Klokken er 2 om natten, men jeg kan ikke sove. Om 3-4 dage er jeg færdig med mine sidste opgaver og afslutter mine sidste fag. Først nu er det ved at gå op for mig, hvad dette indebærer. Det betyder først og fremmest ferie, en lang pause indtil specialeskrivningen begynder på Roskilde Universitet til september. Men der er en større betydning, som jeg først er begyndt at tænke over nu. Om 3-4 dage har jeg færdiggjort det, jeg tog herned for. Om få dage har jeg klaret det, gennemført en 1-årig mastergrad på Macquarie University og afslutter det studie som har kostet tid, sved og masser af penge.

Hvordan skal man forholde sig til det?

Jeg burde være glad, men føler mig lige nu mest overvældet. De sidste par måneder har jeg udviklet hjemve, og savnet af Danmark, af København, af venner og familie har vokset sig stort. I dag gik jeg gennem Newtown og registrerede uden fortrydelse, at jeg snart ville skifte den velkendte King Street ud med med Københavns gader. Forleden så jeg en musikvideo via en venindes facebook-profil og blev overvældet af nostalgi, fordi den var filmet på sneklædte Enghave Plads og Vesterbro. Der er visse steder som Sydneys glimmer og glamour ikke kan erstatte.

Så jeg er parat til at vende snuden hjem, i teorien altså. For hvad med alt det jeg skal forlade? Om 10 dage flytter jeg ud af den lejlighed, hvor jeg har boet i næsten 11 måneder, forlader et kvarter som uden tvivl er mit yndlingssted hernede, og om 15 dage rejser jeg til Perth. Jeg når at komme tilbage til Sydney for en kort stund, men til den tid vil størstedelen af mine venner være rejst. Jeg har altså knap 10 dage til at sige farvel til folk og til steder, til at få orden i mine sager, flytte, få styr på de sidste rejsedetaljer og få mit liv til at fylde to kufferter og en rygsæk.

For knap 11 måneder siden afviklede jeg mit liv igennem de sidste 4 år, fik det vigtigste begrænset til to kufferter og sendt resten til opbevaring hos mine forældre. Mit værelse blev lejet ud, så jeg havde et sted at vende tilbage til. Denne gang er det mit nye, kortvarige, australske liv, komplet med nye ting (utroligt hvad man får skrabet sammen på under et år) og nye bekendtskaber, der skal afvikles. Omgivelserne må efterlades, som når slangen smider sin gamle ham. Vennerne har jeg ikke tænkt meget over, men nu er jeg så småt begyndt at overveje, hvem jeg højst sandsynligt ser igen, og hvem jeg ikke gør. Jeg har jo prøvet det før, og tid og afstand skiller fårene fra bukkene.

Og så er der alt det, jeg mangler at få set. Oplevelser, der stadig ligger og venter. Hvordan får man presset det hele ind i 10 dage? Og hvordan håndterer jeg den pludselige frihed? Jeg har studeret intenst og uafbrudt de sidste 3 måneder. Det lyder ikke af meget, men jeg har været nødt til at isolere mig i en grad, som jeg aldrig har gjort det i Danmark, for at kunne koncentrere mig om at komme igennem studiet. Hvad så når jeg pludselig er fri til at gøre hvad jeg vil, samtidig med at jeg har så lidt tid og vil/skal nå så meget?