Paa paaskeoeen kom jeg hurtig i snak med to Amerikanere fra mit hostel Joel fra San Fransico og Sem fra New York. Vi gik en rundte rundt i byen og skyndte os at faa handlet ind til at alt ville vaere lukket naeste dag pga paaskehelligdagene. Alt var saa lige dobbelt eller tre gange saa dyrt som i Santiago, saa Helene fik lige en sms om, at hvis de havde plads i kuffertten, skulle medbringe mad. Om aftenen gik jeg ud med Joel og Sem og fik et glas vin, mens vi saa solnedgangen. Det udviklede sig dog til tre glas og en meget dyr forret som vi delte, men hyggeligt var det. Da vi jo ikke rigtig havde faaet noget mad var det tre lettere bedukket turister der arm i arm gik tilbage til hostlet, mens vi fniste af os selv.

Naeste dag besluttede vi tre os for at se vulkanen der laa for enden af byen og som skulle vaere rigtig smuk med en soe i midten. Efter lidt snak frem og tilbage fik jeg overbevist Sem om at hun nok ikke lige kunne bade i soeen, men saa gik turen ogsaa afsted. Det var vare hyggeligt. Vi havde det stort set for os selv og vejret var mellem 25 og 30 grader. Alt i Alt helt perfekt. Vi naaede toppen og det foerste syn vi moedte var bare saa smukt. Eller det vil sige nr 2 syn. Det foerste syn vi moedte var Svenskerene fra vores hostel. To Kaempe gutter klaedt i sort, staa i lae af en paraply og den anden sad i lae af skiltet til vulkanen. Jeg skulle virkelig behaerske mig selv for ikke at tage et billed, det saa virkelig sjovt ud.

Man kunne tydelig se hvordan vulkanen maatte have eksploderet og at der derefter var dannet en soe, det var ubeskriveligt smukt. Med udsyn til dette tog vi vores mangoer, og papajas frem, som man bare kunne plukke og spise paa hostlet. Vildt fedt. Tror i lige Camilla havde sit eget lille frugtorkje hver dag. Efter lang tid paa toppen tog vi turen ned igen og spiste noget frokost. Om aftenene havde Joel og Sem sammen med nogle andre lejet en bil, saa vi tog os en lille koerertur ud og saa solnedgangen over kirkegaarden og de 5 statuer, som var i udkanten af byen. Lige da solene gik ned kunne vi se Helene og Emils fly lande. Jeg blev smidt af ved hostlet, saa jeg kunne moedes med dem og Sem og joel koerte ud for at se et stjerneskud. Det havde Sem aldrig set, hvilke vi synes var utroligt.......og prompe lovede hende det skulle nok ske mens hun var her.

Helene og Emil var i mellem tiden loebet ind i problemet......hostlet havde aldrig hoert om dem og ikke mere plads. Saa de var blevet indlocheret (er det saadan det staves?) paa et andent hostel lige rundt om hjoernet og kom paa gaaben over til mig. Saa fik jeg min laenge ventede pakke, med nyt kamera, lakridser og andre ting jeg lige synes jeg manglede.

Dagen efter tog vi det stille og roligt slappede lidt af, soppede ved kysten og saa lidt mere af byen. Om aftenene gik vi en hel flok ud og spiste fisk paa en okay billig restuarent. Joel havde en sjov historie om aliens og en kamarat, saa det emne blev der debateret med Helene som ogsaa fik fortalt om sin filosofi om efter/tidligere liv. Sem, jeg og til dels ogsaa Emil var saa de ikke belivers i den samtale.

Om mandagen lejede vi en bil og tog den store rundtur paa hele oeen. Det var bare fantastisk. Der var statuer over alt og vi skulle jo selvfoelgelig ikke gaa glip af noget. Alle statuer gravet ned, vaeltet og staaende blev der taget billeder af. Det er noget der skal opleves, for er ikke til at beskrive. Var nu svaert at tro paa de alle er 8 meter, naar man kun kan se et hoved stikke op. Det galt i hvert fald dem omkring en af vulkanerne. Vi ville ogsaa have ligget lidt paa stranden men al den tid vi havde vaeret om at tage billeder af samtlige statuer var vi der foerst da solen var paa vej ned af. Naest sidste stop var ved de 7, som staar forneden af oeens hoejeste punkt. Der stod Sem og en hollaender ved navn Maartin og saa meget lettede ud over at se os. De var lige kommet ned og var noget urolig for at solen var paa vej ned og at de saa skulle gaa tilbage i moerke. Selvfoelgelig klemte vi os da sammen i bilen, saa de ogsa kunne vaere der. Det viste sig at vaere vores held, for sidste stop var ved nogle grotter, men de var ikke skiltet eller til at finde. Sem og Maartin havde heldigvis vaeret der paa vej ud, saa efter lidt soeen kunne de udpeje hvilket hul vi skulle bevaege os ned i. Den ene grotte var bare et lille bitte hul i mellem nogle sten, saa det havde vi aldrig fundet uden dem. Inde i grotten var der to aabninger ud mod havet, hvorfra vi kunne se den mest fantastiske solnedgang. Mig med mit nye kamera gik helt amok. Efter den tur var det paa hoved i seng, selvom vi jo egentlig ikke havde udrettet saa meget. Naeste morgen udnyttede vi at vi stadig hevde bil og koerte derfor ud og saa solopgangen ved de 15 staaende stetuer. Der var dog saa mange skyer at man ikke rigtig kunne se det smukke bag dem. Mens vi var der kom den eneste mand paa oeen som stadig insistere paa at gaa rundt i original dragt. Hvilke vil sige lindeklaede og benbeskyttere i skind. (hvilke er lidt komist for han er alt for ung til at vaere vokset op i den mundering). Naa men han startede to store baal lige foran statuerene, saa det osede med roeg rundt om os alle sammen. Ved ikke helt om der var offering til solguden eller om han bare ikke ville have os der, men var i hvert fald noget underligt noget. Tilgengaeld havde jeg den vildeste griner over en Japansk turist der rik rundt med sin skuterhjelmpaa, kameraet i den ene haand og kortet i den anden. Han kiggede modsat end alle andre og lignede en fra en anden planet. Selvfoelgelig jagtede han den "indfoedte" med sit kamera. Det var virkelig underholdning i saerklasse. Selvfoelgelig lod jeg ogsaa en par sidebemaerkninger falde til Emil om hans Japanske roedder........for der var ingen tvivl om at turisten var japaner.

Naa men efter det tog vi tilbage til morgenmaden. Jeg tog paa museum med Sem, men Helene og Emil tog turen op af vulkanen. Sem og jeg fik ellers langet en bog i haanden, men engelsk oversaettelse af teksten paa museumet og saa var det ellers lige at gaa i krig. Museumet betod af et rum med den ene opslagstavle efter den anden med tekst om oeens historie, saa det var noget af en opgave. Efter halvvejs var vi saa traette i hovedet at vi naesten ikke kunne holde os oprejst. Saa fant vi da lige en mor der gik og laeste hoejt for sin mor og datter, der var vi lige med paa en lytter. Paa vej hjem spiste vi en kaempe frokost, men saa kunne vi heller ikke mere. Det vil sige de to pensionister gik hjem og tog sig en middagslur paa hostlet. Om aftenen havde Helene og Emil fundet en japansk retuarent som vi skulle proeve. Det var saa laekkert at vi reserverede plads til dagen efter med det samme. Det gjorde vi saa efter en tur paa stranden dagen efter.

Om fredagen skulle Helene og Emil rejse tilbage til Santiago, saa jeg havde pakket tasken og vikke trekke til det hoejeste punkt. Jeg havde faaet forklartet af Sem hvilken vej jeg skulle gaar og det modsatte, saa jeg havde helt styr paa det. De havde forberedt mig paa at det ville tage 8 timer, hvis jeg ikke blafrede noget af vejen, saa havde virkelig pakket overlevelses tasken. Da jeg havde set grotterne, gik jeg af en lidt anden vej, men tog da changen med blafferiet. Selvfoelgelig er det en bil med to lokale, mildes talt beskidte mennesker der standser og spoerg om jeg vil med, havde jo ikke engang taaet at tage tommelfingeren op. De talte ikke et kvaek engelsk men virkede sjovt nok meget begejstret for at jeg tog med. Den ene, uden de fleste taender, bare taer og daekket med jord proevede dog at komunikere noget til mig, hvor han blev ved med at pakke mit kort sammen. Der blev jeg lige lidt nervoes om de havde taenkt sig at saette mig af, men saa var vi der og jeg blev sat af ved side vejen til de 7 statuer. Det hele gik som smurt til toppen, dog er jeg ikke sikker paa jeg er gaaet af turistvejen, for gik gennem et hegn/post med piktraad, men efter kun 2,5 time stod jeg paa toppen. Det passede lige med frokosttid, saa jeg tog madpakken frem og noed det. Paa vej hjem udsaa jeg mig en meget paen bil, for saa maatte det jo vaere turister......men nej. Det var da en bil men 4 lokale fede, meget fulde maend. (cheffoeren drak dog ikke). Jeg sad jo selvfoelgelig ved siden af den stiveste af dem alle sammen, som jo mente han stulle sidde og holde om mig.......der gik ikke mange sekunder med draeberoejne foer den arm var vaek. Han sad saa og plapredede loes paa Rapa Nui (paaskeoesk), mens jeg sad og holdt mig for kavalergangen og der bragede ABBA i sterioanlaeget. Meget syrealistisk oplevelse. Da jeg derimod proevede at komunikere at ABBA kom fra naesten Danmark, opfattede de det som om jeg ville af.......taenkte jeg maaske ikke skulle presse citronen for overlevelse af de indfoedte, saa stod paent af og gik resten af vejen. Alt i Alt tog turen mig 4, 5 time, saa jeg havde god tid til at shoppe suvinirs inden jge skulle med flyvet tilbage dagen efter.