Vi ankom til et hyggeligt område 'Port Stephens' hvor vi slog lejr i en lille by 'Soldiers Point'. Det var en super campingplads - kun med australier, enten var de gamle og pensioneret eller unge med små børn. Alle var så venlige og snakkesalige. Jacob ville gerne gøre sig som kok på en af de utallige BBQ, men han var så uheldig at brænde hans arm, så han gik rundt med en is flaske hele aftenen - ja han faldt i søvn med flasken på armen.

Børnene havde ikke fået nok af delfiner, så vi tog på en ny delfintur. Denne gang med et sejlskib. Børnene kunne ligge i et net i stævnen og kigge ned i bølgen den blå. Vejret var helt super denne dag - ikke en sky på himlen, ja det var faktisk nogle dage siden vi havde oplevet det. Området i Port Stephens er rigtig flot med en masse fjorde, så vandet var helt stille og blåt. Vi så delfiner og vi kunne lægge i et andet net helt nede i vandet - delfinerne kom desværre ikke helt hen til os, men vi så dem i massevis. I Port Stephens har de også en 25 km lang sandklit som flytter sig år for år. Det var muligt at stå på 'sandboard' ned af klitterne. Vi blev kørt midt ind i 'ørkenen' på den højeste sandklit, og så fortalte chaufføren hvordan vi skulle surfe ned af sandklitten. Børnene mente at denne klit var for høj, så Flemming måtte tage den første tur ned. Ja det var godt nok stejlt og hvis man styrtede, så havde man bare sand OVERALT. Flemming klarede det ok, og så turde børnene også og til sidst kom Karin. Det var rigtig sjovt, men så kom det hårde - at komme op igen. For hver skridt vi tog op, så røg vi et ½ skridt ned igen. Ja nu ved jeg ikke med sne (det ved I sikkert mere om end jeg) men det må føles som at gå op af en snebakke - bare meget hårde ! Vi tog mange ture - Jacob skulle lige prøve at stå op på board'et og pludselig lå han ligeså lang han var med hovedet ned i sandet. Efter 1½ time var vi bare så trætte at nu orkede vi ikke mere. Chaufføren kørte os ned til vandet hvor vi tog en forfriskende dukkert, og bagefter var det hjem på campingpladsen og så i poolen igen. Efter flere dage kunne jeg stadig finde sand i mine badebukser som jeg havde på da vi sandsurfede.

Dagen efter, onsdag den 10. marts, ville vi så nå Sydney. Men kun for en kort stund - vi kørte videre vestpå til 'Blue Mountains' Vi lavede et stop ved 'Wentworth Falls' og så den fantastiske udsigt over de 'Blå Bjerge' med vandfaldet i baggrunden. Temperaturen var faldet væsentligt - vi havde stadig de korte bukser på, men nu en langærmet trøje, og det var lige koldt nok. Temp. var nok faldet til omkring 17 grader og det er koldt for os, som ikke har prøvet frost siden januar måned !! Vi fandt en campingplads i Katoomba som lå meget tæt på klippevæggen ned mod 'Blue Mountains' Der var kun 300 meter ned til klippevæggen, hvor det ca. gik 250 meter lodret ned, så det var ikke noget med at gå i søvne den nat. Temperaturen faldt til 8 grader den nat, så for første gang fik vi brug for vores dyner og ikke kun lagnerne, som vi var vant til.

Om torsdagen var vejret rigtig flot, selvom det hurtig kunne ændre sig. Vi havde fået lange bukser på og en regnjakke, så vi skulle nok klare den. Vi købte en billet så vi hele dagen kunne køre i en svævebane over et lille hjørne af 'Blue Mountains' samt køre op og ned til 'Blue Mountains' i 2 forskellige svævebaner/kabeltog. Vi lagde ud med at tage svævebanen som kørte hen over det lille hjørne at 'Blue Mountains'. Der var rigtig nok 250 m. ned og for at gøre det lidt sjovere, så var bunden lavet af glas. Børnene dansede hen over de blå bjerge, men deres gamle far som ikke er helt vild med højder klamrede sig fast til et gelænder. Vi kom over med livet i behold. Vi gik ned til det flotte udsigtspunkt hvorfra vi kunne se de 3 'søstre'. Det er 3 klipper som står for sig selv, højt ragende op fra bunden af dalen. Historien fortæller at det var 3 søstre hvor en heksedoktor ikke ønskede at de skulle blive taget til fange af fjenden, da de skulle i krig med en anden stamme. Heksedoktoren tryllede dem om til klipper og ville så trylle dem tilbage til mennesker når krigen var vundet. Nu blev heksedoktoren bare dræbt i krigen og derfor står de 3 søstre som 3 klipper den dag i dag. Denne historie har virkelig tryllebundet vores børn. Der var mulighed for at gå ned i dalen ned langs de 3 søstre. En tur på 900 store og meget stejle trappetrin, som var hugget ind i klipperne. Karin og Flemming har taget denne tur for 13 år siden, men børnene ville også gerne prøve denne tur, så vi begav os nedad. Jeg tror ikke at de så deres far som den helt store helt den dag. De lodrette klippesider som nabo til trapperne gav mig svimlende fornemmelser. Jeg kunne ikke klare at vores børn som mange gange har en sæk lopper i lommerne, skulle hoppe og danse ned af denne bjergside. Flere gange sagde jeg at ville skulle vende om, men Karin og børnene opmuntrede mig, og fortalte at 'far - det skal nok gå, vi skal nok passe på dig'. Vi nåede endelig bunden - jeg havde klamret mig til Andrea's hånd hele vejen ned. Det gør jeg ikke igen !!! Vi gik en rigtig flot tur i bunden af dalen som er regnskov. Der var rigtig mange dyrelyde og lianer, så vi troede hele tiden at Tarzan ville komme svingende hen til os. Efter ca. 2 times gåtur kom vi hen til bjergbanen. Det tog vi op, da jeg ikke skulle nyde flere trapper denne dag. Det er verdens stejleste bjergbane med en stigning på op til 52%, så det var bare med at holde sig fast. Efter lidt frokost blev vores kort til svævebanen virkelig benyttet, og selv jeg vænnede mig til glasbunden. Børnene tog bjergbanen på 52% mange gange og de synes den var lige så sjov som en Tivoli's forlystelser.

Næste dag tog vi hen til et vandfald, hvor vi kunne gå igennem vandfaldet, og lige efter faldt vandet 100 meter lodret ned. Der var også adskillige udsigtspunkter, hvor børnene elskede at udfordre hegnet, for at tjekke om det stadig gik 200 meter lodret ned. Puha - endnu en nervepirrende dag for far. Jeg tror også at jeg havde spændt lårmusklerne godt den foregående dag, for ikke at falde ned af trapperne, for min lårmuskler var ØMME. Efter endnu en spændingsrig formiddag vendte vi næsen ned mod Sydney. Vi fandt en campingplads i en forstad til Sydney. De havde en rigtig sjov papegøje (i bur, selvom de også fløj frit rundt) som Jacob og Andrea muntrede sig med. Den kunne sige alt muligt og hver gang de begyndte at gå kaldte den på dem. Ja det var næsten umuligt at spise denne aften, da børnene ikke ville løsrive sig fra papegøjen.

Lørdag var det afleveringsdag for camperen - lidt vemodigt, da den var blevet vores transportable hjem over de sidste mange uger, men afleveres, det skulle den kl. 12.00. Vi havde stadig en masse madvare som vi kunne bruge i vores lejlighed som vi skulle have i Darling Harbour, som er meget tæt på centrum. Vi ville derfor køre derind og aflevere vores bagage, Karin og børn samt madvarer i lejligheden, hvorefter Flemming ville køre ca. 35 km. ud til en forstad i Sydney og aflevere camperen. Børnene var utålmodige og far var stresset grundet den enorme trafik og det store skrummel til en camperer som vi prøvede at få ind i centrum af en storby, kørende i venstre side. Efter et par 'hold mund' lykkedes det at finde vores lejlighedkompleks - det var dog total umuligt at finde en parkeringsplads til camperen, så det blev med harveri blinket tændt og ud kom bagage, Karin og børn. Bagagen blev opmagasineret til vi kunne få lejligheden og et par timer blev tilbragt i Darling Harbour. Camperen blev afleveret og familien fandt sammen igen i vores nye tilholdssted for de næste 5 dage. Lejligheden er kæmpestor. 1 etage med opholdsrum, toilet, køkken, og nedenunder en gang, 2 store soveværelser samt 2 badeværelser. Fra begge etager er der en flot udsigt ned over Darling Harbour samt ind til Sydneys skyskraber. Vi fik handlet lidt ind, spist og så var der ellers kæmpe fyrværkeri i Darling Harbour. Sjældent har vi set et sådan kæmpe fyrværkeri. Hjemme igen kneb det lidt for Andrea at sove, for hun havde fødselsdag dagen efter, men hun faldt i søvn og imens gik familien i gang med at pynte op.

Søndag den 14. marts - Andreas fødselsdag.
Så oprandt den største dag af dem alle. Andrea skulle vækkes med fødselsdagssang, men hun sov vist rævesøvn, så hun blev vist ikke vækket. Vi fik sunget for Andrea viftende med små dannebrogs flag. Stuen var flot pyntet med masser af balloner, flere dannebrogsflag samt et nyligt indkøbt 'Happy birthsday' vægophæng. På bordet lå gaver - ikke så mange som normalt, men alligevel mange gaver. Andrea pakkede op - Sofie havde lavet et armbånd hjemmefra, Jacob havde købt en koala'bamse', en trøje med de 3 søstre på, et armbånd købt i Australien, samt en flot pap Nintendo DSI, som næsten kunne spille. Den rigtige model måtte Andrea vente med til hun kommer hjem til DK. Til morgenmaden var der også pandekager i dagens anledning, og Karin kæmpede med at få bagt en glutenfri chokoladekage, men den australske ovn ville ikke som Karin ville. På Andreas fødselsdag kørte vi byen tynd - det var søndag, så vi kunne for 2,50 australsk dollar pr. næse købe en billet som gjaldt til tog, bus og færger i hele Sydney. Vi sejlede til den olympiske by, ville have været inde på stadion, men der blev spillet kamp denne dag (Australsk fodbold - det kunne have været spændende at se, men vi ville ikke bruge hele dagen på det og det var jo Andreas fødselsdag).Vi gik hen til Novotel hotel(anbefalet af Hans og Signe) og kørte op på øverste etage - her v<r flot udsigt over den olympiske by og ganske gratis. Vi kørte i tog tilbage til byen igen, fik lidt at spise, og så med tog og bus igen ud til Bondi Beach - en meget populær strand i Sydney. Vi hyggede i sandet/vandet og så købte vi et par glutenfri pizza'er - helt fantastisk at vi kan købe glutenfri pizza'er på en restaurant. De blev indtaget i strandkanten på Bondi Beach. Mørket var nu så småt begyndt at falde på, så vi tog bus og tog ind til byen igen. Ned til Opera huset og Sydney Harbour for at se dem om aftenen. Det er nogle helt fantastiske bygninger. Omkring kl. 9.30 begav vi os hjem, men festen var endnu ikke slut. Andrea ville have at vi skulle danse stopdans og ballondans, så festen sluttede først kl. 23 hvor hele familien gik til køjs.

Mandag fik Karin lidt hjælp med ovnen, så nu kom den op på den rigtige temperatur. Karin fik bagt kagen, og vi kørte med Monorail (tog som kører på en magnetskinne) ind til centrum. Vi gik en tur ned gennem botanisk have som er kæmpestor og flot. Vi havde vores egen madpakke med som blev indtaget midt i haven sammen med Andreas fødselsdagskage. Vi fik lidt dårlig samvittighed for det lod til at halvdelen af Sydney's forretningsfolk havde trukket i løbetøjet, og løb gennem botanisk have i deres frokostpause. Vi gik ned til Opera huset, booked en tur som vi kunne komme på med det samme. Historien om Opera huset og Jørn Utzon er rimelig fantastisk, og australierne har kun lovord og respekt at sige om Jørn Utzon, selvom han forlod projektet før det blev færdig. Dette var på grund af at pengekassen blev smækket i af en ny regering. Selv børnene fulgte rigtig meget med i foredraget og rundvisningen - især fordi det hele udsprang af en dansk ide. Sidst på dagen gik vi over i den gamle bydel 'The Rocks' før vi igen tog monorailen hjem til Darling Harbour. Vi fik tjekket fødselsdagsmail, og hjemme i lejligheden var der i dag kommet 3 fødselsdagsbreve, så denne aften blev næsten en ny fødselsdagsaften.

Tirsdag havde vi lovet børnene at vi skulle i Sydney Tower og spise. Tårnet er 300 meter højt og drejer rundt, så vi kan få hele Sydney at se uden at skulle rejse os. De var ved at ombygge bygningen hvor tårnet var forankret i, så de hamrede og borede, så hele bygningen vibrerede. Igen kom Flemmings højdeskræk på banen, sæt nu at det hele styrter sammen fordi de hamre lidt forkert. Nå, tænderne blev bidt sammen og den 90 sekunder lange elevatortur blev overstået med propper i øerne. Vi fik et bord helt ude ved vinduet og vi var alle imponerede over udsigten på denne skyfri dag. Det var en buffet, så der blev guffet i os, og især desserten blev prøvet igen og igen og igen. Mætte og veltilpasse og alle i god behold begav vi os ud på Harbour Bridge. Denne gamle bro fra 1932 er også et flot kunststykke. Vi gik op i en af pylonerne, og fik endnu engang en flot udsigt over Sydneys havneområde incl. Opera huset. Vi gik ned til havneområdet, så et par aboriginal spille på deres lokale instrument 'didgeridoos', skrev et par postkort og gik så op gennem byen for at tage monorailen hjem.
Dagens afsnit i dagbøgerne blev skrevet, der blevet badet i swimmingpoolen og denne blog blev forfattet. Så er det vist på tide at komme i seng.

Mange hilsner fra de 5 i Sydney (Kun 2 dage tilbage i Australien før vi drager mod Thailand)