Profile
Blog
Photos
Videos
I dag omk. Kl. 8:30 blev jeg kørt til Rainbow Beach af Cliff, hans ven ,Mike, bor der. Efter at jeg havde fortalt Mike omkring Workaway, HelpX og frivilligt arbejde, spurgte han, om jeg ikke havde lyst til at komme og hjælpe ham et par dage i hans hus.
Vi startede dagen med at tage hans 4WDog køre ned på Rainbow Beach. Mike ville vise mig de flotte farver på sanddyngerne på stranden. Vi kørte rundt på stranden og stoppede et par gange undervejs, hvor Mike fortalte mig om de mange farver som sandet har; æggehvid, gul, orange, ogger, brun, moccha, lys pink, mørkerød og sort. Wow! Alle farverne er blandet ind i hinanden.
Vi kørte ad en lille sti fra straden og om på den anden side, hvor man kunne gå på nogle klipper og lidt væk i det fjerne, se et fyrtårn. Det var en fantastisk udsigt. På vej tilbage via stranden fik jeg lov til at køre hans 4WD. Det var vildt fedt - fik dog en lille forskrækkelse da jeg var ved at køre ind i en kæmpe træstamme på vej ned af en sanddynge, men fik hurigt rettet op, og det eneste Mike sagde var "good on you". Han synes det var sjovt ;-)
Da vi kom tilbage til hans hus lavede han frokost, som bestod af fisk, salat og coleslaw. Derefter hjalp jeg ham med rydde op i hans gæsteværelser, vaske op, vaske tøj og støvsuge. Efter dagens gerninger, greb han en øl til os begge og vi satte os ud på hans terasse, hvor han fortalte historier om da han arbejdede sammen med aboriginals i North Queensland.
Det var utroligt at se og høre hvor passioneret han fortalte omkring at arbejde med aboriginals. Han fik tårer i øjnene, da han fortalte om en mand som stod ham meget nær, under hans tid i North Queensland. Manden havde en knægt som Mike lavede en sæbekasse bil til juleaften og han blev så lykkelig. Dog drak manden en del, ikke så meget som de andre aboriginies, men stadig nok til at han døde af det. Dårlig hygiejne, druk og slåskampe var en del af hverdagen. Og var desværre med til at mange aboriginies ikke levede så længe. Og er det stadigvæk i dag.
Efter de mange historier omkring hans arbejde og familie, fortalte jeg om min rejse til vest Australien sammen med Stine. Han var meget interesseret i at høre om National Parkerne og hvilke byer vi havde besøgt. Fortalte også om de steder jeg havde besøgt på østkysten indtil videre.
Lidt senere så jeg et gammelt klaver og spurgte om han spillede, og han sagde at han var en fantastisk pianist. Han åbnede en lille kiste fuld af en masse små papirsruller med indskribtioner, valgte en papirsrulle og satte den ind i en åben del af klaveret og trådte på pedalerne på klaveret. Det viste sig, at det var et af de klaver som selv kan spille musik, hvis du tramper lidt i pedalerne. Pretty cool.
Jeg fik lov til at spille en 3-4 melodier. Han valgte nogle gode gamle sange fra 60'erne og 70'erne og vi sang begge med.
Derefter spillede jeg en melodi jeg lærte da jeg var yngre (uden brug af papirsrullerne).
Der skal normalt være to til at spille melodien, og pludselig træder Mikes nabo, Darryl, ind af døren og siger, at han tilfældigvis lige var kommet hjem fra arbejde og at han kendte den melodi fordi han plejede at spille den anden halvdel sammen med sin søster da han var yngre. Så jeg spillede det stykke jeg kunne huske og han spillede det stykke han kunne huske, og det lød ikke dårligt ;-)
Mike synes at det var så skægt, at Darryl havde hørt mig spille og at vi kunne spille sammen, han var helt forundret..
Senere på aften satte Mike 'Cat Stevns' på anlægget mens vi spiste aftensmad og sang med. Ren hygge.
Tirsdag:
Anden dagen hos Mike startede med, at vi spiste morgenmad sammen, først frisk frugt og herefter Wetabix med mælk.
Så tog Mike ud for at hjælpe en ven med noget vvs arbejde (pensioneret vvser) og jeg tog ned i byen (og når jeg skriver byen, er der måske 10 butikker i alt inkl. cafeer, supermarked, tøjbutikker og udstyr til fisketure). Kiggede lidt på butikker, gik en kort tur på stranden og tog tilbage til Mikes hus.
Derefter gik dagen ellers med at pudse vinduerne i hele huset både indenfor og udenfor, lægge tøj sammen samt at handle ind og lave frokost og aftensmad.
Til aftensmaden fik vi en god rødvin og snakkede. Jeg fortalte ham omkring Danmark og min familie, og han fortalte om hans familie. Rigtig hyggeligt.
Onsdag:
Vi spiste morgenmad sammen og derefter vaskede jeg gulvene i huset og vaskede tøj. Så spiste vi frokost og derefter kørte Mike mig tilbage til Cliff, så jeg igen kunne arbejde i Caravan Parken.
En rigtig hyggelig oplevelse at bo hos Mike og hjælpe ham et par dage.
- comments